Fortsæt til indhold
Indland

Fremtiden testes 200 m over Østerild

70 procent af det omstridte testcenter for vindmøller i Thy er lejet ud, når det åbner i morgen.

Det omstridte testcenter for store vindmøller i Østerild i Thy, Det Nationale Testcenter, er næsten fuldt udlejet, når det officielt indvies lørdag den 6. oktober.

Fem af centrets syv teststande er allerede udlejet. Vindmølle-giganterne Vestas og Siemens har hver købt to købt stande, og Danmarks Tekniske Universitet (DTU), som skal drive centret, råder over de sidste tre stande. Heraf er én stand udlejet til kinesiske Envision, og de to sidste er lige nu i udbud.

Siemens har lagt gigantisk ud

Den tyske producent Siemens har allerede rejst en prototype på sin kommende havvindmølle og har lagt "højt ud."

Selskabets 6 Mw Direct Drive-mølle har en navhøjde på 120 meter. Rotoren, dvs. møllevingerne, har en diameter på 154 meter, og møllen rager totalt op i en højde af 197 meter fra sin placering på stand 6.

"Nu skal vi igennem en række test, hvor vi blandt andet skal måle vindbelastningerne på møllen, møllens produktion ved forskellige vindhastigheder og støjen. Desuden afprøver vi netkvaliteten, altså hvordan møllen opfører sig på det offentlige net," siger research manager Per Hessellund Lauritsen fra Siemens Wind Power A/S.

På stand 7 er Siemens begyndt at støbe fundamentet til den næste testmølle, som bliver lidt mindre end møllen på stand 6.

Vester kommer i 2013

Den danske vindmøllekoncern Vestas har gået noget mere stille med dørene om sine planer i testcentret.

Vestas' to testpladser er blandt andet tænkt brugt til test af den kriseramte vindmøllekoncerns kommende 7.0 MW havmølle, der ventes at rage knap 190 meter op i vejret.

Testcentret er det første sted i verden, hvor vindmøller på højde med Storebæltsbroens pyloner (254 meter) kan testes og videreudvikles under optimale vindforhold.

Fældning blev begrænset

Centret er blevet til under voldsomme protester fra natur- og miljøorganisationer, som især protesterede mod, at der som udgangspunkt skulle fældes 1.500 hektar i den store klitplantage i området.

I den endelig plan blev fældningen begrænset til 254 hektar skov, og EU-Kommissionen lukkede tidligere på sommeren Danmarks Naturfredningsforenings klagesag fra 2010 om testcentret.

I forbindelse med fældningen blev det besluttet at plante 393 hektar skov andre steder i Danmark, og desuden har Naturstyrelsen sat et stort projekt om etablering af erstatningsnatur i Østerild i gang.