Et spørgsmål om brunst
Chimpansehunnerne vifter kækt deres røde numser ad hannerne. Det privilegium har manden ikke. Før han får adgang til noget som helst hos en kvinde, skal han ofte igennem en kavalkade af romantiske ritualer.
»Vi gør meget lidt, som ikke har et biologisk grundlag,« forklarer zoolog Richard Østerballe.
»Hunnerne har den fulde kontrol over deres brunst og dermed over, hvilken partner de får til deres afkom. Det er dér romantikken ligger. Den er utrolig vigtig for os mennesker, og manden har ikke noget valg. Enten spiller han med, eller også får han ikke hendes signal,« siger han.
Til daglig omgås han chimpanser og gorillaer i Givskud Zoo. Der er ikke meget romantik at spore i abeburene, så hvorfor skiller vi os ud?
»Chimpanse- og gorillaunger er kønsmodne, når de er fem-seks år gamle. Så kan hunnerne gå i gang med næste unge. Derimod skal mennesket bruge måske 15 år på samme opgave. Kurtiseringen er derfor blevet mere og mere sofistikeret, fordi hunnen på forhånd skal have en bekræftelse af, at hannen også har tænkt sig at blive og samarbejde om afkommet,« siger zoologen.
Selv om romantikkens ritualer igennem årtusinder har ændret sig fra køllebanken til røde roser, er der én ting, vi stadig praktiserer: Vi danser. Tango, salsa, vals og jive. Uanset genren er dansen perfekt til at lure hinandens signaler af.
»Kvinder er ekstremt fokuserede på, om mænd kan danse, og hos intet andet dyr ser man så voldsom grad af ritualiserede danse- og optrædelsesformer som hos mennesket. Der er ingen tvivl om, at det har haft en funktion,« mener Richard Østerballe.
Han henviser til teorier om, at dansen har været en udvælgelsesproces. Mandens evne til at danse alene eller sammen med de andre mænd afspejlede hans styrke og evne til ritualiseret adfærd og gav kvinden en fornemmelse af, om han var værd at satse på.