Billig mad i Sverige
En svensk organisation har kontrolleret priserne på en række dagligvarer i Malmø og København. Den gennemsnitlige besparelse ved at købe ind i Sverige er 25 pct.
Åk till Sverige om du vill köpa mat.
Og spar penge, kunne man tilføje.
De tider er for længst slut, hvor svenskerne strømmede til Danmark for at købe margarine, pølser, kød og flæskesvær.
Nu er det på den anden side af Sundet, det sner. Priserne er langt lavere end herhjemme, endda så meget, at det kan betale sig at gøre sine indkøb derovre, trods den høje broafgift. Blot man køber nok.
En svensk organisation kaldet Praktiska Broar tilknyttet Folkuniversitetet i Malmø har siden 1998 målt prisforskellene på dagligvarer i supermarkeder i henholdsvis København og Malmø.
25 pct. billigere i gennemsnit
»Selv om priserne er faldet en anelse i Danmark målt i svenske kroner siden 2001, er de også faldet i Sverige. Derfor er prisforskellen stort set den samme som i de seneste fem år, nemlig omkring 25 pct. i gennemsnit,« siger projektleder Ingemar Holm fra Folkuniversitetet.
Med fem studerende har han gennemført undersøgelsen ved at sammenligne de samme 34 varer, eller tilnærmelsesvis samme varer, inden for 6 kategorier i 12 fødevarebutikker, 6 i hvert land.
I den dyreste danske butik, Irma i Ørestad, kostede de 34 varer 911 svenske kr., mens den danskejede Netto på Föreningsgatan i Malmø blot tog 510 svenske kr. for nøjagtig de samme produkter, eller tilsvarende.
Det giver en prisforskel på 79 pct. set med svenske øjne. Eller mulighed for en dansker for at spare 44 pct.
Varerne, hvis priser blev tjekket, var smør, piskefløde, appelsiner, grøntsager, kaffe, sodavand, Ajax rengøringsmiddel, toiletpapir, seks æg, en frossen kylling og så videre.
Stort set for alle artikler var prisen lavest i Sverige.
»Man kan undre sig over, hvordan markedet fungerer. For os handler det ikke om kvaliteten af varen, serviceniveauet i butikken eller adgangsforhold til butikken. Udelukkende om prisen. Vi konstaterer blot, at det kan lade sig gøre at sælge dagligdagsvarer meget billigere i Sverige end i Danmark,« siger Ingemar Holm.
Opsang til næringslivet
Den svenske undersøgelse passer fint med lignende sammenligninger, der har vist, at også tøj og byggematerialer er langt billigere hinsidan Sundet.
Ifølge Praktiska Broars leder er undersøgelsen også en opsang til næringslivet.
»Butikkerne i de to lande skal til at vænne sig til, at det regionale billede har ændret sig. Virkeligheden er, at vores to byer rykker tættere sammen. Det øger konkurrencen,« siger Ingemar Holm.
De involverede danske forretninger var Irma, Bilka, Føtex, ISO, Netto og SuperBrugsen, hvoraf Netto var billigst. Dansk Netto var syv procent billigere end den svenske luksusbutik Malmborgs, men stadig 25 pct. dyrere end svensk Netto.