Fortsæt til indhold
Indland

Ældre på plejehjem er mere og mere syge

Og det bliver kun mere og mere alvorligt med udsigten til flere ældre, vurderer KL.

Ældre på plejehjem får det ringere og ringere helbredsmæssigt. Siden 2008 er antallet af indlæggelser og kontakter til den praktiserende læge steget, mens ældre i eget hjem holder helbredet bedre og ikke har brug for mere hjælp end tidligere.

Det viser en analyse, som offentliggøres i nyhedsbrevet Momentum fra kommuneforeningen KL tirsdag, og for Ole Mørk Nielsen, formand for plejehjemsledernes organisation Lederforum, er tallene helt genkendelige i hverdagen.

»I dag kommer ingen på plejehjem med mindre, de overhovedet ikke kan klare sig derhjemme, så der er tale om mere svage og syge borgere end tidligere. Selv om der er masser af rehabilitering og mange ældre holder sig raske meget længe, så sætter naturen en grænse i de sidste år, hvor mange ældre bliver syge,« siger han.

I 2008 blev 37,2 pct. af plejehjemsbeboere indlagt mindst én gang om året, og det tal er steget til 42,4 pct. i 2014, mens tallet er uændret 28,7 pct. for ældre i eget hjem. En tilsvarende stigning er der i de gange, hvor ældre skal have hjælp hos deres praktiserende læge.

Tallene bekymrer KL - ikke mindst antallet af meget ældre danskere stiger i de kommende år.

»De ældre, som kommer på plejehjem, vil stadig være meget svage og have komplekse sundhedsmæssige problemstillinger. Den gruppe, kommunen har kontakt med, vil stadig være meget krævende, og kommunernes tår derfor med en stor opgave, som kræver mange ressourcer både økonomisk og personalemæssigt,« siger borgmester Thomas Adelskov (S), der er formand for KL’s social- og sundhedsudvalg.

Den bekymring deler kommunernes økonomidirektører, hvor 84 pct. forventer stigende udgifter på ældreområdet bl.a. på grund af de mange flere ældre.

Tallene spilles på banen som optakt til de årlige økonomiforhandlinger mellem regeringen og KL, som går i gang i nærmeste fremtid. Kommunalforsker Kurt Houlberg fra forskningsinstituttet Kora advarer dog i Momentum mod for stor optimisme:

»Som det landspolitiske billede tegner sig på nuværende tidspunkt, skal kommunerne ikke forvente flere penge til at løse opgaverne,« siger han.

På "Paradis"-plejehjem bestemmer beboerne selv, hvornår de står op, om de vil have dyr og hvor mange promiller der må være i drikkevarerne. Vi har besøgt et:

Artiklens emner
KL