En tigermors forvandling til delfinmor

Shimi Kang sad i bilen med sin seks-årige søn på bagsædet. Hun var udmattet og stresset over, at de igen var ved at komme for sent til sønnens klavertime. Hun var ofte sent på den, når han skulle køres til klavertimer, fodboldtræning og svømning, og hun kunne føle sin puls stige og hjertet galopere, da hun kom til at kigge i bakspejlet .

Han så så lille og tom ud, at hendes hjerte var ved at briste. Og da hun spurgte, om der var noget galt, svarede han: ”Mor, jeg har ikke lyst til at gå til klaverspil. Jeg vil bare gerne hjem og lege!”

Det var i det øjeblik, det gik op for den travle psykiater og underviser, at noget var rivravruskende galt. Hun havde forvandlet sig til en tigermor!

Hun var gået i den samme fælde som tusindvis af andre mødre, der har læst (eller bare hørt om) Amy Chua’s verdensberømte erindringer, hvor den kinesiske mor fortæller, hvordan hun hjalp sine børn frem i verden ved at holde dem til ilden, udvise stram disciplin og fjerne alle de aktiviteter fra pigernes fritid, som ikke kunne hjælpe dem frem mod målet, at blive bedst.

Shimi Kang var blevet indfanget i den massepsykose af frygt, som rigtig mange forældre nærer for, om deres børn nu også lærer at begå sig i konkurrencesamfundet og kan klare presset fra Kina, hvor der ligger millioner af dygtige unge på lur efter de bedste job i det globale samfund.

Vi har jo alle set i tv, hvor dygtige de er, og hvor disciplinerede de arbejder. Børnene sendes på kostskoler eller heldagsskoler, hvor de kommer hjem efter kl. 10 om aftenen, blot for at gå i gang med lektierne. Og i Sydkorea bruger forældre to pct. af bruttonationalproduktet på ekstraundervisning af deres børn, så de kan komme på de rigtige skoler. Hvordan mon vores lille Hans skal klare det, når han knapt orker at åbne en bog?

Men lige netop der i bilen fik Shimi Kang øje på sin søn, og hun brød sig ikke om det, hun så.

Hun besluttede på stedet, at hun ville lade sin søn få lov til at være barn igen i stedet for en programmeret robot. Og hun ville selv være menneskelig igen, i stedet for én, der handlede ud fra, hvad andre gjorde. Hun droppede klavertimen, og besluttede sig for at blive delfinmor frem for tigermor.

Sidste år udkom hendes bog ”The Dolphin Way: A Parants Guide to Raising Healthy, Happy and Motivated Kids Without Turning into a Tiger” i Canada, og i maj måned i år nåede den de amerikanske boglader, hvor den allerede i juni toppede bestsellerlisten.

Når man læser bogen, kan man ikke lade være med at tænke, at det er almindelig fornuft, der styrer damen. Hun hylder den gyldne middelvej et sted mellem tigermoderen og det, hun kalder jellyfish-mum (det lyder på én eller anden måde bedre en vandmandsmor) og er ”hvad-synes-du-selv” pædagogik. Det er også noget, som forfatteren selv filosoferer over.

”Hvordan kom vi så langt væk fra det, der virker som det naturlige og logiske at gøre for forældre? Hvordan kan det være, at vi i dag skal italesætte ting som tidligere bare var helt naturlig opdragelse: søvn nok, nærende kost og tid til leg?”

Shimi Kang slår fast, at der er tre totalt undervurderede men helt essentielle ting, der har betydning for succes og lykke i det 21. århundrede: at lege og udforske, at deltage i og bidrage til samfundslivet og have en indre motivation og drivkraft. Og som hun ser det, så er vi på vej væk fra alle tre betingelser.

Bogen er blevet til på grundlag af en dybfølt bekymring over den tendens, hun stadig tydeligere ser både som underviser af medicinstuderende, men også i sin praksis som psykiater for unge med depressioner og misbrug. En tendens til, at de unge bliver nedbrudt under det pres, de oplever fra forældrenes side. Og hendes mange samtaler med forældre, som føler sig presset til at presse deres børn i en verden der ændrer sig hurtigere end nogensinde.

