Fortsæt til indhold
Indland
Artiklen opdateres

Ulykke spærrer Storebæltsbroen for anden gang i dag

Et færdselsuheld har spærret Storebæltsbroen i vestgående retning. Broen har tidligere været lukket tirsdag.

/ritzau/

En time nåede Storebæltsbroen at være åben for trafik, før den tirsdag blev ramt af lukning igen.

Denne gang er broen delvist spærret. Spærringen er sket i vestgående retning på grund af et færdselsuheld og massiv ophobning af køretøjer, oplyser Sydsjællands Politi.

"Selve færdselsuheldet har jeg ikke fået detaljer om endnu. Jeg går ikke ud fra, at det er særlig alvorligt ud fra den første melding. Men det giver jo lidt udfordringer på grund af vragdele og havarerede køretøjer," siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland Falsters Politi, Søren Østervig, der vurderer, at den massive trafik har været medvirkende til uheldet.

Vagtchefen siger, at der umiddelbart er tre køretøjer involveret i uheldet.

Han har endnu ikke noget bud på, hvor lang tid broen vil være spærret i retning fra Sjælland mod Fyn og Jylland, bl.a. fordi broen skal tømmes for de mange køretøjer, der i øjeblikket befinder sig på broen.

"Lige så snart, der bliver givet grønt lys fra broen, åbner vi igen. Vi skynder os alt det, vi overhovedet kan for at få løst problemet. Vi ved godt, hvor irriterende det har været i dag," siger Søren Østervig.

Men vejdirektoratet har netop skrevet på Twitter, at broen regnes med at være genåbnet kl. 15.30 tirsdag.

Det er anden gang tirsdag, at Storebæltsbroen er lukket eller delvist lukket, efter at nedfaldende is lukkede broen mellem Sjælland og Fyn tirsdag formiddag og indtil klokken 13.20.

Togtrafikken over Storebælt har ikke på noget tidspunkt været påvirket af den nedfaldende is.