Engelsk i 0. klasse breder sig
Danske skoler er begyndt at undervise de mindste elever i engelsk.
Stadig flere danske børn lærer nu at tale engelsk, samtidig med at de lærer at læse og skrive dansk. I 2010 blev det muligt at sætte det engelske sprog på skoleskemaet før 3. klasse, og det har en lang række folkeskoler gjort. Endnu flere går i gang efter sommerferien.
Ifølge en optælling fra Børne- og Undervisningsministeriet har 45 folkeskoler allerede indført engelsk fra 0., 1. eller 2. klasse, og en række byråd har besluttet, at kommunens skoler efter sommerferien kan fremskynde undervisningen i engelsk, hvis de vil.
Dertil kommer, at friskoler de seneste fem år også er begyndt at præsentere engelsk fra første skoledag som en del af en international profil.
Bedre læsere
»Eleverne får et løft i engelsk, og de får skærpet deres sproglige opmærksomhed, hvilket hjælper dem til at blive bedre læsere,« forklarer Michael Graugaard.
Han er skoleleder på Gummerup Skole, som allerede for fem år siden fik dispensation til at indføre engelsk i 0. klasse.
Lærer Frank Lacey, der underviser i engelsk i 1. klasse og er medlem af Sproglærerforeningens fagudvalg for engelsk, siger:
»Det er en fordel i et fag som engelsk, at helt små elever er mere umiddelbare og ikke så blufærdige. Hvis jeg beder en 3. klasse om at synge en sang på engelsk, bliver eleverne pinligt berørte og tøver. Siger jeg det samme i en 1. klasse, jubler de og spørger, om de ikke må danse til.«
Anders Balle, der er formand for skolelederne, har ikke noget imod, at nogle skoler fremrykker engelskundervisningen. Han vil dog ikke selv gøre det.
»Vi har jo aldrig timer nok i skolen, og alt, hvad man gør, er en prioritering, som betyder, at der er færre timer et andet sted,« siger Anders Balle.
Han mener, at der ikke er tilstrækkelig dokumentation for, at engelsk i de helt små klasser har en positiv effekt.