Alle forældre vil deres børn det bedste, siger hun. Men det, der var bedst i det 19. århundrede dur ikke i det 21. århundrede. I kampen for at få børnene kvalificeret til de bedste skoler og universiteter, skaber forældrene bevidst og ubevidst et forventningspres, som virker modsat målet. Hun oplever unge medicinstuderende, som får topkarakterer, men som hun må dumpe, fordi de savner nysgerrighed og menneskelig indføling. Hun oplever unge, som forsøger at leve op til forældrenes forventninger, men som giver op, når der stilles krav om selvstændig tænkning.

For at begå sig i en hurtigt-ændrende, ultra konkurrencepræget og global virkelighed i det 21. århundrede, så kræver det at børnene får kompetencer, der kan matche det 21. århundredes krav, pointerer hun. Fire af disse kompetencer blev defineret på Universitetet i Melbourne, hvor man samlede 250 forskere fra 60 forskellige institutioner fra hele verden. Siden har både skoler, institutioner og arbejdspladser forsøgt at indarbejde dem i deres organisationer: Kreativitet, kritisk tænkning, kommunikation og samarbejde.

Shimi Kang betegner disse kompetencer CQ med reference til det gammeldags IQ, en måde at måle folks intelligenskvotient. (På engelsk er de fire kompetencer: Creativity, Critical Thinking, Communication, Collaboration). Skal man få succes i fremtiden skal de fire C’er i éns CQ altså være i orden.

Som eksempel bruger hun historien om 15-årige Jack Andraka, som har opfundet en test for cancer, som er 28 gange hurtigere, 28 gange billigere og 100 gange mere følsom end den test, man allerede bruger. Den unge mand brugte blot viden, han fandt på Google og Wikipedia. Og igen via nettet søgte han forskere, som ville være med til at teste hans opfindelse. Havde han ikke mestret de firenævnte kompetencer, ville han aldrig være blevet berømt opfinder. Her ville ingen udenadslære og Pisa-test have hjulpet, anfører Shimi Kang. Og hans indre motivation var drivkraften. Havde han været presset til noget, han ikke fandt interessant, ville han ikke være kommet så langt.

Og sådan er det 21. århundredes verden, fastslår hun. Parat til folk som Jack Andraka og andre, som ser deres chance og udnytter den. Der findes masser af muligheder helt uden for den slagne vej til succes, som vi kendte den fra det 19. århundrede. Der popper nye job op overalt takket være teknologien, og i de næste ti år vil eksamener betyde mindre, mens innovation og kommunikation bliver nøglen.

”I de seneste år har de højere læreanstalter i USA gjort meget for at ændre på deres optagelseskriterier, så man tager mere hensyn til de fire kompetencer,” siger hun. ”Når vi ser et sådan skifte på uddannelser, hvor præmiestudenter med de højeste karakterer endog kan have svært ved at komme til samtale, er det på tide, at vi også tager opdragelsen op til eftersyn.”

Hvis man spørger Google, som er det firma, der har det største datamateriale og har brugt flest år på at finde ud af det, så er det ikke karaktergennemsnit og tests, der kan vise, hvem der klarer sig bedst i firmaet. Tværtimod har de erfaret, at de ikke siger noget som helst om, hvordan en person klarer sig.

I stedet har man defineret en kvalitet, som måske er svær at måle men værd af eje: Evnen til at finde ud af noget, hvor løsningen ikke er indlysende.

Derfor var det en vigtig beslutning, Shimi Kang tog den dag på vej til fodboldtræning. At hun ville lytte til sin moderlige intuition og lade sit barn lege. Og det blev indledningen til en mere argumenteret holdning til opdragelse i det 21. århundrede.

”Så kom jeg til at tænke på delfinen, som er et meget intelligent dyr med en stor hjerne. Delfiner er kreative, de er legesyge og er meget sociale og empatiske.

For at vores hjernes plasticitet kan udnyttes, skal vi leve et liv i balance. Der er nogle basale behov, børn skal have dækket; de skal have søvn nok, have en sund kost, motionere og være nærværende. Det burde ikke komme som nogen overraskelse for nogen, men alligevel er der alt for mange børn og unge, som ikke får opfyldt disse behov. Og vi voksne er elendige rollemodeller.

Shimi Kang kommer i bogen med forslag til, hvordan man bliver en bedre rollemodel, og her er der ingen genveje. Vi må i gang med at geare ned, spise sundere, drikke mere vand (alkohol, sodavand, te og kaffe kan ikke erstatte), gå tidligere i seng og – lege.

