Lundins kone sælger bryllupsbilleder
<p>15.000 kr. - det var den pris, Ude og Hjemme gav for billederne fra Mariann Poulsen og Peter Lundins bryllup.</p>
De seneste 12 dage i Mariann Poulsens liv har været hektiske.
Ikke mindst efter at hun over for danske medier erklærede, at hun ville ud af sit 11 dage gamle ægteskab med den firedobbelte morder Peter Lundin.
Nu har den færøske Mariann Poulsen solgt bryllupsbillederne fra fængslet til højstbydende medie.
Ude og Hjemmes artikelredaktør Kasper Bækgaard bekræfter overfor TV2, at bladet har købt billederne for 15.000 kr.
På bryllupsbillederne, som udkommer i næste uges Ude og Hjemme, er den ellers så langhårede Peter Lundin blevet helt korthåret.
11 dages ægteskab
Den 24-åriges ønske om at blive skilt skyldes dels en brat, personlig opvågning og omsorg for sine medmennesker:
”Jeg var blind. Det er først nu, jeg ser, hvilken mand, han i virkeligheden er,” sagde hun torsdag til Go' aften Danmark.
Den færøske pædagogstuderende var kun 15 år, da hun første gang kontaktede Peter Lundin.
Advarsel til kvinder
Hun var trykket under interviewet i Go’ aften Danmark, hvor hun advarede andre kvinder mod at kontakte den livstidsdømte:
”Lad vær med at kontakte ham, uanset hvad han siger i et brev. Hop ikke på det. Det gælder ikke kun ham, men alle som har psykopatiske træk. Han kommer til at være utro og gøre dumme ting igen,” siger hun og fortæller, at hun dagen efter brylluppet med Peter Lundin blev kontaktet af en kvinde, der kunne bevise, at hun var den fængslede morders elskerinde.
”Når man ser Peter i fjernsynet, er han spændende og poetisk. Man tror, at hvis man giver ham kærlighed, så forandrer han sig måske. Jeg var alt for godtroende.”
Den medieomtalte Mariann Poulsen tog straks efter torsdagens interview til Færøerne.