Pokker tog både næse, øjne og mund

Da København begyndte at vokse frem inden for sine volde, var byen underlagt Roskildebiskoppen. Derfor blev kirken hurtigt en dominerende faktor i den lille havneby. Oprindeligt havde byen kun haft en kirke, der var indviet til søfartshelgenen St. Klemens. Den lå på tværs af Strøget oppe ved den nuværende Rådhusplads. Men dette beskedne gudshus var ikke nok for biskop Absalon. Allerede i 1185 fik han tilstået en tredjedel af St. Klemens sogns korntiende, der skulle gå til byens nye hovedkirke, der var indviet til jomfru Maria som Vor Frue Kirke, der stod færdig omkring 1201. Nu gik det hurtigt med udbygningen af den kirkelige organisation og herunder klostrenes hospitalsdrift. Her anbragtes syge, fattige og svagelige gamle i munkenes varetægt.

Efter et mislykket oprør mod Roskildebispen Johannes Krag i 1296 blev alle ejendomme i byen pålagt en årlig skat til de syge i "Helligåndshuset". Helligåndshuse var den generelle betegnelse for hospitalsstiftelser i den katolske tid. Driften blev herudover finansieret ved testamentariske gaver og indsamlede almisser. Præcist hvor det første Helligåndshus lå, og hvordan det så ud, vides ikke. Men det var opført på nordsiden af vejen, der forbandt Gammeltorv og Amagertorv. På grund af de mange tyske købmænd i byen, der havde boder langs vejen, blev den kaldt Tyskemannegade. I 1449 omtales "Helliggeistes Kirke" første gang. Navnet afspejler den kraftige tyske indflydelse på sprog og kultur i datidens København. I forbindelse med kirken nævnes en gård øst for kirken, der må have huset hospitalet. I en urtehave ud mod Amagertorv dyrkede munkene helbredende urter.

Augustinerkloster

Christian I udsteder i 1472 et "beskyttelsesbrev" for hospitalet, og gav det bl.a. ret til at indsamle almisser over hele landet. Under en rejse til Rom fik kongen pave Sixtus IV til at underlægge Helligåndshuset direkte under moderinstitutionen "San Spirito in Sassia". Ved den lejlighed ophøjes Hellig-åndshuset i 1474 til et "Duebrødrekloster" af Augustiner-ordenen, der bl.a. specialiserede sig i hittebørn, "uægte" børns pleje og opdragelse samt naturligvis pleje af syge og gamle. Navnet "duebrødre" stammer fra, at Helligånden traditionelt symboliseres af en due.

Efter Christian I's hjemkomst lod han en ny hospitalsfløj opføre omkring 1475. Det er det nuværende Helligåndshus. I forhold til de omliggende, lave og stråtækte bindingsværkshuse har den rødmurede, gotiske bygning hævet sig stolt med sin kamtakkede gavl. Omkring dette tidspunkt blev Hellig- åndsklosteret endeligt udbygget. Det var et anseeligt anlæg, hvis avlsgård gik helt op til Gråbrødre Torv. Mod syd lå kirken, i østfløjen, ved den nuværende Niels Hemmingsens Gade, sovesal "dormitoriet" og mødesal "kapitelsalen". I nordfløjen var der køkken og spisesalen "refektoriet". Vestfløjen var den nye hospitalsbygning. Hospitalsstiftelsen havde også sin egen badstue, hvor munke og patienter kunne vaske sig.

Slut med store klostre

Men de store klostres tid var ved at rinde ud. I 1530 anmodede bystyret Frederik I om at opløse "duebrødrenes" orden, og omdanne Helligåndshuset til stadens hospital. De kirkelige hospitaler Skt. Annæ, Skt. Jørgens og Helligåndshospitalet blev lagt sammen til et "Almindeligt hospital" under verdslige forstandere. Efter reformationen skænkede kongen hospitalet store gaver, bl.a. indtægterne fra salget af Gråbrødreklosteret. I 1537 blev den gamle St. Klements Kirke revet ned, og Helligåndskirken blev omdannet til luthersk sognekirke for det meste af menigheden.

Sjællands første lutheranske biskop Peder Palladius (1503-1560) beskrev dagligdagen i Helligåndshuset i sin visitatsbog - kontrolbog:

"Når du kommer til København, gak ind i Helligåndshuset midt i byen! Der skal du finde en åben dør...og se, hvilke mange arme almissehoveder ...der næse, øjne og mund er afædt af pokker og værk og kræft, der arme og ben er afrådnet, og endnu ligger og rådne af orme og maddiker: og står ikke at læge udi deres livs tid."

