For meget ros kan give børn stress
Ny forskning tyder på, at ros til børn kan have den modsatte effekt af intentionen.
Dit barn giver dig et stykke papir med en tændstiksmand på. Armene er markant længere end benene, og håret står fem centimeter ud fra hovedet. Det ser dog ikke ud til at forstyrre tændstiksmanden, som har et kæmpe smil, to øjne, men ingen næse. "Det er dig", får du så at vide af kunstneren i egen ca. 1.20 meter høje person. Hvad gør du nu?
Ifølge ny forskning kan meget afhænge af, hvordan du vælger at reagere på gaven.
Er du af den type, der automatisk falder i svime over dit barns udfoldelser, kan det være, at du skal til at ændre metode. For meget ros kan nemlig få børn til at undvige fra at give sig i kast med fremtidige udfordringer, lyder konklusionen på en rapport udgivet fra blandt andet Utrecht Universitet i januar.
Overdrivelse fremmer ikke forståelsen
Ledende forfatter på rapporten, psykolog Eddie Brummelman, understreger, at forældre skal tænke over, hvordan de roser. Det virker klart bedst, hvis barnet bliver rost for indsatsen og ikke for nogle egenskaber, som for eksempel at barnet er klogt.
De "kloge" børn er nemlig bange for, at de ikke kan gøre det godt nok næste gang. Børn, der roses for deres indstats, ved, hvad der bliver krævet af dem og har derfor mod på nye udfordringer.
"Hvis man har en tendens til at overdrive i sin ros, så skaber man en frygt hos barnet for, at det ikke kan møde de høje forventninger. Og det sætter barnet i en stresstilstand," siger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.
For meget ros mindsker effekten
En anden konsekvens af de smigrende ord er, at effekten mindskes. Rosen skal ifølge børnepsykolog og tidligere formand for Børns Vilkår, John Aasted Halse, hjælpe med indlæringen og ikke bare falde per automatik.
"En treårig skal have ros for sine tegninger, fordi han eller hun lige har lært at holde på en blyant. Derefter skal man tænke mere over, hvad man roser," siger han.
Præstationen, siger han, bliver nemlig ligegyldig, hvis den bare giver det samme resultat hver gang.