1930: Kommunisme og god sex var to sider af samme sag
Psykoanalytikeren Wilhelm Reich ville bekæmpe kapitalismen ved at hjælpe drifterne på vej.
Ondt i sexlivet? Prøv med social revolution.
September 1930. I en østrigsk hovedstad, der bobler af sociale konflikter og intellektuelle gennembrud, sidder vi med til den fjerde kongres i Verdensligaen for Seksualreform, stiftet ni år tidligere af den banebrydende tyske læge Magnus Hirschfeld (1868-1935). I spidsen for foreningen står blandt andre hans københavnske kollega Jonathan Høegh von Leunbach (1884-1955), der er kendt for at give nødstedte kvinder gratis aborthjælp på sin klinik i Linnégade. Det er et socialmedicinsk hjælpearbejde til gavn for arbejderklassens unge kvinder, men i strid med både lov og herskende moral.
For Leunbach og hans venner drejede kampen sig om retten til et friere kønsliv – imod den århundredlange fornægtelse og undertrykkelse af de kropslige drifter. Flere af kongresdeltagerne orienterede sig mod Sigmund Freuds (1856-1939) provokerende grundtanke, nemlig at menneskelige neuroser kunne spores tilbage til seksuelle traumer.
Kongresarrangørerne havde bedt en af Freuds fremmeste elever, den 33-årige psykoanalytiker Wilhelm Reich (1897-1957), om at skrive en programtekst for bevægelsen. Men Reichs ideer rakte videre end de flestes. For ham var orgasmen selve nøglen til menneskenes og samfundets psyke.
Han havde bemærket, at selv mennesker med et tilsyneladende normalt og velfungerende seksualliv ikke nødvendigvis følte glæde ved sex. De manglede, som han sagde, orgastisk potens. Deres driftshæmninger blev hærdet i et karakterpanser – et værn mod ydre indtryk, som gav det hæmmede individ en vis psykisk ligevægt, men forhindrede det i at opnå naturlige forbindelser med omverdenen.
Det var freudiansk tænkning i – hvis man vil undskylde udtrykket – højere potens. Og den havde samfundsbetydning: De seksuelle hæmninger var ikke kun et problem for fine borgerskabsfruer, men også for de store masser. Og hæmmede menneskemasser var udtryk for et forkvaklet samfund.
Derfor var den seksuelle frigørelse også en politisk og social revolution. Reich læste Freud sammen med Marx. Gennem analysen af den seksuelle undertrykkelse ville han forsøge at begribe, hvordan menneskene blev påvirket til at acceptere deres kummerlige tilværelse i en undertrykkende samfundsorden. Det var en analyse med strategiske implikationer: Overvindelse af orgastisk impotens blev ét med den antikapitalistiske revolution. Kommunisme og god sex var to sider af samme sag.
Reichs programskrift for Verdensligaen tog form af et socialpolitisk program, der først og fremmest skulle sikre arbejderklassen oplysning og de materielle betingelser for at stimulere dens seksuelle trivsel. For den toværelses baghuslejlighed, der var bolig for en familie på otte, gav ikke seksualiteten ret gode vilkår.
For de mere borgerligt tænkende seksualreformatorer var den unge psykoanalytikers forslag helt vanvittigt rabiat. Det blev arkiveret lodret.
I stedet grundlagde Reich året efter sin egen seksualpolitiske forening, Sexpol, nu med basis i Berlin og i tæt kontakt med det store tyske kommunistparti. Også her blev hans seksualpolitik dog for skrap kost. Og da han tre år senere måtte flygte fra nazisterne, var han ugleset blandt næsten alle sine tidligere venner, både psykoanalytikere og kommunister. Under hans korte tid som politisk flygtning i Danmark midt i 1930’erne såede hans tanker dog også frø her. Dansk Sexpol blev stiftet – med Leunbach og hans lægekollega Tage Philipson (1907-1961) som samlende figurer. Som Reich ville de bekæmpe kapitalismen og den omsiggribende fascisme ved at hjælpe drifterne på vej.
Deres sammentænkning af seksuel og social revolution blev kortvarig. Reich og hans få sympatisører vendte politikken ryggen ved tærsklen til Anden Verdenskrig. Men deres tanker fra slutningen af 1920’erne og et lille årti frem fandt siden nyt liv hos yngre generationer, der ønskede at befri krop og samfund.