Palladius opfordrede på sine visitatsrejser - kontrolbesøg - de sjællandske menigheder til at yde de syge almisser. I 1553 underlægges Helligåndshuset byens fattigvæsen, og ti år senere tillades det at der oprettes "private senge" i hospitalet, som et tidligt eksempel på privathospitaler.

Københavns Magistrat lod i 1530erne opføre en række grundmurede huse - "Stenboderne" - i kirkemuren ud til Amagertorv, for at give lejeindtægter til byens kasse. De gjorde passagen på dette sted yderligere snæver.

Hospitalet flytter

I 1607 flytter Christian IV Helligåndshospitalet ud til Gl. Vartorv i Hellerup. Tugt- og børnehuset flyttes fra Farvergade til Helligåndshusets firlængede klosterkompleks. Her indrettes Danmarks første tekstilmanufaktur med stordrift. I forbindelse med Tugt- og børnehuses opføres flere bygninger til produktion af klæde-, linned- og bommesivæveri, possement- og tapetmageri, perlestikkeri m.m. På sit højeste i 1625 havde statsvirksomheden 700 tvangsanbragte lemmer beskæftiget. Blandt dem 500-600 børn. Selve Helligåndshuset var indrettet som "kvindfolkenes" hus, og i nordenden blev der bygget en sovestue til drengebørn. Men Christian IV's merkantile tvangsarbejdsanstalt fungerede ikke efter hensigten.

Tugt- og børnehuset flytter i 1648 til Christianshavns Torv. De fleste af de gamle klosterbygninger blev solgt til private. I bunden af Lille Helliggeiststræde, ved svinget til Store Helliggeistræde lå porten til arbejdsanstalten. Da den blev revet ned, kom der forbindelse til Løvstræde og Gråbrødre Torv med gadenavnet Tugthusporten. Det gamle kloster- og tugthuskompleks omliggende bygninger rives efterhånden ned, og afløses af beboelseshuse. Klosterets nord- og østfløj forsvinder, og efterlod kun korte rester af fløjene, hvoraf resten af den østre i dag er kirkens sakristi.

I 1650 køber Helliggeistes Kirke hele Helligåndshuset, og den gamle hospitalsbygning bevares som begravelseskapel.

Ved den store bybrand i 1728 brænder Helliggeists Kirke, men nærmest ved et mirakel skånes Helligåndshuset. De fleste af "Stenboderne" ud til Amagertorv brændte, og blev ikke genopført. Kun en lille gruppe stærkt ombyggede middelalderhuse overlevede ved hjørnet til Lille Helliggieststræde. Resten af stykket langs Amagertorv blev dækket af en mur.

Ingen begraves inde i kirken

Efterhånden omlægges gadenettet omkring kirken og Helligåndshuset. Oprindelig var Lille Helliggeistræde en vinkelgade der svingede mod øst som Store Helliggeistræde og forbandt Amagertorv med Købmagergade. Først i 1843 fik Lille Helliggeiststræde navneforandring til Niels Hemmingsensgade for hele gadestykket til Skindergade, hvorved også gadenavnene "Tugthusporten" og "Trompetergangen" forsvandt.

I 1805 ophører begravelser i kirkerne, og fra 1851-1853 lukkes og sløjfes alle kirkegårde i den gamle by. Store Helliggeistræde blev omdøbt til Valkendorfsgade og var som vinkelgade ført bag om Helligåndshuset og mod syd ud til Strøget over en del af klosterhospitalets gamle kirkegård. Den østlige del af det gamle kloster og hospitalskompleks - mod Niels Hemmingsens Gade - var også afskærmet af en mur, hvori der var små lærredsboder - forretninger - der overlevede til 1880. Bag disse mure lå Hellig- åndshuset som gravkapel for kirken. Den gennemgik samme år en gennemgribende restaurering under arkitekt H.B. Storcks ledelse. Ved den lejlighed omdøbes kirken officielt fra det tysk-klingende Helliggeistes Kirke til det danske Helligånds-kirken. Ud mod Strøget og Niels Hemmingsens Gade opsættes det åbne gitter, så kirken og Helligåndshuset kommer til at ligge synlig.

I 1896 nedlægges Helligånds-kapellet og restaureres så vidt muligt til oprindelig skikkelse. Den 1. marts 1918 indviede Københavns Kommune bibliotek i bygningen, som forblev til 1957. Herefter ombygges Helligåndshuset til udstillingsbygning, og får siden i nordenden en moderne tilbygning mod Valkendorfsgade i linie med den gamle nordfløj. Når københavnere f.eks. går til bogudsalg i Helligåndshuset, besøger de byens ældste hus, der oprindeligt blev bygget som hospital.