Førende terrorekspert efterlyser en styrelse mod radikalisering af unge

Mens man i store kommuner som Aarhus og København har målrettede og prioriterede indsatser mod radikalisering, er det langtfra altid tilfældet i resten af landet. Derfor bør man efter svensk forbillede oprette en styrelse mod radikalisering, der skal være ansvarlig for at koordinere indsatsen på landsplan og sikre, at også de mindre kommuner er klædt på til opgaven.

Sådan lyder det i hvert fald fra terrorforsker på Försvarshögskolan i Stockholm og formand for en ekspertgruppe til forebyggelse af radikalisering under Københavns Kommune Magnus Ranstorp.

»Radikaliserede mennesker bor jo ikke kun i de store byer. København og Aarhus har gjort sig en masse erfaringer og gør et virkelig godt stykke arbejde på det her område, men hvad med grænsekommunerne? Forståeligt nok kan de godt kæmpe lidt med at vide, nøjagtig hvordan de skal takle udfordringen,« siger Magnus Ranstorp.

»Lige nu foregår indsatsen primært på lokalt og bilateralt niveau, men det ville være bedre at sørge for, at det blev koordineret fra centralt hold – ikke mindst for at sikre et kontinuerligt fokus i de kommuner, der hidtil ikke har gjort særlig meget omkring radikalisering, og for at sikre den hurtige og nødvendige ekspertise i alle dele af landet,« siger terrorforskeren.

Tidligere på ugen offentliggjorde ekspertgruppen sine anbefalinger til, hvordan man kan bekæmpe radikalisering lokalt i København, og gruppen opfordrede bl.a. myndighederne til at blive bedre til at dele oplysningerne på tværs af myndigheder.

Men spørger man Ranstorp, er der altså ligeledes behov for en styrket indsats i resten af landet – og til det formål kan en styrelse mod radikalisering som den, man har i Sverige, være en løsning, mener Magnus Ranstorp.

Flere indberetninger

Det var det svenske justitsministerium, der i juni 2014 besluttede at oprette styrelsen netop med henblik på at få hele landet med i forhold til indsatsen mod radikalisering. Siden har myndigheden haft det overordnede ansvar for at »koordinere bestræbelserne« mellem »myndigheder, kommuner og organisationer på nationalt, regionalt og lokalt plan«, som myndigheden selv beskriver det på sin hjemmeside.

Ifølge stabschef i den svenske styrelse Daniel Norlander var det bl.a. nødvendigt at koordinere indsatsen centralt, fordi der var for stor forskel på kommunernes indsats mod radikalisering.

»Der var en del kommuner, der enten ikke havde nogen indsats overhovedet eller kun havde ringe fokus på radikalisering,« siger Daniel Norlander, der selv har en fortid i det svenske rigspoliti.

Styrelsen sørger i dag bl.a. for, at også de mindre kommuner får lavet en antiradikaliserings-handleplan, at de relevante kommunale medarbejdere får den rette efteruddannelse, ligesom den løbende arrangerer konferencer og møder mellem lokale aktører som politiet, skolerne, gadeplansmedarbejdere, socialrådgivere og religiøse ledere.

Derudover sørger styrelsen for, at alle kommuner er bedre klædt på i forhold til, hvornår de skal indberette en bekymring til politiet. Og ifølge Daniel Norlander har det bl.a. medført en markant stigning i antallet af indberetninger om bekymrende adfærd, som politiet modtager fra kommunerne.

»Tidligere oplevede vi, at kommunerne holdt en del informationer for sig selv – enten fordi de ikke opdagede bekymrende adfærd, eller fordi de måske ikke vurderede, at det var ’slemt’ nok til at dele med politiet. Men det har bestemt ændret sig siden,« forklarer Daniel Norlander.

Også i Danmark er der stor forskel på, hvor meget der skal til, før en kommune vælger at sende en indberetning om bekymrende adfærd videre til politiet. Som Jyllands-Posten via aktindsigter tidligere har dokumenteret, varierer det meget fra kommune til kommune, hvor meget der eksempelvis skal til, før en skolelærer eller et lægehus sender en bekymring af sted.

Unødige ressourcer

Ifølge en rapport fra det danske menneskerettighedsinstitut, DIGNITY, skyldes den store forskel bl.a., at den enkelte kommunale medarbejderes opfattelse af, hvorvidt noget er bekymrende eller ej, i »høj grad« påvirkes af vedkommendes »faglige identitet og politiske holdninger«.

Kirstine Sinclair, der er lektor på Syddansk Universitet, og som bl.a. forsker i islamisme og radikalisering, advarer mod risikoen for, at visse kommuner, hvor der ikke er et stort problem med radikaliserede unge, ender med at bruge unødige ressourcer på antiradikalisering, hvis man opretter en styrelse, der skal koordinere indsatsen. Omvendt ville det være godt, hvis det kunne hjælpe kommunerne med at trække på hinandens ressourcer, mener hun.

»Hvis man kan højne vidensniveauet generelt, ville det være alle tiders. Det har undret mig, når jeg ser på tværs af landets kommuner og politikredse, at udvekslingen af noter og gode erfaringer er så begrænset. De har for eksempel fundet en ret god model i Aarhus med forældreinddragelse og kommunikation i forskellige byområder, og alligevel starter man i andre kommuner med at opfinde sit eget fra bunden,« siger Kirstine Sinclair.

»Der er nogle lidt pudsige mentale afstande mellem hovedstaden og provinsen, og det ser ud til, at der er en opfattelse af, at man ikke uhindret kan samarbejde eller låne ideer fra hinanden,« siger hun.

Det kræver bevidsthed

I den radikaliseringspakke, der i kølvandet på angrebet på Charlie Hebdo i Paris blev forhandlet på plads mellem den daværende regering og satspuljepartierne, blev der bl.a. oprettet et landsdækkende mentorkorps, som kommunerne kan koble på unge mennesker, der er i fare for at blive radikaliserede. Derudover oprettede partierne et udrykningsteam med medarbejdere fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Socialstyrelsen, som kommunerne kan trække på.

Men for at kommunerne overhovedet får glæde af de nuværende nationale indsatser, skal de være bevidste om og have de rette faglige forudsætninger for at vide, hvornår man eksempelvis står med en ung, der kunne få gavn af at blive tilknyttet mentorkorpset, mener Magnus Ranstorop og bakkes op af bl.a. Dansk Folkeparti og De Konservative.

»Der er enorm forskel på de store og de mindre kommuner i forhold til, hvor godt de er klædt på. Aarhus og København har dygtige specialister, men der er også byer som for eksempel Vejle, der har et kæmpeproblem med unge radikaliserede, men som ikke har de samme faglige ressourcer,« siger integrationsordfører for De Konservative Naser Khader.

Også DF’s integrationsordfører, Martin Henriksen, er åben over for ideen.

Det har ikke været muligt at tale med justitsminister Søren Pind (V), men i en skriftlig kommentar slår han fast, at regeringen »i den kommende tid« vil se nærmere på hele radikaliseringsområdet.

»Hvad der konkret skal til, vil jeg ikke lægge mig fast på i dag. Men antiradikalisering er et tema, regeringen har stor fokus på,« skriver han.