Han bragte nordlyset til New York

Der er lidt skæbnens ironi over lysdesigner Jesper Garde Kongshaugs karriere. Ikke fordi han har fejlet. Tværtimod viser hans særdeles omfangsrige cv et liv og en karriere, som kan gøre de fleste stakåndede. Det er sløjfen, som han mere eller mindre ubevidst har fået bundet, der får smilet frem, ikke mindst hos Jesper selv.

»Da jeg arbejdede som lysmester på Bristol Teateret i begyndelsen af 1980’erne, havde jeg fået mit eget eksperimentarium i et rum i kælderen, og Morten Grunwald, der var direktør dengang, kaldte mig ”professoren”, fordi jeg altid gik og nørdede dernede. Så er det da lidt sjovt, at jeg endte med at blive professor på Designskolen i Kolding,« siger han med et smil, der kan høres igennem mobilen.

Historien fortæller meget illustrativt, hvordan udviklingen har været, siden den 22-årige, dengang fallerede, ingeniørstuderende blev ansat på Bristol Teatret som landets yngste lysmester. Hans baggrund var halvandet år på et amerikansk college, hvor han havde lært om lyd og lys.

Kort tid efter blev Marlene Schwartz og Lone Hertz teatrets direktører, og da de i 1982 flyttede over på Aveny, fulgte lysmesteren med. Det kom han ikke til at fortryde. Jesper Kongshaug fik rige muligheder for at eksperimentere med lyset, og det varede ikke længe, inden der på teatret blev skabt en helt speciel lystradition, som de andre teatre kiggede længselsfuldt efter. For den unge lysmester lod sig ikke begrænse af historie og vaner.

Hidtil havde meget af en lysmesters arbejde bestået i at få indstillet lamperne i loftet, så de passede til monologerne. Teater var ord, serveret fra en scene, hvor man ændrede baggrundstæppe i pausen. Men moderne teater ville meget mere. Pirre sanser, nedbryde vægge mellem virkelighed og illusion og give en total oplevelse til publikum. Og den udfordring var Jesper Kongshaug mere end villig til at tage op. Han sugede til sig af de seneste tekniske fremskridt, og det, der ikke fandtes, byggede han selv.

Marlene Schwartz var først om at indse, at Jesper Kongshaug havde mere at give, end et lille teater kunne aftage, og hun opfordrede ham til at gå freelance, så han kunne prøve kræfter med andre teatre også. Det råd har han fulgt lige siden, først i Danmark, siden over hele verden med sit lille firma, Lightning Design.

I dag er Kongshaug internationalt prisbelønnet for lysdesign og scenografi inden for scenekunst, arkitektur og lysteknologi og underviser i dette hjemme og i Shanghai, i Hong Kong og på Stanford Universitet i USA. I 2012 blev han adjungeret professor på Designskolen Kolding, han underviser alle nye lysdesignere fra Statens skole for scenekunst, og sidste år sagde han ja til at blive lysdesigner for Tivoli.

»Tivoli bliver en ny legeplads, lidt af en klon for, hvad jeg har beskæftiget mig med hidtil, blivende arkitektur og fortryllende illusion,« siger han.

Jobbet i Tivoli betyder dog ikke, at han opgiver sine mange andre gøremål. Han vil stadig undervise på Statens skole for scenekunst og på Designskolen, og han er i fuld gang med at udvikle lys til Lego House og til det kommende hovedkvarter for den Internationale Olympiske Komite i Lausanne. Og så er der lige lysdesignet på ”Mestersangerne” på Covent Garden, en forestilling, der allerede på forhånd er solgt til turné i både Kina og Australien.

Ofte bliver han spurgt, hvor han får alle kræfterne fra, men han bliver ikke træt. Og føler heller ikke, at det går ud over familielivet med Majken og de to børn på 12 og 17 år, som ofte får lov til at rejse med far.

Det er blevet sagt, at Jesper Kongshaug er for dansk lysdesign, hvad Bjarke Ingels er for dansk arkitektur. Og der er ingen tvivl om, at Jesper Kongshaungs firma, Lightning Design, kunne have beskæftiget 8-10 mand med alle de opgaver, der kommer ind. Men det forretningsmæssige interesserer ikke Jesper i samme grad som det faglige og kontakten til kunderne. Derfor tøver han heller ikke med at tage opgaver, der ikke nødvendigvis forgylder ham, hvis de er interessante og spændende. Som for eksempel at sætte lys til Lene Boels lille teater med otte lamper på isen i Grønland. Sådan noget vil han også have plads til i kalenderen.

»Det er den ydmyghed, der gør Jesper til et smukt menneske,« siger Kirsten Dehlholm, leder af det eksperimenterende teater Hotel Pro Forma. Hun har arbejdet sammen med Jesper Kongshaug siden 1992 og fremhæver hans kommunikative evner og overlegne faglighed som årsagen til, at han er så efterspurgt både herhjemme og i udlandet.

