Farlige bunkers synger på sidste vers
Arbejdet med at fjerne de farlige bunkers på Vestkysten går efter planen.
I årtier har bunkers stået som monumenter på den vestjyske kyststrækning, og mange har besøgt Vestkysten for at kigge på de tyske levn fra Anden Verdenskrig.
Selv Egon, Benny og Kjeld drog i filmen "Olsen-banden i Jylland" fra 1971 til den nordvestjyske by Hanstholm for at finde en skat i en gammel, tysk bunker.
Tidsplanen bliver overholdt
Men antallet af bunkers fra Anden Verdenskrig på den vestjyske kyststrækning skrumper ind.
Således er 120 bunkers ud af omkring 600 registrerede bunkers udpeget af Kystdirektoratet til at blive fjernet, da de er for farlige for badende og andre, der opholder sig i nærheden.
Arbejdet blev skudt i gang den 29. juli af miljøminister Pia Olsen Dyhr (SF), og det forventes at være færdigt i år.
"Det går planmæssigt. Vi regner bestemt med at overholde tidsplanen," siger Casper Skov Jakobsen, der er entrepriseleder hos Kingo Karlsen A/S
Nedbrydningsfirmaet fra Silkeborg vandt i juni en licitering fra Kystdirektoratet. Det medførte, at de står for at fjerne omkring 100 bunkers i Thisted, Lemvig og Ringkøbing-Skjern Kommune.
Vejret er altafgørende
Kingo Karlsen A/S er i fuld gang med at fjerne de udvalgte bunkers i Thisted Kommune, og på mandag forventer de at gå i gang med Lemvig Kommune, hvor 46 bunkers skal fjernes.
At fjerne en bunker er dog ikke altid lige til, da vejret ofte dikterer arbejdsgangen. Det fortæller entrepriseleder hos Kingo Karlsen A/S, Casper Skov Jakobsen.
"Vestenvind er rigtig skidt for os. Faktisk kan vi ikke arbejde, hvis der er vestenvind," siger Casper Skov Jakobsen.
Han fortæller i samme ombæring, at der de næste to dage skal arbejdes på højtryk, fordi vinden kommer fra øst.
Kontrollerede sprængninger
Firmaet afsætter mellem fire og seks mand om dagen til at fjerne bunkerne, der er farlige, fordi havet har nedbrudt betonen i bunkerne. Det har fået armeringsjernet til at bryde fri, og det kan strandgæster kommer alvorligt til skade på.
De risikobetonede bunkers kan i nogle tilfælde fjernes i løbet af en dag, mens det andre gange kræver et par dages arbejde, før de er helt ryddet af vejen.
Oftest bliver bunkerne fjernet ved hjælp af hydrauliske maskiner, der knuser betonet i mindre stykker. I enkelte tilfælde vælger man dog at sprænge bygningen, hvis den er svær at komme til.
"Der er tale om meget kontrollerede sprængninger, men selvfølgelig er det store kræfter, vi arbejder med," siger Casper Skov Jakobsen.
Turistbunkerne forbliver
Selvom der i denne omgang bliver fjernet omkring 120 bunkers langs Vestkysten, ligger der stadig mange tilbage, der kan minde om en dyster fortid.
"Turistbunkerne, som folk leger på inde ved strandene, bliver der ikke pillet ved," siger Casper Skov Jakobesen.
Dansk Knusning og Genbrug ApS fra Bjerringbro står for at fjerne de 36 udvalgte bunkers i Holstebro Kommune og Varde Kommune.