S: Intet "berufsverbot" mod Pegida-stifter
Ordfører satte spørgsmålstegn ved ansættelse, men får nu kritik fra partitoppen.
Kan man være børnepsykolog i Københavns Kommune og samtidig mene, at alle muslimer er indavlede og sammenligne islam med kræft?
Det mener medlem af Børne- og Unge ordfører i Københavns Kommune for Socialdemokratiet Jonas Bjørn Jensen ikke, og derfor har han udtalt at Nicolai Sennels’ holdninger, manden bag Pegidadk og ovenstående udtalelser, er uforenelige med et job i Københavns Kommune.
Men opfordringen får ualmindeligt hårde ord med på vejen fra Rasmus Jarlov, der er politisk leder for De Konservative på hovedstadens rådhus.
I en pressemeddelelse kalder han Jonas Bjørn Jensens krav for usmageligt og kræver, at overborgmester Frank Jensen ”banker” Jonas Bjørn Jensen ”på plads”.
”Socialdemokraterne har magten i København. De kan ikke rende rundt og true med at fyre kommunalt ansatte på grund af deres politiske holdninger. Det er ulovligt og usmageligt, og det forventer vi, at Københavns leder vil slå fast overfor sin ordfører,” siger Rasmus Jarlov.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Frank Jensen, da han onsdag er på økonomiudvalgsseminar, men han henviser til Socialdemokraternes gruppeformand på Københavsn Rådhus, Lars Weiss.
Han siger til Jyllands-Posten at det grundlæggende er helt på sin plads at tage afstand fra Nicolai Sennels holdninger, men at hvis Jonas Bjørn Jensen ønsker at bringe hans ansættelse op til debat, så grænsen nået.
”Hvis der er et ønske om at bringe Sennels ansættelsesforhold op til politisk behandling, så er det ikke socialdemokraternes holdning og så er det ikke i orden,” siger Lars Weiss og fortsætter:
”Helt overordnet fører vi som politikere ikke enkeltstående personalesager, hverken i medierne eller andre steder. Det er en opgave for forvaltningen og ikke for politikerne,” siger han.
Jonas Bjørn Jensen har udtalt, at Nicolai Sennels’ holdninger er ”uforenelige” med et job som børnepsykolog i Københavns Kommune, og hvis han dermed mener, at han bør afskediges, er han ifølge sin gruppeformand gået over stregen.
”Det er et spørgsmål for forvaltningen alene og ikke et politisk spørgsmål. Vi skal ikke have et politisk bestemt berufsverbot i Københavns Kommune,” siger Lars Weiss.
Konservative agter ifølge Rasmus Jarlovat rejse en forespørgsel til overborgmester Frank Jensen for at bede ham redegøre for om Jonas Bjørn Jensen har dækning for sine udtalelser og hvad overborgmesteren selv mener.
Enhedschef i økonomiforvaltningen i koncernservice og leder af personalejura og forhandling i Københavsn Kommune Lene Munck siger til Jyllands-Posten, at ansatte er beskyttet af den grundlovssikrede ytringsfrihed.
Det betyder ifølge hende, at der er vide grænser for hvad en ansat kan udtale sig om, så længe udtalelserne kommer i privatlivet.
Hun har ikke mulighed for at udtale sig om den konkrete sag, men oplyser at kommunen ikke har nogle specifikke retningslinjer for, hvad en ansat kan tillade sig at sige.
Som det ser ud i forhold til retspraksis, så er det ifølge Lene Munck først hvis en medarbejder fremsætter en ytring, der bryder loven, at vedkommendes ansættelse vil blive taget op til vurdering.
”Hvis en ansat i Københavns Kommune bliver dømt for et strafbart forhold, så går arbejdsgiveren ind og kigger på om den pågældende er værdig til fortsat at være ansat i kommunen,” siger hun.
Hun vil ikke svare på, om der er sager, hvor ansatte er blevet fyret på grund af udtalelser, men er ikke bekendt med, at der nogensinde har været en sag, hvor en ansat har mistet jobbet på grund af en dom for at overtræde racismeparagraffen.
Jyllands-posten har flere gange kontaktet Jonas Bjørn jensen, men det har ikke været muligt at komme igennem på hans telefon.