Fortsæt til indhold
Indland

Dramatiker og skuespiller

60 år onsdag

HENRIK LYDING

Rikke Wölck kan fejre rund fødselsdag i bevidstheden om, at hun har begået et af forrige sæsons allerbedste danske stykker dramatik. ”Jeg hedder Bente” hedder stykket, der blev spillet til succes, først af Karen-Lise Mynster i sidste sæson på Teatret ved Sorte Hest og i denne sæson på Svalegangen med Benedikte Hansen som den Alzheimer-ramte kvinde og hendes tre bedsteveninder. Rikke Wölck spillede i øvrigt selv med i forestillingen.

”Jeg hedder Bente” var titlen på stykket, som Teatret ”Ved Sorte Hest” havde på programmet. En livsbekræftende kvindekomedie med Rikke Wölck, Larura Allen Müller, Jannie Faurschou og Karen-Lise Mynster på rollelisten. Foto: Rolf Søborg Hansen.

Ukendt med at skrive gedigen dramatik er Rikke Wölck bestemt ikke. Adskillige børneteatre har gennem de seneste mange år nydt godt af hendes skuespiller-sikre sprogøre og fornemmelse for dramatisk gode situationer, både som dramatiker og instruktør. Ikke mindst Det Lille Teater i København har gjort brug af hende til deres populære og anmelderroste forestillinger.

Rikke Wölck ses her i en scene i filmen ”Italiensk for begyndere”, hvor hun spiller sygeplejerske. Foto: PR Foto

På film og fjernsyn kender mange hende nok mest fra ”Matador”, hvor hun spillede den unge Maja, der blev gravid med Ulrik Varnæs. Rikke Wölck er uddannet fra Statens Teaterskole i 1977 og har siden bl.a. medvirket i tv-serien ”Strisser på Samsø” og filmkomedien ”Italiensk for begyndere”. På teaterfronten var hun i 1980’erne og 90’erne især tilknyttet teatergruppen Turnus, men har også medvirket i Hjørring Revyen, samt på en række københavnske teatre, bl.a. i flere af Nikoline Werdelins komedier. Og så har hun i de senere år skrevet og medvirket i en række samfunds- og arbejdsplads-satiriske komedier, som Rejsescenen har turneret landet tyndt med, bl.a. ”Halløj i ældreplejen” og ”Stop lige et øjeblik”.

Privatlivet deles med skuespilleren Claus Bue.

Rikke Wölck sender her gemalen (Claus Bue) et kærligt blik, mens de venter sammen med børnene, Clara og Oskar, på at komme til premiere på børnefilmen ”Zafir” i Cinemaxx på Fisketorvet, København. Foto: Nicolai Svane/Polfoto
Rikke Wölck, skuespiller, Frederiksberg.