Fem øl og en køretur ændrede alt
Han troede, at han var verdensmester bag et rat. •I dag er den 24-årige Allan Horn lam fra brystet og ned.
Fem øl, en promille på 1,15, en bil, som han aldrig skulle have sat sig ind i, og et træ ændrede i 2003 Allan Horns liv for altid.
Fra at være en ung fyr på 19 år, der anså sig selv for at være verdensmester bag et rat, må Allan Horn fra Silkeborg i dag nøjes med en kørestol. Han har brækket ryggen ved den femte ryghvirvel, er lam fra brystet og ned og kan ikke føle sine egne ben.
»Jeg havde drukket fem øl og kørte en tidlig morgen omkring klokken fire gennem en skov med en masse sving. Gennem det sidste sving kørte jeg formentlig omkring 110 km/t., da jeg ramte frontalt ind i et træ,« fortæller Allan Horn, der efterfølgende lå i koma i en måned på sygehuset, før han fik sandheden at vide.
Desuden tog det yderligere en måned, før han igen kunne tale og forstå alvoren i det, der var sket.
»Bagefter var jeg bitter og uforstående overfor, hvordan det kunne ske. For jeg var jo den bedste til at køre bil. Jeg var også flov. For hvad skulle jeg sige til min mor og far. Det var jo ikke lige det, de havde tænkt sig.«
Heldigvis var der ikke andre i bilen, så han var den eneste, der kom til skade ved ulykken.
»Kan jeg hjælpe bare én«
Allan Horn arbejder i sin fritid som trafikrapportør for Rådet for Større Færdselssikkerhed, hvor han tager ud til folkeskoler, efterskoler og lignende og fortæller om sine skæbnesvangre erfaringer med spritkørsel. Gennem et par timer får de unge at vide, hvor galt det kan gå, hvis man ikke tænker sig om.
»Jeg prøver at undervise de unge i at lade være med at køre bil, når de har drukket. Jeg fortæller dem, at der står meget andet på spil end dem selv. Det handler om deres familier, ligesom det ikke er rart at skulle have hjælp til alting. De unge synes, at det er ulykkeligt og svært at kapere, når de hører min fortælling. Og hvis der bare er en enkelt, som jeg kan hjælpe, er det nok for mig,« lyder det fra den nu 24-årige Allan Horn, der har et job, hvor han er med til at fremstille solfangere til sommerhuse.