»Vi har kæmpet kampen i 10 år. Orker vi mere?«

De fleste kan sikkert huske den, selvom det er lang tid siden, de har set den sort på hvidt: Tegningen af profeten Muhammed med en bombe i turbanen, som sammen med 11 andre tegninger figurerede i nærværende avis for 10 år siden på onsdag.

Ingen behøvede dog have gang i hjernens billedkartotek til Trykkefrihedsselskabets markering af jubilæet.

Til konferencen, der blev holdt lørdag, kunne alle se tegningen på et stort lærred midt i Landstingssalen på Christiansborg.

Der, bag tykke borgmure og udelukkende i selskab med mennesker, der havde været igennem et grundigt sikkerhedstjek, kunne tegningen vise sit ansigt og ytringsfrihedens status gøres op af internationale talere.

Den allerførste taler, den tyske journalist og islamkritiker Henryk Broder, begyndte dystert.

»Vi er her i dag for at sørge over tabet af Europa. Europa, hjem for den franske revolution, tysk filosofi, italiensk pasta og dansk design, er ikke blevet begravet i et jordskred eller oversvømmet af en tsunami. Fysisk ligger det der stadig. Men mentalt har Europa begået selvmord,« sagde han.

Selvmordet, mener Henryk Broder, er evident ved, at ingen aviser på onsdag har tænkt sig at genoptrykke tegningerne.

Under belejring

Henryk Broder blev suppleret af den norske redaktør Vebjørn Selbekk, som i 2006 indledte den norske Muhammed-krise ved at optrykke tegningerne i sin egen avis.

Beslutningen traf han efter, at historien om tegningerne i begyndelsen af 2006 antændte en udenrigspolitisk krise for Danmark. Demonstrationer med op til 70.000 deltagere opstod i Mellemøsten, Dannebrog blev brændt af og danske ambassader og konsulater i blandt andet Syrien og Libanon blev angrebet.

»Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene, hvis jeg ikke gjorde. Og sådan er det: Vi er under belejring. Selve det, at vi bliver nødt til at stå mellem tykke mure bekræfter det. Måske kan man endda sige: Vi står i en brand. Og det er kun os selv, der kan slukke den,« sagde han.

Selve Muhammed-krisen er løjet af, men kampen for ytringsfrihed er først lige begyndt, mener han.

Og derfor er jubilæet heller ikke et glædeligt jubilæum at fejre, siger formand for Trykkefrihedsselskabet Katrine Winkel Holm.

»Dette er ikke et debatmøde, det er et møde, hvor vi samler kampgejst. Vi har haft et hårdt år. Der har været et attentatforsøg mod Lars Hedegaard, og så har vi ikke mindst haft terrorangrebet i januar,« forklarer hun.

Arrangementet er derfor ment som en peptalk, fortsætter hun.

»Vi har brug for at få at vide, hvorfor vi skal blive ved med at kæmpe. Vi har kæmpet kampen i 10 år. Mange af os spørger, om vi overhovedet orker mere?«

Det gør publikum dog tilsyneladende. Spørgsmålet, som Trykkefrihedsselskabet selv havde stillet til sine talere før konferencen, handler om, hvem der er gået sejrrigt ud af det kultursammenstød, som tegningerne blev genstand for.

Våben mod våben

Svaret kommer dog ikke fra talerne, men i et af de mange spørgsmål fra publikum.

»Vi forsøger, så godt vi kan, at argumentere med fornuft. Alligevel taber vi. Mit spørgsmål er, om det er på tide, at vi begynder at tænke på, om det ender med, at vi skal svare våben med våben?«

Det mener Katrine Winkel Holm ikke, at det er. Men tabt, det er kampen. I hvert fald i praksis.

»Ingen vil jo trykke tegningerne, selvom det er det moralsk og strategisk rigtige at gøre. Skoleledernes formand mener ikke, at tegningerne skal vises i undervisningen. Og vi kan ikke holde et arrangement uden massiv sikkerhedsdækning. Så jo, i praksis har vi tabt. Men den intellektuelle kamp har vi vundet. Der er flere, der mener, at det var det rigtige at trykke tegningerne. Der er bare ingen, der tør gøre det,« siger hun.

Hvad skal det så hjælpe?

»Vi håber, at vi har plantet et frø. Nogle taler jo om ”læringen ved mord”. Måske er det sådan, at der på et tidspunkt har været så mange mord, at folk ikke kan undgå at se i øjnene, at vi skal forsvare vores egne værdier meget konkret,« siger hun.