Fortsæt til indhold
Indland

I dag hyler sirenerne – har du styr på, hvad signalerne betyder?

Ved middagstid finder den årlige sirenetest sted over hele landet.

Så er det atter blevet »Store Hyledag«.

Som altid testes landets sirener kl. 12.00 den første onsdag i maj. Der er altså ingen grund til at søge beskyttelse eller ringe til politiet, når varslingssystemer pludselig hyler for fuld drøn midt i frokostpausen.

Det er blot Beredskabsstyrelsen, der skal sikre sig, at det nationale varslingssystem fungerer, når der – heldigvis sjældent – er brug for det.

Hvis der opstår større ulykker eller katastrofer, hvor der er en akut fare for skader på mennesker eller ejendom, kan befolkningen blive varslet ved hjælp af det landsdækkende sirenevarslingssystem.

Eksempelvis benyttes sirenerne med mellemrum lokalt, hvis brande udvikler farlig røg.

Og hvad er det nu, man skal gøre, når man hører varslingssignalet?

Der findes tre forskellige hyletoner, og det er vigtigt, at vide, hvad de betyder.

Det har Beredskabsstyrelsen lavet en lille video om:

I år falder »Store Hyledag« tilfældigvis sammen med Befrielsesdagen 4. maj, så husk at stille lys i vinduet i aften for at mindes afslutningen på besættelsen.

Det er i øvrigt også international Star Wars-dag, så #MayThe4thBeWithYou.