Fortsæt til indhold
Indland

Årets Presse Foto 2015

Statsminister Lars Løkke Rasmussen åbnede udstillingen og overrakte prisen for Årets Pressefoto 2015 til pressefotograf Jacob Ehrbahn, Politiken på Det Nationale Fotomuseum, Det Kongelige Bibliotek i København fredag den 4. marts 2016.

Årets Pressefoto
Pressefotograf Jacob Ehrbahn, Politiken, vandt med billedet af en flygtningefamilie, der en tidlig morgen i august 2015 tager chancen og kravler under det kontroversielle pigtråds- og grænsehegn, som Ungarn har sat op ved grænsen til Serbien.

Billedet vandt samtidig kategorien Årets Nyhedsbillede, Udland, hvor det indgår i Jacob Ehrbahns serie ”Drømmen om et bedre liv”.

Årets Presse Foto

Årets Pressefotograf

Prisen som Årets Pressefotograf 2015 gik til pressefotograf Joachim Ladefoged, Morgenavisen Jyllands-Posten, der vandt med sin serie på fem billeder.

Årets Pressefotograf

Årets Nyhedsbillede, Danmark: Michael Drost-Hansen, freelance.

I dommernes begrundelse for valget siger de:

Det vigtigste ved denne serie er, at den dokumenterer en historie, vi ikke har set før i Danmark. Det er danmarkshistorie og en begivenhed, der lige som angrebet på Krudttønden og synagogen i København, fik os til at indse, at vi ikke er isolerede fra resten af verden. Ud af mange mulige var Michael Drost-Hansens serie vinderen, fordi han bedst fanger kaosset og de mange nuancer. Han når hele vejen rundt om begivenheden fra forvirring til hjertevarme og det lettere absurde, så udvalget af billeder er alsidigt med både drama, glæde og lidt humor. Alle de følelser, der var i spil, da verden kom til Danmark.

Årets Nyhedsbillede, Danmark

Årets Nyhedsbillede, Udland: Jacob Ehrbahn, Politiken

I dommernes begrundelse for valget siger de:

Jacob Ehrbahns serie er meget, meget stærk, og der var ikke nogen tvivl om, at den var en vinder. Den er godt fotograferet, velkomponeret, veltimet og varieret i de afbilledes følelser. Man mærker stort nærvær og værdighed, fordi han går så uhyre tæt på med sin vidvinkel, at man nærmest kan lugte og mærke, hvor han er. Reportagen som helhed udstråler den store energi og arbejdsvilje, der skal til for følge denne tragedie, hvor vi både bliver præsenteret for hurtige actionskud og billeder med stille eftertænksomhed. Sjældent har vi set et fotografi af papkasser ”larme” så meget. Alle billeder er gode, og nogle har klare ikoniske kvaliteter.

Årets Nyhedsbillede, Udland.

Årets Portræt: Miriam Dalsgaard, Politiken

I dommernes begrundelse for valget siger de:

Dette er en dejligt øjenåbnende portrætserie. Ved første øjekast er den sjov, men når man ser nærmere efter, opdager man dybden. Der er masser af nuancer i historien, den er godt tænkt og meget original. Fotografen skaber et indirekte og meget befriende portræt af Vollsmose, som er fuldt af selvironi og uden at tale til de negative, stereotype fordomme, vi måtte have om boligområdet. Det er rockerskarpt fotograferet, godt instrueret og både geografi- og tidsløst. En serie, der lige så godt kunne have været taget i 1970’ernes New York.

Årets Portræt.

Årets Sportsbillede, Action: Liselotte Sabroe, Berlingske Media/Scanpix

I dommernes begrundelse for valget siger de:

Der var ikke meget tvivl om vinderen i denne kategori. Billedet er klassisk stramt, velkomponeret og godt fotograferet. Der er ikke et øje eller en hånd, der sidder forkert, og hovedpersonen er fanget i et afgørende øjeblik, hvor han er omgivet af dem, der hylder ham. Men den helt særlige kvalitet ligger i kombinationen af manden - og fotografiet af manden, der selv emmer af, at han er manden. Det er ham, der har vundet. På den måde, får vi fortalt mere end én historie. Det er et billede, der holder.

Årets Sportsbillede, Action.

