Fortsæt til indhold
Indland

Minister stoppede alvorlig lægekritik

Sundhed: Lægeforening opfordrede medlemmer til at arbejde mindre. Det er ulovligt, siger Konkurrencestyrelsen.

Tea Krogh Sørensen | Morten Zahle

En klokkeklar og alvorlig overtrædelse af konkurrenceloven, som har skadet patienterne og betydet længere ventetider, og som ville udløse bøde og politianmeldelse af speciallægernes brancheforening.

Sådan lød Konkurrencestyrelsens konklusion forleden, efter at styrelsen i mere end to år har kulegravet speciallægeforeningen FAPS og undersøgt, om den har overtrådt konkurrenceloven ved at opfordre hver enkelt praktiserende speciallæge til at begrænse antallet af behandlinger og holde fri eller tage på kursus, når en bestemt omsætning var nået.

Men to dage før Konkurrencerådet på baggrund af Konkurrencestyrelsens indstilling var klar til at offentliggøre sin afgørelse om lægernes adfærd, afskar sundhedsminister Nick Hækkerup (S) i praksis Konkurrencerådet fra at gribe ind og foretage politianmeldelse.

Minister spurgt to gange

»Der er tale om en meget alvorlig sag, og vi er særdeles overraskede over Sundhedsministeriet. Vi har to gange under det lange forløb spurgt ministeren, om konkurrencereglerne gælder her. Pludselig kom der en ny melding i mandags, og i modsætning til de to tidligere meldinger meddelte han os nu, at speciallægernes adfærd er en direkte og nødvendig følge af sundhedslovgivningen,« siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Agnete Gersing.

Hun fastslår, at styrelsen ved ransagning af speciallægeforeningens kontor har fundet dokumentation for, at lægerne har begrænset antallet af behandlinger for at holde prisen oppe. Dermed er konkurrencen mellem lægerne sat ud af kraft, og det har betydet, at færre patienter er blevet behandlet. Hos Danske Patienter undrer formand Lars Engberg sig over sundhedsministerens fremgangsmåde.

»Sundhedsministeriet burde have interesse i, at konkurrencemyndigheden griber ind. Det vil sikre, at flere patienter behandles for færre penge,« siger Lars Engberg.

Formanden for Foreningen af Praktiserende Speciallæger, Carl Johan Erichsen, afviser, at konkurrencen er sat ulovligt ud af spil. Målet har været at overholde den økonomiske aftale med regionerne. Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) vil ikke kommentere sagen.