Fortsæt til indhold
Indland

16-årig gemmer sig i kirke for "skandaløs" afgørelse

Uden at møde dem har Flygtningenævnet besluttet, at to brødres konvertering ikke er troværdig.

Da gudstjenesten sluttede sidste søndag i Apostelkirken på Vesterbro, blev en dreng siddende på kirkebænken, efter alle de andre kirkegængere var færdige med gudstjenesten.

Han har ikke forladt kirken siden.

For lidt under en måned siden blev han sat på et fly med kurs mod Afghanistan sammen med sin bror, udvist af Danmark, selvom han aldrig har været i landet.

Han hedder Mustafa Sakhizada og er født i en flygtningelejr i Iran. I 2010 kom han til Danmark sammen med sin bror Zekrya Sakhizada.

Begge brødre er kommet i Apostelkirken, der fungerer som indvandrerkirke for blandt andet konverterede muslimer, og i sommer valgte Zekrya Sakhizada at lade sig døbe.

Kort efter indsendte hans advokat en ansøgning om genbehandling af hans afslag på asyl, på grund af den overhængende fare kristne er udsat for i Afghanistan.

"De to drenge skulle udsendes den 26. november, og jeg fik afslaget på genoptagelsen den 25. november, hvilket jo også er en svinestreg af rang," siger Niels-Erik Hansen, der er advokat for Zekrya Sakhizada.

Storebroderen er i starten af 20'erne og er derfor myndig og værge for sin lillebror. Hvis Zekrya Sakhizada udvises, vil Mustafa Sakhizada blive sendt med.

Apotelkirken på Vesterbro, hvor den 16-årige Mustafa Sakhizada sidder og er bange for at blive udvist fra Danmark til Afghanistan - et land han aldrig har været i, og hvor kristne som ham selv bliver forfulgt.

Niels-Erik Hansen havde flere gange bedt Flygtningenævnet om at meddele om et eventuelt afslag i god nok tid til, at der kunne sendes en klage til FN. Den nåede ikke at komme frem, inden de to brødre blev sat på et fly til Afghanistan.

Ombord på flyet skabte de to brødre så meget ravage i et forsøg på at undgå udsendelsen, at piloten valgte, at de ikke kunne komme med på flyvningen. Zekrya Sakhizada sidder nu i Ellebækfængslet.

Ifølge Niels-Erik Hansen vil nye oplysninger såsom en konvertering og dåb normalt føre til, at Flygtningenævnets fem medlemmer vil genoptage sagen for at vurdere, om det er en reel konvertering, og om den vil føre til, at det ikke vil være sikkert at vende hjem.

I stedet for en genoptagelse fik advokaten et brev dagen før udsendelsen, uden at Flygtningenævnet havde mødt de to brødre, for at vurdere om konverteringen er troværdig.

"Det er helt utilstedeligt det, der er foregået. Det er skandaløst. I enhver anden sammenhæng, hvor man har nye oplysninger i en sag, fra en anden offentlig myndighed, så ville man normalt vurdere at sagsbehandlingen skal genoptages," siger Niels-Erik Hansen om forløbet.

I lignende sager er der langt fra altid enighed i nævnet om, hvorvidt en konvertering er sket, fordi en asylansøger har skiftet tro, eller fordi det giver større chance for at få asyl.

"Når det er så svært for de fem medlemmer af nævnet at afgøre de her sager, er det jo helt umuligt at sidde ved et skrivebord for en sagsbehandler og lave denne her vurdering uden at møde den pågældende person," mener advokaten.

Hos Flygtningenævnet kan sekretariatschef Stig Torp Henriksen ikke kommentere på den aktuelle sag, men siger, at der hverken i denne sag eller andre er foregået noget, der ikke er helt efter bogen.

Derudover mener han, at det er en misforståelse, når Niels-Erik Hansen siger, at beslutningen om at afvise ansøgningen blev truffet af en sagsbehandler. Beslutningen skal nemlig tages endeligt af formanden for nævnet.

”Formanden er, som repræsentant for det nævn der oprindeligt har truffet afgørelse i en sag, forpligtet til at træffe afgørelse i overensstemmelse med, hvad der er nævnets praksis” siger han.

Efter at Mustafa Sakhizada valgte at søge tilflugt i Apostelkirken sidste søndag, er også Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, gået ind i sagen, og har anmodet flygtningenævnet om, at tage sagen op igen.

"Jeg synes, det er bekymrende for retstilstanden i Danmark, at et menneskes fremtid kan afgøres så skæbnesvangert, uden at myndighederne har haft mulighed for at tale med drengen. Myndighederne er nødt til at give sig selv mulighed for at møde asylansøgeren og spørge ind til forløbet, inden de træffer beslutning om en konvertering er ægte eller ej," mener han.

Samtidig oplyser Peter Skov-Jakobsen, at Folkekirken er opmærksom på, at konverteringer kan ses som en måde at øge chancen for at få asyl, og derfor har Folkekirken udarbejdet et sæt retningslinjer for præster på området.

Præst i Apostelkirken Niels Nymann Eriksen kender brødrene godt og har været med til at give Zekrya Sakhizada dåbsundervisning i et halvt år.

”Jeg har fulgt dem i et års tid og har haft personlige samtaler, særligt med storebroderen, hvor vi også har talt om personlige problemer og forsøgt at tolke det i lyset af den kristne tro. Når man har snakket med folk mange gange, så har man en fornemmelse af, om det er proforma, eller om der er noget nerve i det. For mig ligner det her slet ikke bedrageri,” siger han til Jyllands-Posten.