Årets Sportsbillede, Reportage: Kasper Thorup Løftgaard, DMJX

I dommernes begrundelse for valget siger de:

Reportagen fra det amerikanske college rodeo er et fremragende eksempel på en god sportsreportage. Vi får flere intense øjeblikke, hvor noget står på spil, miljøet omkring begivenheden er stemningsfuldt fotograferet, og der er både portræt, action og æstetiske øjeblikke. Desuden er der simpelthen ikke et dårligt billede, og sammenhængende fungerer de perfekt som serie, fordi vi kommer tættere på de her mennesker, og fotografen viser os, at det både er en kultur og en livsstil. På den måde ligger reportagen næsten i grænselandet mellem kultur og sport.

Årets Sportsbillede, Reportage.

Årets Reportage, Danmark: Joachim Adrian, Politiken

I dommernes begrundelse for valget siger de:

Et meget fint og helt stille billede, der på en enkel måde gør hele problematikken meget håndgribelig ved blot at vise størrelsesforholdet mellem lille Fie og bamsen. Man kan mærke forældrenes følelser, og hvad der står på spil: Det her er kampen om selve livet. Hele hospitalsdramaet er fortættet i dette ene fotografi, der er taget ud af en serie. Man forstår, at selvom man helst bare ville lægge dette skrøbelige barn på sin mave, så er det ikke muligt under disse vilkår. Gennem de strikkede sager får forældrene udtrykt, at de elsker deres barn, ligegyldigt hvordan det ender, og hvilket liv hun bliver. Det er et stærkt signal i en verden, hvor vi ellers ofte vælger børn som Fie fra.

Årets Reportage, Danmark.

Årets Reportage, Udland: Rasmus Flindt Pedersen, Freelance/Ekstra Bladet

I dommernes begrundelse for valget siger de:

Denne serie går mere i maven end mange andre. Den er uhyre stilsikkert gennemført samtidig med, at den er meget tæt på, meget rå og brutal. Rasmus Flindt Pedersen har helt fra starten valgt en fotografisk stil, som han gennemfører i hele serien. Den er stærk og varieret og træder først og fremmest frem, fordi den er tro mod det kaos, der er i situationerne. Hele reportagen er meget gennemarbejdet, og det virker, at fotografen vælger at understrege den rå virkelighed med sine virkemidler. Undervejs har han også truffet nogle meget bevidste og gode valg om, hvor vi er, og vi ser både frygten, håbet og desperationen.

Årets Reportage, Udland.

Årets Danske Hverdagsbillede: Bax Lindhardt, Berlingske Media/Scanpix

I dommernes begrundelse for valget siger de:

Desværre er det en kedelig side af hverdagen, eller rettere den nye hverdag i Danmark, som fotografen har fanget i dette billede. Dommerne flyttede det fra nyhedskategorien, fordi det er godt set og bidrager med et andet blik på hverdagen. Ved første øjekast er man lidt forvirret over, hvad man kigger på, og billedets surrealistiske karakter er en stor del af dets styrke. Ved at lege med vores forvirring får det nemlig endnu stærkere understreget kontrasten mellem det ’gamle’ Danmark, som er malet på plankeværket, og de nye realiteter med bevæbnede politifolk i gadebilledet, som præger hverdagslivet, der her repræsenteres af den lystigt cyklende mand. Tidsforskydningen får endda en ny dimension, for det virker næsten som om, politifolkene kommer fra fremtiden.

Årets Danske Hverdagsbillede.

Årets Åben Klasse: Rasmus Degnbol, freelance

I dommernes begrundelse for valget siger de:

Selvom flygtningene præger nyheds- og reportagekategorierne, er der også plads til dem i Åben Klasse, fordi fotografen ser situationen fra en helt ny vinkel. Det er årets historie. Men her får vi en mere abstrakt og dog alligevel super konkret fortolkning, der hjælper os til at forstå omfanget af den situation, de andre serier viser på deres måde. Dronen gør i disse dage indtog i dansk presse, og det er både frækt og originalt at anvende den på denne facon. Tidligere har man måske mest tænkt på dem lidt som en fjernstyret bil, men her ser vi, hvor stærkt et redskab de kan være.

Årets Åben Klasse.