Barndommens lange skygger

Han er 40 år, men stadig ikke færdig med sin barndom.

Ikke færdig med at bearbejde de sår, som års svigt og misrøgt har efterladt.

Lorentz Lindemann kalder det selv »et sort hul, som man kan stoppe hele sofaer, busser og lastbiler i«. Et hul, som aldrig helt forsvinder.

Hans liv ligner i dag den rene idyl. Han bor i en nypudset landbrugsejendom med udsigt til bugtende marker og læhegn. Han har en kærlig kone, to glade børn og en hund med logrende hale - men for nylig blev han rørt til tårer, da et af børnene søgte trøst hos mor:

»Det er træls. Far synes aldrig, at det er synd for mig, når jeg har slået mig,« lød den lilles beklagelse.

Lorentz Lindemann ved godt, at den er gal. Han føler sjældent den store medlidenhed, når et af børnene er faldet og græder, som om hele verden er brudt sammen.

»Først bliver jeg forskrækket og frygter en ægte katastrofe, men så kigger jeg på det, og hvis det kun er en lille flænge, trækker jeg på skuldrene. Det er jo ingenting i forhold til, hvad jeg har set i min barndom,« siger Lorentz Lindemann.

Efterhånden har han lært at stille det elementære, medfølende spørgsmål: »Gør det ondt?«

Men det kommer ikke af sig selv. Han må anstrenge sig for at huske det.

Indsmurt i afføring

Sådan kaster barndommen stadig skygger ind over Lorentz Lindemanns liv. Han var 15 måneder, da han blev fjernet fra sin mor første gang. Man fandt ham liggende i en barnevogn, smurt ind i sin egen afføring. Siden fulgte et hav af anbringelser på børnehjem, socialpædagogiske opholdssteder og hos plejefamilier. Da Lorentz var seks år gammel, blev det også til en tur hjem til mor - det vil sige hjem til druk, vold, en psykisk syg stedfar og en følelse af at være fuldstændig forladt.

I dag mener Lorentz Lindemann, at systemet burde gribe langt hårdere ind i familier, hvor der er misbrugsproblemer. Han taler om at bortadoptere børn med tvang, så de kan sikres en rolig og stabil opvækst i stedet for de konstante opbrud, hver gang kommunen vil give far og mor en ny chance. Det handler om at give børnene en anstændig chance for at knytte sig til nogle mennesker, f.eks. i en plejefamilie.

Professionel distance

Den chance fik Lorentz Lindemann aldrig som lille. Han mødte en lang række pædagoger, som ikke engagerede sig, fordi de skulle holde en professionel distance, mens det eneste, han trængte til, var varme, kærlighed og tryghed. Der var så mange brudte løfter om, at han nu endelig ville få lov til at blive boende, at Lorentz til sidst blev enig med sig selv om, at man umuligt kunne stole på andre mennesker.

Derfor stod han dårligt rustet, da han som 18-årig skulle klare sig selv. Han kendte ikke til ansvar, fordi institutionerne havde pakket ham ind i en kunstig verden.

Tungt begavet

Han forstod ikke særlig meget af, hvad der foregik i samfundet, og hans skolekundskaber var elendige, idet han tidligt var blevet stemplet som »tungt begavet«. Lærerne havde aldrig forstået, at Lorentz Lindemanns intelligens var aldeles normal - og at han kun havde svært med at koncentrere sig, fordi han kæmpede med store problemer på "hjemmefronten". Den erkendelse gjorde Lorentz selv langt senere, og så indhentede han det forsømte ved at tage 9. og 10. klasse på VUC som 27-årig.

Men først gik der tid med stoffer, psykiske nedture, vold og et forhutlet, rastløst liv på bistandshjælp. Den bredskuldrede Lorentz så farlig ud, men han magtede slet ikke at være voksen.

»Jeg opdagede, at hash kunne bedøve mine sorger, og så blev jeg ved med at fylde på med speed, opium, piller og syre... Og så var jeg god til at slå. Det var en utrolig vildskab, som blev sluppet løs, når jeg var bange... Folk skulle bare have vidst, at jeg ville være brudt sammen, hvis de havde givet mig en knuser. Jeg kunne ikke holde ud at komme tæt på nogen mennesker. Når jeg havde været i seng med en kvinde, fyldte det mig med en enorm tomhed bagefter,« fortæller Lorentz Lindemann.

Alt det, Lorentz havde savnet i sin barndom, manglede han også som voksen.

En kvinde at stole på

Tingene begyndte først at lysne fra 1988, da han mødte Trine - den kvinde, som han siden blev gift med. Hun gav ham for første gang en kærlighed, som han turde stole på, og på samme tid erkendte Lorentz, at han var nødt til at gøre noget ved sit liv. Han begyndte at bearbejde »det sorte hul«, at snakke om det, at prøve at fylde det ud, men der gik fire år mere, inden han var stærk nok til at slippe stofferne fuldstændigt.

Siden blev han så stærk, at han var i stand til at hjælpe andre "B-børn", som han selv kalder alle de unge og voksne med en barndom fyldt med omsorgssvigt bag sig. Lorentz har set alt for mange af dem. Hans egen søster blev psykisk syg, og sidst han hørte om hende, fik han at vide, at hun sov på en bænk i København »med sine tænder i lommen«.

Så Lorentz startede projektet "Baglandet". Meningen var at give støtte til institutionsbørnene, når de trådte ind i voksenalderen, og med støtte fra Socialministeriet kunne projektet i 1997 flytte ind i en lejlighed på Vesterbro i København. I dag fungerer stedet som et andet hjem for et halvt hundrede "B-børn". Her kan de søge råd og vejledning eller »lægge sig ned og græde«, som Lorentz udtrykker det.

Samme mønster

Han kan genkende et foruroligende mønster hos de folk, som kommer i Baglandet.

»De har svært ved at leve et normalt liv. De ryger ud i misbrug. De kan ikke holde på deres kærester, de bliver fyret fra deres job eller går selv i utide. Mange af dem ødelægger gang på gang tingene for sig selv. De er overbevist om, at det vil gå galt alligevel, og så kan de lige så godt selv gøre det,« siger Lorentz Lindemann.

Der er også en udbredt kønsopdeling. Mændene søger over i roller som »dumme svin«, der opfører sig dybt egoistisk eller ligefrem bruger fysisk vold mod deres omgivelser. Kvinder falder tilbage til offerrollen. De har svært ved at sætte grænser og finder sammen med dominerende, voldelige mænd.

»De fortsætter de mønstre, som de oplevede i deres barndom,« siger Lorentz Lindemann.

Går galt gang på gang

Og de mønstre gentager sig tragisk nok, når disse mennesker selv bliver forældre. Det går galt gang på gang.

Lorentz kender det fra nærmeste hold. Hans søster har en datter, som er vokset op på skiftende institutioner. Datteren er nu 19 år, og hun har netop fået en baby - som fra starten er blevet anbragt på et spædbørnshjem.

Det er den onde cirkel, som Lorentz Lindemann gerne vil have stoppet.

»I sidste ende ville det også blive billigere for samfundet, hvis vi kunne lære at gribe ind konsekvent og tidligt i de familier, hvor der er problemer,« siger han.

line.kjaerside@jp.dk
pierre.collignon@jp.dk
simon.andersen@jp.dk