Legen er direkte forbundet med udviklingen af hjernes frontallap, cortex. Der, hvor vi sorterer væsentligt fra uvæsentligt, sætter os mål, tænker abstrakt, tager beslutninger, planlæger fremtiden og organiserer følelser. Altså kaptajnen på broen! Cortex er den del af hjernen, som udvikler sig sidst og er først helt modnet omkring 25 års alderen, senest for drenge.

Aktiv leg får cerebellum, der indeholder flere neuroner end resten af hjernen, til at vokse, det er blandt andet her ansvaret for vores cognitive processer og sproglige udvikling ligger. Leg er også med til at skabe nye nerveforbindelser blandt hjernens neuroner. Vort lyst til at lege er lige så vigtig for os som behovet for at spise og sove, mener hun.

Al leg er dog ikke lige godt.

”Min søn er på et fodboldhold og spiller hver uge, iført spillerdragt, benskinner og støvler. Banen er kridtet op og reglerne klare. Hvis der opstår uenighed, kigger alle hen på dommeren for at se, hvem der har ret. Holdet har været en god mulighed for min søn til at blive god til at spille fodbold. Men fordi det er så struktureret, som det er, er det ikke nogen særlig god måde at udvikle CQ på,” påpeger Shimi Kang.

”Helt anderledes var det en dag, hvor han sammen med en håndfuld kammerater fra gaden fandt på at spille fodbold i gården. Banen blev ”kridtet” op med en cykel, et par støvler og en hockeystav i hvert hjørne. Og fordi banen ikke var reglementeret, blev drengene nødt til at diskutere alle uoverensstemmelser igennem og argumentere for, hvorfor de mente, at bolden var ude. De vidste, at hvis de ikke blev enige, måtte legen stoppe. Måske blev de ikke bedre til at spille fodbold den dag, men de udviklede helt klart kompetencer, som gjorde dem bedre til at begå sig i den moderne verden.”

Selv når børn bliver uvenner i leg, udvikles de. ”Det er ikke fair”, lyder det tit, når der bliver leget ude på vejen, og de får en lektion i, hvad der er fair og ikke fair. De finder ud af, hvem de kan stole på, og hvem der er utroværdig, og lærer, hvad der sker, hvis de selv er unfair eller en dårlig kammerat.

”Så hvis du gerne vil have intelligente børn, så lad dem lege. Vil du gerne, at dine børn skal udvikle følelsesmæssig intelligens, så lad dem lege, hvis du gerne vil gøre dem innovative, så lad dem lege, og hvis du gerne vil have dem til at arbejde sammen i et team, så lad dem lege. Og jeg mener lad dem, for det nytter ikke noget at sige til dem, at de skal lege, eller organisere en leg og instruere dem. Hvis du man gerne vil sikre sine børn adgang til én af de vigtigste og mest magtfulde måder at udvikle intelligens og sundhed på, er alt, hvad du skal gøre at holde dig væk og lade dem lege.”

Ved fri leg mener Shimi Kang mulighed for at udforske forskellige måder at gøre ting på, i modsætning til, at der findes én rigtig måde. Struktureret leg er ikke helt så kreativ, fordi det er instrueret, og skal leges på en bestemt måde, det gælder for eksempel nogle videospil og koncept-Lego med detaljerede instruktionsbøger. Det er den fri leg, der udvikler mest.

Skru ned for skærmtiden. Vi kan hyle nok så meget om, hvordan vi ikke kan kontrollere, hvad der er i tv døgnet rundt, men vi kan kontrollere, hvad der sker i vort hjem, påstår hun. Vi kan beslutte, hvor mange skærme, der skal være, og hvor de skal placeres. Og vi kan sætte grænser for, hvor lang tid børn må bruge foran dem. Det er ikke nemt, men, lover Shimi Kang, det tager kun ca. en uge at tilbageerobre magten over fjernbetjeningen, så det igen er dig, der bestemmer.

Hendes egne børn er 9, 7 og 4 år gamle, og endnu er det lykkedes hende at holde skærmtiden nede på en time - om ugen.

Og med hensyn til søvn er mangel på samme noget nær det værste, der kan overgå mennesker. Et tilbagevendende søvnunderskud summer op og får afgørende indflydelse på børns muligheder for at udvikle sig og blive dygtige i skolen. Derfor skal der ikke være diskussion, når du flytter skærmene væk fra børnenes soveværelser. At falde i søvn foran tv giver livslange dårlige søvnvaner.

Og en delfinmor bekymrer sig om sit barns sundhed - i en grad, så hun på det punkt kan tangere en tiger.