»Jeg vil kalde Jesper et renæssancemenneske, der er i stand til at favne teknologien og videnskaben i vor tid, samtidig med at han er meget tænkende og socialt bevidst. Han er altid opdateret på de seneste teknologiske muligheder og rejser hvert år til lysmesse i Las Vegas. Og han har for eksempel altid én eller to praktikanter med, som er interesseret i faget. Ikke blot fordi han vil lære fra sig, men fordi han mener, at vi alle kan lære af de unge,« siger hun.

Det eneste, som det er svært at få Jesper Kongshaug til, er at gå på kompromis med sine idéer. Han kan blive virkelig rasende, hvis man på Det Kgl. Teater vover at ændre på noget uden at informere ham om det. Et eksempel på hans kompromisløshed fik Kirsten Dehlholm under opsætningen af Wagners ”Parsifal” i operahuset i Poznan i Polen i 2013.

»Først fik han dem til at investere i nye lamper. Men da vi så havde brugt dem alle og stadig manglede et lys til slutscenen, fandt han til sidst noget arbejdslys over scenerummet, som han kunne tage i brug – og det var det helt rigtige at bruge. Han går simpelthen ikke på kompromis, uden han har prøvet alt af. Her er han ufatteligt stædig.«

Det store gennembrud fik Jesper Kongshaug, da han overtog opgaven at lyssætte Den Jyske Operas opførelse af Wagners ”Nibelungens ring” 1993-96. En opgave, som han gentog på Det Kongelige Teaters opsætning 2003-06. Hovedparten af hans arbejder har været knyttet til opera, også på internationalt plan, f.eks. på San Francisco Opera med Ligetis ”Le grand Macabre”, som han havde lyssat på Det Kongelige Teater nogle år forinden. Han har også arbejdet på mindre, eksperimenterende teatre som Odin Teatret og ikke mindst Hotel Pro Forma under ledelse af Kirsten Dehlholm, der ikke ville tøve med at indstille Jesper Kongshaug til Hotel Pro Formas fortjenstmedalje, hvis der havde været en sådan.

»Vi arbejder anderledes og bruger rum og lys som fortæller. Det er i høj grad Jespers fortjeneste, at vi i dag har det udtryk, vi har,« siger hun.

Med teaterstykket ”Operation: Orfeo” var han og Hotel Pro Forma med til at skabe teater, der havde international gennemslagskraft, og som de seneste 20 år har været på verdensturné, ikke mindst på grund af lyset - eller mangel på samme. De første 20 minutter sidder publikum i bælgravende mørke, mens de skal sanse lyden. Og det er essentielt i Jesper Kongshaugs arbejde med lys, at mørket hører med.

»Mørket åbner for bevægelsen i tid, til fortid og fremtid. Det er i skyggen, vi aflæser, hvor lyset kommer fra. Dér reflekterer og forstår vi andre ting end i dagslyset. Mørket gemmer både drømme, mareridt og længsler. Nogle bliver bange for det, andre søger ly i det. Vi er jo opstået i mørke, i livmoderen. Og når vi mærker et tryk på huden - som under dynen - giver det tryghed. Men når vi står frit i mørket, mister vi orienteringen. I tomheden er mørket angstprovokerende,« som han har udtrykt det i et interview i Kristeligt Dagblad.

Rent professionelt arbejder han med mørkets tid. Mørke er tid, og lys er nu.

»Det var sådan en sansning, jeg havde engang på en forestilling. Der var vel en fornemmelse af, at de mørke scener på en eller anden måde havde et større tidsspand. Lys er meget konkret, det er ligesom nu, her, hvor vi sidder og snakker. Mørket er tålmodigt, der er mere tid,« har han forklaret i et interview i Weekendavisen, hvor han også afslører, at han altid googler Nasas nattebilleder, inden han beslutter sig for at rejse til et sted i verden. Der skal være mulighed for at se stjerner ligesom fra lejligheden ved Peblinge Dosseringen i København, hvor han bor med sin kone og to børn.

Jesper Kongshaug er meget optaget af naturens lys og af den store forskel, der geografisk findes på lys. Det lige lys under ækvator og i Sydeuropa - og det skrå lys i Norden, hvor vi har årets skiften i lys. Han kan godt finde på at rejse til Norge for at opleve nordlys, selv om det er svært at planlægge.

Nordlys har også givet et specielt lys over han karriere. For selv om han inden for arkitektur har modtaget Dansk og Nordisk Lyspris for lyset til Skuespilhuset ved Kvæsthusbroen, Den Blå Planet Akvarium og lysrenoveringen af Højbro Plads, er det dog Edison Award for ”Northern Lights” på John F. Kennedy Center i Washington D.C., som han selv nævner som et af karrierens højdepunkter.

Jesper Kongshaug indhyllede den kæmpestore marmorfacade i dybblå lys og laserstråler, som blev digitalt koreograferet via speciallavet, roterende glas til at gengive illusionen om nordlys.

Vi kan kun vente i spænding på, hvad Tivoli kan udvikle sig til under hans kyndige hænder.