Miljørebellen

Elsket og hadet. Få har som Bjørn Lomborg formået at sætte sind og følelser i kog.

Siden det lykkedes for den 33-årige lektor fra Aarhus at få trykt fire kronikker i Politiken, har man enten elsket eller hadet Lomborg.

Som et direkte angreb på hele den etablerede miljøverden og i særdeleshed på amerikanske Worldwatch Institute og instituttets årlige opgørelse af miljøets tilstand, ”Verdens Tilstand”, udgav Bjørn Lomborg i 1998 sin egen ”miljøbibel”: ”Verdens sande tilstand”.

I begyndelsen handlede Lomborgs kritik især om indsatsen for at gøre noget ved klodens klima. Kort inden den første kronik vedtog man Kyoto-aftalen, der skulle reducere de rige landes udledning af drivhusgasser med 5,2 pct. i 2012 i forhold til 1990.

Lomborg mente – og mener stadig – at Kyoto-aftalen var et gigantisk spild af penge, stort set uden nogen effekt på klimaet, og at det ville være langt bedre at bruge pengene på forskning og udvikling af nye teknologier. Det blev af kritikere udlagt som om, man blot skulle bruge løs af olie, kul og gas – og Lomborg blev anset for at være højrefløjens og olieindustriens forlængede arm.

Med sin engelske bog ”The Skeptical Environmentalist” blev Lomborg en international kritiker, der optrådte på CNN, BBC, Fox tv, i Washington Post, New York Times, The Guardian og The Economist med sit budskab om, at miljøet slet ikke har det så slemt. Altid på flydende amerikansk.

Under konstant angreb

Lomborg var under konstant angreb fra hele den etablerede miljøbranche. I 2004 sammenlignede formanden for FN’s klimapanel, IPCC, inderen Rajendra Pachauri, Lomborgs tankegang med Hitlers. Det gjorde ikke hadet mindre, da Lomborg i 2002 blev sat på finansloven, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udnævnte ham til direktør for det nyoprettede Institut for Miljøvurdering.

Kritikerne anlagde sag ved Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed, UVVU. I 2003 erklærede UVVU Lomborgs bog ”Verdens sande tilstand” for videnskabeligt uredelig, men året efter blev bedømmelsen trukket tilbage, fordi det var uklart, om bogen kunne kategoriseres som videnskab.

I 2006 blev Lomborg direktør for sit eget Copenhagen Consensus Center – en tænketank, der med eksperter og Nobelprisvindere vurderer, hvordan man får mest for pengene. Her har Lomborg, der i dag bor i Prag, været siden. Bor er måske så meget sagt. Den danske miljøskeptiker er på farten 200-250 dage om året.

Trods 17 års kamp er det ikke lykkedes at lukke munden på Lomborg. En undersøgelse fra Mandag Morgen viser, at han er den mest citerede dansker efter Niels Bohr. Foreign Policy har fem gange haft Lomborg på listen af verdens top 100 tænkere, mens Time Magazine har sat ham på listen over verdens 100 mest indflydelsesrige personer sammen med bl.a. Bill Gates.

I dag roser mange tidligere kritikere Lomborg for, at det er blevet ok at spørge, om vi nu også bruger pengene rigtigt på miljøområdet. Flere politiske partier har forgæves forsøgt at få Lomborg til at stille op.

Privat har manden, der elsker Coca Cola Light, aldrig lagt skjul på, at han er bøsse. Kæresten bor i Skåne, og de to er ikke gift. Endnu.