Skoleledere: Lærere skal undervise flere timer
Rundspørge: Blandt landets skoleledere er der en markant opbakning til at afskaffe lærernes arbejdstidsaftale og få lærerne til at undervise mere.
Hvis regeringen griber ind i skolekonflikten og afskaffer lærernes arbejdstidsaftale, er landets skoleledere klar til at sætte lærere til at undervise mere.
Det viser en rundspørge, som Jyllands-Posten har foretaget blandt lærernes nærmeste chefer.
Af de 672 skoleledere, der har svaret, mener to af tre - 66 pct. - at lærerne bør bruge en større del af deres arbejdstid på at undervise. Samtidig erklærer 58 pct. sig enige i KL's krav om at afskaffe lærernes nuværende arbejdstidsaftale.
Lurepasset
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet, finder opbakningen markant og mener, at skolelederne har lurepasset ved hidtil at have holdt lav profil under konflikten.
»Det har svækket KL’s position voldsomt. Skolelederne er nøgleaktører, og derfor havde det været en klar fordel for KL, hvis de tidligt var gået ud med en støtte for en ny måde at drive skole på,« siger Flemming Ibsen, der tilføjer, at de mest markante stemmer i kronikker og læserbreve hidtil har været skoleledere med støtte til lærerforeningen.
Anders Balle, der er formand for landets skoleledere, afviser at have holdt lavt profil. Foreningen har klart kommunikeret støtte til en større råderet over lærernes arbejdstid samt større fleksibilitet og styrket samarbejde, mener han.
»Men samtidig har jeg nøje forsøgt ikke at tage parti, da vi skal have dette til at fungere med begge parter bagefter,« siger Anders Balle.
Bondo undrer sig
Anders Bondo Christensen, der er formand for Danmarks Lærerforening, undrer sig over skoleledernes svar.
»Hvis skolelederne mener, at lærere bør undervise mere, kunne de allerede i dag sætte dem til det og pege på, hvilke opgaver de ikke skal løse,« siger han.
Mens skolelederne støtter opgøret med arbejdstidsaftalen, svarer et flertal, at det var forkert af KL at lockoute lærerne.
KL's forhandler, Michael Ziegler, kalder lockouten for en svær, men nødvendig beslutning og glæder sig samtidig over opbakningen til at ændre arbejdstidsreglerne:
»Det viser jo, at vi har ret, når vi siger, at dette selvfølgelig kan fungere i praksis, og at Anders Bondo har uret, når han siger, at det vil give et frygteligt bureaukrati.«
Deltag i debatten
Er du enig i, at skolederne har lurepasset, som Flemming Ibsen mener?