1915: Det var andre end kvinderne, der fik valgret i 1915
1915-grundloven er berømmet for at give kvinder valgret, men var også epokegørende på andre måder.
Den 5. juni 1915 gav den nye grundlov lige og almindelig valgret til både Landsting og Folketing. 1915-grundloven er berømmet for at give kvinder valgret, men var også epokegørende, fordi den gav valgret til tyende, dvs. folk i privat tjeneste. Det betød, at man nu kunne være fuldgyldig politisk medborger, selvom man var en del af en andens husstand. Valgretten var dog stadig betinget af, at man var uberygtet, ikke havde modtaget fattighjælp, der ikke var betalt tilbage, og havde fuld rådighed over sit bo.
Grundlovsændringen var blevet diskuteret intenst i seks år inden gennemførelsen. Det skyldtes især, at man samtidig med indførelsen af valgret til kvinder og tyende nedsatte valgretsalderen fra 30 til 25 år, ophævede den privilegerede valgret til Landstinget og ændrede valgmåden til Folketinget, så valg i enkeltmandskredse blev suppleret med tillægsmandater.
Den kvindelige valgret i 1915 var resulta19t af en politisk proces, der gik tilbage til 1886. Her rejste folketingsmedlem Fredrik Bajer (1837-1922) for første gang forslag om kvindelig valgret til Københavns Borgerrepræsentation. Det gjorde han som en del af en større debat om, hvordan valgretten til de kommunale råd skulle indrettes. I de efterfølgende diskussioner af valgret gik en række tematikker igen, men det var især spørgsmålet om kvindelig valgret, der fyldte i de tidlige diskussioner af kommunal valgret.
I 1897 rejste Socialdemokratiet spørgsmålet om valgret til tyende. Kvinder og tyende fik første gang valgret i forbindelse med valg til menighedsrådene i 1903. Her var den rette tro vigtigere end både køn og social stand. Derefter bredte det sig som ringe i vandet. I 1905 blev kvinder valgbare til de kommunale værgeråd for ’forbryderiske og forsømte børn og unge personer’, og i 1907 fik de valgret til hjælpekasserne (fattighjælp). Der skete med udgangspunkt i de kompetencer, kvinderne havde inden for børneomsorg, opdragelse og fattighjælp.
Først i 1908 var der opnået politisk enighed om indførelse af lige og almindelig valgret til de kommunale råd. Igen var det ikke kun kvinder, men også tyende, der fik valgret, samtidig med at den privilegerede valgret blev ophævet. På det tidspunkt var kvindelig valgret ikke længere politisk kontroversielt, men blev opfattet som et naturligt resultat af samfundsudviklingen.
Diskussionerne, der ledte til grundlovsændringen i 1915, var startet som en diskussion af valgkredsenes indretning, og den var stærkt aktualiseret af befolkningstilvæksten. Ønsket om omlægning af valgkredse var båret af en ambition om at skabe en mere retfærdig repræsentation, hvor den enkelte stemme talte lige meget. Det blev i diskussionerne koblet med spørgsmålet om privilegeret valgret til Landstinget. Den privilegerede valgret var indført med grundlovsændringen i 1866 og delte vælgerkorpset i to grupper. Der var en, hvor alle med valgret til Folketinget kunne stemme, og en, hvor kun de højest beskattede (Højre) kunne stemme. Afskaffelsen af den privilegerede valgret blev central i diskussionerne af grundlovsændringerne og var en af hovedårsagerne til, at forandringerne trak så meget i langdrag. Højre gjorde den privilegerede valgret afhængig af spørgsmålet om valg i enkeltmandskredse eller forholdstalsvalg, fordi mange stemmer ville gå til spilde ved enkeltmandsvalg, og mindretallene (Højre) ville få en bedre repræsentation ved forholdstalsvalg.
Dansk Kvindesamfund opfordrede i flere omgange politikerne til at indføre kvindelig valgret alene, så den ikke blev forhindret af de dele af lovforslaget, som man ikke kunne blive enige om, men forslaget blev ikke imødekommet. Tværtimod. Valgret til kvinder var i højere grad det, som alle var enige om, og som skulle skabe det pres, der fik de andre ændringer trukket med.
I sidste ende var det udbruddet af Første Verdenskrig, der skabte den vilje til enighed og den ro til de nødvendige politiske forhandlinger, der gjorde, at de nødvendige kompromisser blev indgået, og den nye grundlov kunne indføres den 5. juni 1915. En grundlov, der knæsatte et demokratisk princip om valgret på individniveau frem for husstandsniveau.