Da Mucki Bar på Nørrebro gav lokale ballademagere modspil
Ejerne af et værtshus på Nørrebro vil ikke længere finde sig i chikane, og politikerne vejrer forårsluft. Men politiet kalder det forårskuller.
I strakt arm og i en slidt frysepose, som truer med at give op under vægten af granit, bæres brostenen fra baglokalet og ud i baren på værtshuset Mucki Bar på Nørrebro.
»Her er den,« siger Birgitte Fischer, den ene halvdel af ejer- og ægteparret af dagens mest ombejlede hjørne i København, om det tunge bevis på tiltagende chikane mod stedet.
»Den røg ind ad vinduet, og der sad gæster lige indenfor. Heldigvis skete der ikke noget, men det kunne være gået helt galt,« siger hun, der sammen med ægtemanden Mohammed Ahmed gennem længere tid har stadig flere problemer med unge indvandrere i området.
Udover brosten som kasteskyts, ryger der også cykler mod vinduer og facade, ligesom de unge råber skældsord efter parret. Kulminationen har været et krav om beskyttelsespenge.
»Der har forskellige beløb,« som Birgitte Fischer lidt uldent siger, og hun ønsker ikke at bekræfte oplysningerne i Radio 24/7 om, at kravet har været oppe i 60.000 kr.
Længere ude på Nørrebro på Café Heimdal har der tilsyneladende også været problemer, men her gør Heidi Dyrnesli bag baren det meget klart, at stedet ikke ønsker flere ture i mediekarussellen.
Til gengæld er der flere villige kommentarer fra de mange gæster, som allerede i formiddagstimerne fylder godt ved bordene, og de slår alle den forsonlige tone an. »Stille og roligt,« er den mest benyttede anmeldelse af deres eget lokalområde, og en enkelt, som ikke ønsker hverken navn eller billede i avisen, uddyber:
»Det er nogle meget små lillebrødre, der bare råber op og skaber sig. Deres stemmer er ikke engang gået i overgang endnu, så de virker ikke særligt truende,« lyder det.
Mellem de to værtshuse ligger Cafe Viking i Ægirsgade, og her står den landskendte Jane Kønig bag disken og er faktisk midt i optagelserne til et amerikansk dokumentarprogram om glæde.
»Ja, det kan virke lidt skørt,« siger den snart 71-årige værtshusholder, som for fire år siden selv på sin karakteristiske facon sagde fra overfor kravet om beskyttelsespenge og trusler fra indvandrerbander.
»Så må vi til det igen. Her hos mig tør de ikke gøre noget, og jeg mener faktisk, at der har været nogenlunde ro i området siden. Men dukker det op igen, så rejser vi os igen, og jeg vil tage kontakt til dem nede på Mucki Bar,« siger hun - inden hun genoptager jobbet med at demonstrere dansk livsglæde på linje med morgensang på Hovedbiblioteket og idylliske scener fra Christianshavn, som også indgår i dokumentaren.
Som resultat af Jane Kønigs opsang i 2012, blev foreningen Fælles om Nørrebro dannet, og formand Franck Johnsen er da også på pletten på Mucki Bar for at høre, hvordan han og foreningen kan hjælpe med at forebygge vold og skabe fred.
»I bestyrelsen vil vi drøfte, om vi skal etablere fredsvagter ved værtshuset for at demonstrere, at den slags vil vi ikke have i vores bydel. Samtidig kan vi agere vidner, hvis der sker noget, så politiet har noget at arbejde med,« siger han og noterer sig også Mucki Bars kritik af, at politiet er for længe om at komme.
I følge ejerne på Mucki Bar har det i en konkret sag taget 20 minutter for politiet at rykke ud, men Københavns Politi korrigerer dog og siger, at politiet i netop den sag var til stede i løbet af fire minutter.
Politiet slog i lighed med det meste af den danske verdenspresse og flere politikere også et slag forbi Mucki Bar til en snak i baglokalet, men ledende politiinspektør Jørgen Nyring fra Københavns Politi nedtoner konflikterne og mener, at de hører årstiden til.
»Problemet er slet ikke så stort, som det bliver gjort til i pressen. Det er selvfølgelig alvorligt for de værtshuse, det går ud over, men vi har at gøre med en lille gruppe utilpassede unge, som hvert år, når foråret melder sig, skal ud og vise sig frem. Vi oplever ofte det her problem på denne tid af året, men vi får håndteret det ved at gå i dialog og evt. straffe de pågældende unge,« siger han og henviser til, at der i perioden 2006-2015 har været i alt 39 sager om afpresning - hovedsageligt mod restauratører og massageklinikker.
Tallet er stabilt, tilføjer Jørgen Nyring, med fem sager i 2014 og fire sidste år.
Selv om området og den lille græsplane ved siden af Mucki Bar i følge lokale ofte er tæt besat med unge indvandrere, som spiller fodbold og hænger ud, er der onsdag støvsuget for netop den befolkningsgruppe.
Men længere væk fra området på Christiansborg og Københavns Rådhus er skuldertræk afløst af vrede og indignation.
Den konservative pariformand Søren Pape Poulsen benytter sit besøg i Thorsgade til at tale for mobile politistationer, som kan køres hen, hvor problemerne eskalerer, mens justitsminister Søren Pind nøjes med på afstand at udtale, »vi skal sætte hårdt mod hårdt, når vi ser disse bøller,«
Også Inger Støjberg var også en tur i marken, og hendes medicin er »uddannelse og arbejde til de unge.«