Fortsæt til indhold
Indland

Muslimer fordømmer israeler-skudsag

Dansk Muslimsk Union maner til besindighed over for israelere.

Det var angiveligt en arabisk mand, der onsdag eftermiddag skød og sårede to israelske mænd i Rosengårdscenteret i Odense.

Motivet til den dramatiske skudepisode kunne derfor tænkes at være de igangværende kampe mellem Israel og palæstinensere i Gaza, hvilket har fået Dansk Muslimsk Union til at udsende en pressemeddelelse, hvor de fordømmer angrebet og maner herboende muslimer til besindighed.

»Dansk Muslimsk Union advarer stærkt imod, at fjendskabet og kampene mellem Israel og Palæstina rykkes inden for Danmarks grænser,« skrives der blandt andet i pressemeddelelsen.

Der udtrykkes forståelse for den frustration, ikke mindst dansk-palæstinensere må have over »Israels overdrevne brug af overlegen militær magt og drab på hundredvis af civile palæstinensere«, men utilfredse muslimer skal ty til lovlige aktioner, pointeres der.

»Dansk Muslimsk Union opfordrer alle borgere i dette land, som i disse dage føler sig overvældet af frustration og afmagt ved synet af Israels ødelæggelser og drab i Gaza, til at give udtryk for disse følelser på udelukkende lovlig vis, bl.a. gennem demonstrationer.«