Barn på halvandet stadig i livsfare efter dødsulykke
Undvigemanøvre endte med døden for 19-årig bilist, som havde ung mor og hendes barn med i bilen.
Et pige på halvandet år er tirsdag morgen stadig i livsfare efter en dødsulykke i Skibby, som kostede en 19-årig mand livet.
Barnet var sammen med sin mor på 17 år passager i bilen, som blev ført af den 19-årige mand.
"Vi vælger at tolke barnets tilstand positivt, idet der i løbet af natten i det mindste ikke er sket en forværring i hendes tilstand," siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Peter Olesen, tirsdag morgen.
Moderen kom lettere til skade ved ulykken, som opstod, da den 19-årige chauffør ville svinge til højre ad Hovedgaden fra Skibbyvej.
En anden personbil holdt i forvejen stille i krydset og ventede på at svinge til højre, men der var på ulykkestidspunktet meget glat, og føreren formåede ikke at få standset bilen.
For ikke at ramme den holdende bil valgte den 19-årige at køre venstre om et helleanlæg, men snittede hellen og kom over i den modsatte kørebane, hvor den ramte frontalt ind i en modkørende bus.
Ingen personer i bussen kom noget til ved ulykken.
Politiet har afsluttet de tekniske undersøgelser af ulykken og anser ulykken for fuldt opklaret, oplyser vagtchef Peter Olesen.