Fortsæt til indhold
Indland

FAKTA: Her er hvad Nicolai Sennels (for nylig) har skrevet

Manden bag Pegidadk har skrevet om islam i mange år. Her er uddrag af nyere artikler.

Manden bag den danske pendant til den tyske islamkritiske Pegida bevægelse, Nicolai Sennels, fratrådte i 2008 sit job som psykolog i en ungdomsinstitution i Københavns kommune.

Det skete efter at han havde kommet med udtalelser om muslimer og Islam på en konference, som kommunen afholdt, om blandt andet kriminalitet og radikalisering.

Nu kræves Nikolaj Sennels fyret fra et job som børnepsykolog i Københavns Kommune på grund af hans holdninger til muslimer, og derfor har Jyllands-Posten fundet en samling af citater fra Nicolai Sennels artikler om islam og muslimer, som han har skrevet eller publiceret inden for den sidste halvanden måned.

Nicolai Sennels står bag hjemmesiden 10news.dk, hvor han poster indlæg og links, der fokuserer på islam, på engelsk.

Her er et uddrag af, hvad han selv har skrevet om muslimer:

Den 31. december 2014 postede Nicolai Sennels et indlæg med titlen "Hvorfor vi slås mod islam". Indlægget er ifølge undertitlen et manifest for 10news.dk.

Heri skriver han blandt andet:

"Jeg blev spurgt for nylig: Hvorfor slås mod islam? Det korte svar er fordi, at islam slås mod os, og siden religionen ikke kender nogen grænser og ingen barmhjertighed, vil den blive ved med at bekæmpe os indtil vi er slået, eller vi - forhåbentlig - stopper dem for evigt."

længere nede i teksten bliver islam sammenlignet med kræft:

"Muslimer vil opleve vores åbenhjertige ærlighed og rationelle selvforsvarsforanstaltninger som et angreb mod deres religiøse rettigheder og som en indkaldelse til den gudsgivne pligt til at forsvare deres religion med alle mulige midler. Når muslimer beslutter, at deres religion er under angreb, aktiveres er alle mulige voldelige Koranencitater. At sikre os selv og vores efterkommere fra denne kræft, der allerede gnaver på alle vital dele af vores samfund, kræver uhyre vedholdende politisk og offentlig beslutsomhed. At kæmpe mod vil provokere vores selvproklamerede fjende og styrke deres verdensberømte, barnlige vrede og offer mentalitet."

Og østeuropæere opfordres til at hjælpe, da ingen er sikre:

"Borgere i Østeuropa og de baltiske lande, som tror at Vesteuropa kan håndtere problemet uden deres hjælp, er naive og mangler solidaritet: Det er på tide, at den demokratiske verden står sammen. Eftersom islams natur er i sidste ende at sprede sig overalt, er ingen alligevel sikre nogen steder."

Islams endelige mål er nemlig ifølge Nicolai Sennels at kontrollere hele verden:

"Det endelige mål for islam er et verdensomspændende kalifat, styret af sharia. Den verden, som islams tilhængere drømmer om, er en planet styret efter ønskerne fra Allah og hans profet. I en sådan verden er der ingen ytringsfrihed, da den mindste kritik af systemet skal straffes med døden. Der er ikke engang tankefrihed, da alle skal tro på Allah og Muhammed som hans profet, bede fem gange om dagen, spise halal, og dræbe familiemedlemmer og andre, der afviger fra de islamiske regler."

Og hvis det skulle lykkes, ser fremtiden sort ud ifølge bagmanden fra Pegidadk:

"Skulle vores civilisation bryde sammen under islamisk aggression - hjulpet af vores egen politiske korrekthed, fejhed, dovenskab - vil det eneste kendte sted med intelligent liv i dette univers være en mørk og ødelagt planet drivende gennem rummet, befolket af milliarder af hovedsagelig indavlede mennesker, der bor i total elendighed. Gjort til slaver af frihedshadende, dødselskende, brutalt sindsbedøvende sharia. Hvilken tragedie kunne være værre end det?"

Islam og muslimsk kultur har mekanismer, som øger kriminel opførsel

I en artikel med titlen "Hvorfor islam skaber monstre", der blev postet den 15. december, gentager Nicolai Sennels et indlæg, der oprindeligt blev offentliggjort på den islamkritiske hjemmeside jihadwatch.org i september 2013:

"Som en psykolog i et dansk ungdomsfængsel havde jeg en unik chance for at studere muslimers mentalitet. 70 pct. af ungdomskriminelle i Danmark har en muslimsk baggrund. Det var muligt for mig at sammenligne dem med ikke-muslimske klienter fra den samme aldersgruppe, der har mere eller mindre den samme sociale baggrund. Jeg kom til den konklusion, at islam og muslimsk kultur har visse psykologiske mekanismer, som skader folks udvikling og øger kriminel opførsel."

Baseret på sine observationer i ungdomsinstitutionen, som han forlod i 2008, analyserer han også muslimers måde at argumentere på:

"Her ses kritik, uanset hvor sand, som et angreb på ens ære, og det forventes, at den ære genoprettes ved at bruge de nødvendige midler til at lukke munden på modstanderen. Muslimer forsøger næsten aldrig at imødegå kritik med logiske argumenter; i stedet,forsøger de at lukke munden på kritikken ved at foregive at være fornærmet eller ved at bruge skældsord eller ved at true eller endda dræbe budbringeren."