Fortsæt til indhold
Indland

SF vil oprette milliardfond til oprydning af giftgrunde

Vil finansiere oprydning af giftgrunde med skatteindtægter fra Cheminova-salg.

En milliardfond, der skal anvendes til oprydning af giftgrunde i Danmark. Det er kernen i et forslag, som SF's Pia Olsen Dyhr i dag præsenterede.

Konkret ønsker SF, at der laves en plan for oprydning af danske giftgrunde, og at der fra statslig side afsættes penge til at sikre, at de 130 værst ramte giftgrunde og giftdepoter bliver renset i løbet af de kommende ti år.

SF vil finansiere oprydningen ved hvert år, i 10 år, at afsætte 185 mio. kr., der skal indgå i en fond, som skal dække halvdelen af udgifterne til oprensning. Den anden halvdel vil partiet tilvejebringe, ved at give regionerne, der i dag har hovedparten af ansvaret for oprensning af giftgrunde, adgang til at låne fra fonden.

Regionerne bruger i dag samlet ca. 400 mio. kr. om året på oprensning af giftgrunde. Et beløb der hovedsageligt bruges til oprensning af mindre forureninger, og SF mener, at regionerne skal fortsætte med dette, for at få adgang til at låne til oprensning af større giftgrunde og -depoter.

Ifølge SF's finansordfører, Jonas Dahl, skal de i alt 1,85 mia. kr. til fonden fremskaffes ved at båndlægge statens forventede skatteprovenu fra salget af kemikalievirksomheden Cheminova, der i dag hovedsageligt ejes af Aarhus Universitets forskningsfond, Auriga og ATP.

Auriga og ATP underskrev i april måned en salgsaftale med den amerikanske kapitalfond FMC, der køber Cheminova for godt 12 mia. kr. Når den handel bliver gennemført, skal Auriga og ATP betale udbytteskat til staten, og det er disse penge SF vil bruge til oprensning af giftgrunde.

I alt forventes det at statens skatteindtægter ved Cheminova-salget vil være på ca. 2 mia. kr.

SF's ide om at bruge skatteindtægterne fra salget af Cheminova til oprydning af giftgrunde er ikke ny. Så sent som i maj måned ønskede Enhedslistens Frank Aaen at anvende en del af provenuet fra Cheminova-salget til at finansiere oprensningen af Cheminovas giftdepot ved Høfte 42 på Harboøre Tange. Dengang afviste SF's klima- og erhvervsordfører, Steen Gade, at det var staten, der skulle betale regningen for at fjerne forureningen ved Høfde 42.

Den afvisning skyldes ifølge Jonas Dahl, at Enhedslistens forslag var "for uambitiøst".

"Enhedslisten havde kun fokus på at få oprenset Høfte 42. SF's fokus er at få oprenset giftgrunde over hele landet. Herunder også Høfde 42," siger han til Jyllands-Posten.

Hos Enhedslisten undrer det partiets miljøordfører, Per Clausen, at SF har skiftet holdning siden maj måned, men han hilser forslaget velkommen.

"Det er da dejligt, at SF har overtaget vores forslag, og vi er enige med dem om, at der ikke er penge nok i regionerne til at finansiere oprensningen af giftgrunde og -depoter, så derfor vil vi selvfølgelig støtte oprettelsen af en fond til det formål," siger Per Clausen til Jyllands-Posten.

Jonas Dahl kan ikke konkret pege på, hvilke partier, udover Enhedslisten, der efter et valg kan tænkes at udgøre det parlamentariske grundlag for SF's forslag.

"Vi håber selvfølgeligt, at det efter valget vil være muligt at samle et folketingsflertal for at sikre at giftgrundene ikke kommer til at ødelægge vores grundvand yderligere," siger han.

Finansminister Bjarne Corydon har tidligere blankt afvist, at anvende statens skatteindtægter fra Cheminova-salget til oprensning af giftgrunde, og han har samtidig afvist, at det er en statslig opgave at finansiere oprensningen af giftgrunde. Det er derfor usikkert, om Socialdemokraterne efter valget vil støtte SF's forslag.

Imidlertid tror Jonas Dahl på, at det vil være muligt at gøre Socialdemokraterne mere velvilligt stemt overfor forslaget om en fond.

"Der skal meget til at flytte Bjarne Corydon, men det kan godt lade sig gøre. Hvis en regering vil have sin politik igennem med SF's støtte, så vil støtte til det her forslag være et centralt omdrejningspunkt i forhandlingerne," slår Jonas Dahl fast.