Omstridt Dan Park udstilling kommer alligevel til Danmark
Trykkefrihedsselskabet overtager stafetten, og melder sig igen klar til at stå som gallerist.
Først ville Radio24syv udstille 31 af Dan Parks kontroversielle billeder. Så advarede en af stationens egne værter mod en ny Muhammed-krise. Så trak Radio24syv sig. Så ville Trykkefrihedsselskabet udstille. Så ville de ikke. Og nu vil de så igen.
I en artikel på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside fremgår det, at man nu vil forsøge at finde lokaler, hvor man kan udstille de omstridte værker. Det er dog ikke sikkert, at alle værker bliver udstillet.
"Det er de ni værker, som Dan Park er blevet sendt i fængsel for, der har vores interesse. Vi vil vise, at man i Danmark har ytringsfrihed til at udstille den slags provokerende kunst," siger formand for Trykkefrihedsselskabet, Katrine Winkel Holm.
Uwe Max Jensen fra "Den Fri", som tidligere har været i spil som en mulig gallerist, er godt tilfreds med, at udstillingen bliver til noget.
"Det er positivt, at Trykkefrihedsselskabet nu selv vil stå som gallerist. Det er dog ikke klart hvilke af de resterende 22 værker, hvis nogen overhovedet, der vil blive udstillet," siger han.
"De billeder, som han (Dan Park red.) er blevet dømt for, har med race at gøre. Så de billeder hvor profeten Muhammed er på, har de ikke svaret på om kommer med i udstillingen," siger han.
På Trykkefrihedsselskabets hjemmeside udtaler Aia Fog da også, at man ikke har besluttet, hvor mange af de øvrige værker der skal med i udstillingen.
"Hvilke værker som derudover skal udstilles må bero på en konkret vurdering, som vi vil foretage i samarbejde med Dan Parks gallerist Henrik Rönnquist, men det vil være oplagt at vise, at Dan Parks samfundskritiske kunst ikke retter sig mod bestemte grupper, men i alle retninger," siger hun.
Hvis Trykkefrihedsselskabets igen skulle trække sig, eller hvis de ikke udstiller alle billederne, så er Uwe Max Jensen overbevist om, at hele udstillingen nok skal komme til Danmark på et tidspunkt.
"Jeg har modtaget fire henvendelser fra fire forskellige personer, der ønskede at få kontakt til galleristen for udstillingen. Så jeg er ret sikker på, at Dan Parks udstilling nok skal komme til Danmark på et tidspunkt," siger han.