Fortsæt til indhold
Indland

Danskere: Det hjælper at lægge røret

Mange danskere beretter om besynderlige samtaler med engelsktalende it-personer.

Mange danskere kan fortælle om underlige opringninger fra udlandet, hvor personer vil "hjælpe" med at rense computeren.

Langt de fleste reagerer ved at lægge rører på, når de får færten af noget mistænkeligt.

"Jeg havde for et par dage siden opkald af et udenlandsk nummer, som spurgte om min bankkonto. Jeg sagde, at jeg ikke havde et kontokort og heller ikke nogen penge, han sagde at han var fra Nepal, og så sluttede jeg ved at lægge røret på," skriver Margueritha Simonsen fra Hampen til Jyllands-Posten.

Venlig afvisning virker

Det samme gjorde Eva Hansen, da en engelsktalende mand med indisk accent ringede og fortalte, at hendes Windows-styresystem ikke fungerede. Hun skulle åbne sin computer, så de kunne finde fejlen, men Eva Hansen afviste venligt og lagde røret på.

Poul Erik Buur fra Esbjerg fortæller om meget hurtigttalende kvinder og mænd, som har ringet om "fejl" på hjemmets computer, og Ruth Brusgaard fra Thisted skriver til Jyllands-Posten, at hun flere gange inden for den sidste uge har været plaget af opringninger.

"Sidste gang var i lørdags, hvor vi blev ringet op to gange inden for en halv time. Jeg afsluttede hurtigt samtalen," fortæller Ruth Brusgaard til Jyllands-Posten.

Længerevarende fænomen

At fænomenet har stået på i noget tid, kan Peder Borup skrive under på. Allerede den 4. og den 7. maj ringede en engelsktalende person fra et udenlandsk nummer og sagde "it's about your computer". "Den 29. maj og den 2. juni var der igen telefon fra et udenlandsk nummer, men siden har vi haft fred," skriver Peder Borup.

En anonym dansker fra Hellerup fortæller, at han to gange inden for to-tre uger er forsøgt taget ved næsen af "Microsoft-medarbejdere" fra Melbourne. I begge tilfælde var personerne meget insisterende, men opgav til sidst, da danskeren nægtede at opgive personlige oplysninger.

Også Jørgen Petersen fra Greve har oplevet de yderst insisterende og meget "samtalestyrende" it-hjælpere.

Kendte til familiens pc-køb

Så sent som mandag var et par engelsktalende mnd med indisk accent adskillige gange i røret på husstandens fastnettelefon, men hver gang endte det med, at Jørgen Petersen lagde røret på.

Jeg undrer mig over to ting: Hvordan de kan have et dansk fastnettelefonnummer, men frem for alt over, hvordan de ved, at jeg i forrige uge har købt en helt ny pc.
Jørgen Petersen, Greve

Bagefter har han med stigende undren tænkt en del over samtalerne og spurgt sig selv om, hvordan "it-medarbejderne" kunne være så godt orienteret om forholdene i hjemmet.

"Hver gang spurgte de efter min kone, da fastnettelefonen altid alene har stået i hendes navn, men samtidig spurgte de efter,om der ikke for nylig var blevet indkøbt en ny pc hos os. Jeg undrer mig over to ting: Hvordan de kan have et dansk fastnettelefonnummer, men frem for alt over, hvordan de ved, at jeg i forrige uge har købt en helt ny pc," skriver Jørgen Petersen til Jyllands-Posten.