Fortsæt til indhold
Indland

Pas på "Jennifer fra Microsoft"

Vejle-borger gik næsten hele vejen med en mere og mere irriteret udenlandsk it-medarbejder.

I går blev Ole E. Mikkelsen fra Vejle ringet op af "Jennifer" fra "Microsoft Service Center", som meddelte, at der var konstateret malware på hans computer.

Dermed blev Ole E. Mikkelsen endnu en af de utallige danskere, som udenlandske personer på det seneste har ringet til i håb om at kunne få adgang til deres bankoplysninger og password til computere.

It-svindlen har været kendt siden sidste år, men meget tyder på, at de udenlandske svindlere har skruet op for aktiviteten i de seneste måneder.

Spillede med i spillet

Som regel udgiver telefonmedarbejderne sig for at være Windows- eller Microsoft-medarbejdere, som vil "hjælpe" med at fjerne en fejl på kundens computer.

Det gjorde "Jennifer" også over for Mikkelsen fra Vejle, men efter et par minutters samtale stod det klart for ham, at der var tale om et bedrageriforsøg.

Der er ingen tvivl om, at hendes mål var at ende med at bede om mit bankkontonummer og passwordoplysninger, hvorefter hun så kunne skaffe sig adgang til min computer.
Ole E. Mikkelsen

"Hun meddeler, at der er konstateret malware på min pc. Jeg oplyser, at der er viruskontrol og ingen advarsler, men hun fastholder, at der alligevel er konstateret malware og virus. Jeg er nu definitivt klar over, at det er svindel," fortæller Ole E. Mikkelsen.

Malware er en fællesbetegnelse for en række kategorier af computerprogrammer, der gør skadelige eller uønskede ting på de computere, de kører på.

Ville skaffe sig adgang

"Og der er ingen tvivl om, at hendes mål var at ende med at bede om mit bankkontonummer og passwordoplysninger, hvorefter hun så kunne skaffe sig adgang til min computer," siger Ole E. Mikkelsen.

Han beslutter sig alligevel for at lege med på "hjælpen" og følge "Jennifers" anvisninger, men hele tiden med fingeren på afbryd-knappen.

"Jennifer" forlanger at få valideret licensnummeret og overhører komplet Ole E. Mikkelsen, da han svarer at det allerede er sket. Derefter beder hun ham om at taste "windows+r" og derefter "cmd".

Langsomt og omstændeligt

"Det giver en dos-box, så det tør jeg godt. Hun staver kommandoerne omstændeligt igen og igen, når jeg ikke får fat i dem," fortæller Ole E. Mikkelsen, som nu skal skrive "assoc".

Det undlader han og skriver i stedet "help assoc", fordi han ikke kan huske, hvad "assoc" står for.

"Jeg fortæller hende, at jeg har tastet help assoc i stedet for assoc, og at jeg har skrevet hendes kommando ned i stedet for at taste den. Det kommenterer hun ikke, men spørger mig igen, om jeg nu har tastet kommandoen, som hun har sagt," siger han.

Insisterende samtalepartner

Den efterhånden stærkt forundrede Ole E. Mikkelsen spørger nu, hvilken rolle filtypeassociation, som "assoc" fortæller noget om, har for den malware, som hun har konstateret. Men Jennifer besvarer ikke spørgsmålet og beder ham om at taste "windows+r" og derefter "eventvwr".

"Den kender jeg, så det gør jeg bare, hvorefter vi naturligvis lander i Windows Logbook. Jeg fortæller hende, at Windows Logbook ikke fortæller nogle fejl overhovedet, og at alt ser normalt ud, men hun prøver alligevel at overbevise mig om, at det jeg ser er fejlmeddelelser, der skyldes virus og malware."

Den relativt erfarne pc-bruger fra Vejle gentager, at alt ser normalt ud, men "Jennifer" prøver at gentage, at Windows' logbog fortæller om malware. Da han ikke lader sig overbevise, beder hun ham om at gå ind på websitet www.ammyy.com.

Sagde nej til download

Websitet tilbyder fjerndiagnose-løsninger til pc'en, og ud af de sparsomme oplysninger om firmaet kan man se, at det har hjemadresse i en kontorbygning på 600 University Street i Seattle, USA - iøvrigt hjemsted for Microsoft-koncernen.

Hjemme i Vejle er Ole E. Mikkelsen blevet mistænksom over for www.ammyy.com, og han fortæller "Jennifer", at han ikke stoler på websitet og ikke vil gå ind på det. Herefter afbryder hun utålmodigt forbindelsen.

Ole E. Mikkelsen kalder oplevelsen med "Jennifer" meget underlig.

"Hun er meget insisterende og hører ikke rigtig efter, hvad man siger, så man kan ikke rigtig sige, at vi førte en samtale. Hun lader flere gange, som om hun ikke kan forstå mig og går så videre til næste punkt," forklarer den forundrede pc-bruger, som under hele forløbet får den opfattelse, at "Jennifer" sidder med et tjekliste, som hun slavisk går efter.

Politiet advarer

I Danmark er politiet begyndt at advare om de falske it-medarbejdere.

I Østjyllands Politi fik man sin første henvendelse omkring svindelnummeret for et år siden, men i den seneste måned har politiet fået omkring 100 henvendelser.

Og i denne uge var det så Midt- og Vestjyllands Politis tur til at advare.

"Det er et nyt svindelnummer, som vi endnu ikke har noget overblik over, og derfor vil vi også skynde os at advare imod det," siger Søren Bak, kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestjyllands Politi, til Jyllands-Posten.

Har du været udsat for telefonsvindel, så fortæl om det herunder.

Hvis du hellere vil berette fortroligt om dine oplevelser, så send en mail til os.

Se adressen i faktaboksen i artiklen.