Retskemiker overrasket over ecstasy-undersøgelse
Når politiet på for eksempel Bornholm, Sjælland, Grønland eller Færøerne beslaglægger narkotiske stoffer, er det eksperter fra Retskemisk afdeling under Retsmedicinsk Institut ved Panum Institutet i København, der undersøger, hvad stofferne reelt indeholder.
Her undrede man sig onsdag over resultaterne af en undersøgelse af en række ecstasy-piller som en misbrugsekspert og en bioanalytiker har foretaget for Ekstra Bladet. Ifølge undersøgelsen er der - ud over amfetamin - fundet blandt andet heroin, morfin, metadon, kokain og efedrin i pillerne, der tæller 14 forskellige mærker ecstasy.
"Når vi får stoffer ind til undersøgelse fra politiet, så screener vi altid rutinemæssigt blandt andet både for heroin og kokain, men vi har aldrig fundet den slags stoffer, og derfor kan undersøgelsens resultater forekomme mig lidt mærkværdige," siger lektor og cand.pharm. Erik Nielsen, der leder instituttets undersøgelser af stoffer for politiet.
Han forsøgte onsdag at få kontakt til misbrugseksperten bag undersøgelsen, for at høre, hvordan han var kommet frem til resultaterne.
Misbrugseksperten, doktor Adé Ojeniyi, sagde onsdag til Ekstra Bladet, at han mener, at bagmændene ved at blande hårde stoffer som heroin og kokain i ecstasy-pillerne ser ud til at gå efter at gøre brugerne, der ofte er unge mennesker, fysisk afhængige.
Men det, mener Erik Nielsen, ikke nødvendigvis er tilfældet.
"Det ville være en meget stor formodning at sige, at dem, der producerer pillerne, bevidst går efter at gøre brugerne afhængige ved at putte andre vanedannende stoffer i pillerne. Det ville da ødelægge deres forretning," mener Erik Nielsen.
Han understreger, at ecstasy-pillerne vil give brugeren en helt anden virkning end forventet, hvis der for eksempel blandes heroin i pillerne.
"Heroin er stærkt sløvende, og formålet med ecstasy er jo netop, at man får en hallucinogen virkning og mere energi. Derfor vil det virke stik modsat formålet, hvis man blander heroin i pillerne," siger han.
Han understreger, at der er mange forskellige slags ecstasy-piller.
"Men fælles for dem alle er, at hvis pillerne skal give den hallucinogene virkning, som brugerne ønsker, så skal der så høje koncentrationer af for eksempel stoffet MDMA eller PMA til, at det kan være dødbringende. Brugerens temperatur kan i disse tilfælde stige til op mod 41 grader, og det siger sig selv, at det kan være farligt at danse rundt i timevis i den tilstand," siger han.
/ritzau/