Frit slag for moské-støj
Indkaldelse til bøn fra en moské er ifølge Miljøstyrelsen »samfundsaccepteret støj« og kan ikke reguleres.
»Allah-u-Akbar«, »Gud er stor«.
Råbet høres fem gange om dagen i muslimske lande, når der i nogle minutter kaldes til bøn fra højtalere eller moskeernes tårne, minareterne.
I Danmark arbejder forskellige grupper på at bygge stormoskeer, og de får frit slag til at kalde til bøn. Lyden er ifølge Miljøstyrelsen »samfundsaccepteret støj« og kan derfor ikke reguleres.
Lige nu er diskussionen aktuel i Århus, hvor der planlægges en stor tyrkisk moské i nærheden af Gellerupparken.
Bekymring fra naboer
En nabohøring viste bekymring for netop indkaldelse til bøn, men Århus Kommune kan ikke via lokalplaner forhindre det, hvis moskeen vil indkalde til bøn, fastslår Miljøstyrelsen.
Og sådan er det i hele Danmark.
»Visse aktiviteter regulerer man ikke, fordi de betragtes som samfundsaccepteret støj. Det betyder, at der ikke via miljøbeskyttelsesloven kan fastsættes regler for, hvor meget de må støje,« forklarer ingeniør Jesper Mogensen fra Miljøstyrelsen.
Ud over kirkeklokker og bøn-indkaldelse fra moskeer gælder det blandt andet lydene fra udrykningskøretøjer, skoleklokker og alarmsirener.
Normal praksis
Der er kun retningslinjer for omfanget, ikke hvorvidt der må indkaldes til bøn. For folkekirkerne bestemmer Kirkeministeriet, hvornår og hvordan der må ringes, mens de øvrige trossamfund styres af tilsynet i deres kommune.
»Tilsynsmyndighederne må vurdere, om det er normal, gejstlig ringning. Det sker ved, at de orienterer sig hos det pågældende trossamfund om, hvordan praksis normalt er,« siger Jesper Mogensen.
Går et trossamfund ud over normal praksis, kan kommunen udstede et påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42 stk. 3.
Reglerne om »ringning« gælder også for bl.a. muslimers mundtlige indkaldelse til bøn.
»Vi gør ikke forskel på trossamfund,« lyder det fra Jesper Mogensen, som forklarer, hvad styrelsen mener med begrebet ”støj”:
»I min terminologi er støj en uønsket lyd. Det kan godt være, at den er ønsket af nogle, men andre opfatter den som støj. Eksempelvis kan musik fra en rockkoncert være vellyd for nogle, men støj for andre.«
Khader vil ændre reglerne
De Konservative i Århus har ført sagen videre til partiets folketingsmedlem, Naser Khader, som vil ændre reglerne.
»Kommunerne bør selv kunne udarbejde en lokalplan om, at moskeerne ikke må kalde til bøn,« siger Khader, der mener, at man sagtens kan forhindre bønindkaldelser fra kl. 4 om morgenen og frem uden at komme i strid med grundloven.
»Det er en praktisk skik fra dengang, da folk ikke gik med ur. Derfor har det ikke noget med religionsfrihed at gøre,« siger Naser Khader.
»Et brud på religionsfriheden ville være, hvis vi sagde, at de inde i moskeen skulle vende hovedet mod København frem for Mekka,« siger den konservative ordfører.
DF: Det er en fremmed lyd
Socialdemokratiets miljøordfører, Mette Gjerskov, har ikke hørt om moskeer i Danmark, som er til gene for borgerne, når de kalder til bøn:
»I mine øjne er det ret teoretisk. Skulle vi komme i den diskussion, synes jeg, at indkaldelse til bøn skal høre ind under de normale regler for støj. Men lad os nu ikke tage problemerne på forskud.«
Dansk Folkeparti vil til gengæld have reglerne ændret med det samme.
»Det er urimeligt, at kommunerne ikke selv kan bestemme. Det vil vi gå til miljøministeren med,« siger kirkeordfører Jesper Langballe, som heller ikke bryder sig om udtrykket »samfundsaccepteret støj«.
»Hvad der er accepteret, er et kulturelt spørgsmål. Det er samfundsaccepteret i Tyrkiet, men i Danmark er det en fuldstændig fremmed lyd,« mener Langballe.
»Det vil være en forfærdelig gene for de danskere, der bor i en sådan afstand, at de kan høre det. Det er en folkefremmed lyd, der skærer sig igennem kroppen,« mener Langballe, der også betegner det som »dybt, dybt integrationsfjendtligt«, hvis man lader islamister råbe budskaber »ud over gader og stræder«.
Den ansvarlige for området, miljøminister Karen Ellemann (V), ønsker ikke at udtale sig om emnet.
»Ingen kommentarer,« lyder det.
Sådan lyder det, når der kaldes til bøn: