Fugleekspertens spionfortid

Både den norske efterretningstjeneste og fugleinteresserede verden over har nydt godt af Jon Fjeldsås talent som tegner. Derfor lader ledelsen på Zoologisk Museum i København også den 66-årige professor og ornitolog tage væggene i brug, når han føler sig inspireret.

Således har Jon Fjeldså malet en frodig og farvestrålende skov på sit kontor.

»Det forestiller en skov i Peru, hvor jeg var på ekspedition. Der lå et lag af væltede træer og mos over den rigtige skovbund, og en anden forsker og jeg faldt ned i en bjørnehule. Bjørnen nåede lige at smutte, men hulen var stadig varm,« siger Jon Fjeldså, der i stedet for at lukke døren har blokeret indgangen til sit kontor med to mandshøje fotostater af et par tidligere kannibaler, som han har mødt på en anden ekspedition til Salomonøerne.

Ligner ikke en jægersoldat

»Så kan vi tale i fred, mens de holder vagt,« siger han og finder en brun kuvert med påskriften ”tophemmelige spionbilleder” frem fra en reol.

Jon Fjeldså bærer hverken sorte, røde eller blå briller og med sit store hvide skæg, sin batikfarvede skjorte, sine bredriflede grå fløjlsbukser og de bare tæer i sandalerne, ligner han mere det billede fra en teaterforestilling om rejsekongen Simon Spies, som hans kolleger har sat op på døren, end en mand, der i 1960’erne udgjorde en trussel mod det tidligere Sovjetunionens militære hemmeligheder.

Men Jon Fjeldså har ikke altid illustreret fuglebøger, forsket i spurvefuglenes globale evolution og naturbevarelse eller skrevet stakkevis af internationalt anerkendte videnskabelige artikler.

Afslørede ny model af AK-47

Inden han i 1971 fik job på Zoologisk Museum og senere blev dansk statsborger, var han norsk jægersoldat og spion.

Fra 1961-1962 var han med til at bevogte sit fødelands ca. 96 km lange grænse mod det daværende Sovjetunionen, og allerede dengang tegnede han, hvad han så. Med sine egne øjne eller igennem en kikkert.

Jon Fjeldså havde ikke været længe ved den norsk-sovjetiske grænse, før han bemærkede, at de sovjetiske soldater havde fået en helt ny og forbedret type af automatvåbenet Kalashnikov AK-47.

»Jeg opdagede den her,« siger Jon Fjeldså og placerer en kladde og en rentegning med påskriften ”Kalashnikov A.K. Sovjet 7,62 mm maskinkarabin” på et sofabord, før han igen lukker den brune kuvert og lægger den til side.

»Geværet var forskellig fra de modeller, som fandtes i vores identifikationsbøger. Jeg tog det ikke med mig, men havde fem minutter til at tegne alle detaljer af dets mekanisme af. Mere behøvede jeg heller ikke,« siger Jon Fjeldså, der den dag i dag ikke vil afsløre alle sine spiontegninger eller fortælle, hvordan han fik adgang til den forbedrede Kalashnikov-model, der blev standardvåben i den sovjetiske hær i resten af Sovjettiden og under Den Kolde Krig var det altdominerende våben i ikke-vestlige lande.

»Men det var ikke helt reglementeret,« siger han.

Fik frie hænder til spionage

Jon Fjeldså voksede op imellem udstoppede dyr i Bodø i den nordlige del af Norge, hvor hans far var gymnasielektor, jæger og selvlært konservator. Jon Fjeldså og de lokale drenge gik også på jagt i området, hvor de fandt masser af tyske og norske våben fra Anden Verdenskrig, som de undersøgte og afprøvede. Ud over bøgerne og madpakken havde Jon Fjeldså tit en tysk Mauser-pistol med i tasken, når han gik i skole.

»Vi fandt også håndgranater og ammunition, som vi byttede med hinanden,« siger Jon Fjeldså og forsikrer, at ingen kom galt af sted.

»Nå ja. Okay. Min bror mistede synet på sit ene øje, da han eksperimenterede med nitroglycerin, og da politiet kom på besøg i vores hjem, blev jeg jo nødt til at aflevere et par af mine våben,« siger han.

Skole- og gymnasietiden blev også brugt på at tegne, studere fugle og lære russisk, og Jon Fjeldsås talegaver og tegnetalent kom hurtigt den norske efterretningstjeneste for øre, da han blev jægersoldat og grænsevagt.

»Efter opdagelsen af den nye type Kalashnikov, fik jeg fik stort set frie hænder af efterretningstjenesten - og besked på, at jeg dæleme ikke måtte blive taget af russerne,« siger Jon Fjeldså.

På sine missioner langs den norske og sovjetiske grænse og til søs lavede han detaljerede tegninger af bl.a. sovjetiske baser. Tegninger, der ville kunne bruges til at ødelægge telefonlinjer og lære de norske soldater, hvordan de kunne uskadeliggøre eller bruge sovjetiske våben.

»Hov! Det her er en af mine gode observationer,« siger Jon Fjeldså og hiver en tegning af et sovjetisk radiopejleanlæg fra 1962 frem fra den brune kuvert. Tegningen er forsynet med angivelse af en breddegrad og en kode.

»Mens jeg tegnede pejleanlægget, så jeg en prøvesprængning af en sovjetisk atombombe langt ude i horisonten. Så jeg noterede en kode for tidspunktet og himmelretningen,« forklarer han.

Køligt forhold til fjenden

Jon Fjeldsås spionageopgaver og patruljer foregik nord for polarcirklen i temperaturen på ned til minus 50 grader om vinteren. Den Kolde Krig står for Jon Fjeldså derfor som en helt konkret oplevelse, og forholdet mellem de norske og de sovjetiske grænsevagter var heller ikke varmt.

»Der skulle ikke meget til, før der var optræk til en konflikt. Russerne betragtede det som en provokation, hvis blot vi tissede i retning af sovjetisk territorium. Men det gjorde vi nu nok alligevel nogle gange,« siger Jon Fjeldså, der stik mod reglerne ofte gik på patrulje med sit private haglgevær i stedet for sin maskinpistol.

»Så kunne jeg benytte patruljen til også at gå på jagt og få lidt variation i kosten. Hele grænseområdet var lidt som ”Det vilde vesten”. Ud over de sovjetiske soldater og os, var der ingen mennesker i miles omkreds. Jeg har prøvet at løbe ind over grænsen efter en rype, som jeg havde anskudt. Og jeg har selv affyret varselsskud mod en sovjetisk soldat,« siger han.

Under den knap to uger lange Cubakrise i oktober 1962, hvor USA og Sovjetunionen var tæt på en atomkrig, rykkede tusindvis af sovjetiske soldater og tanks i stilling tæt på grænsen til Norge.

»Det var en ren magtdemonstration, og vi lå blot 10 mand i en lille norsk grænsestation. Vi sov ikke i flere nætter, men vi havde nogle håndgranater klar, så vi måske kunne nå at stoppe nogle af de sovjetiske soldater, hvis de gik ind over grænsen,« siger Jon Fjeldså.

Foretrak at studere fugle

Den norske efterretningstjeneste ville gerne have Jon Fjeldså til at fortsætte sit arbejde, men han valgte efter halvandet års militærtjeneste og et år som spion at gå i gang med en universitetsuddannelse.

I dag er Jon Fjeldså en af de førende fugleeksperter herhjemme, og i de seneste mange år har han haft blikket og blyanten rettet mod fuglelivet forskellige steder på kloden, når han ikke har passet opgaverne på Zoologisk Museum, hvor han er ansvarlig for samlingen af ca. 100.000 præparerede fugle.

I et skab på museet står det haglgevær, som han gennem årene har haft med på sine mange ekspeditioner. Indianere og narkobønder har ikke altid været lige så begejstrede for at få besøg af en flok forskere, som Jon Fjeldså og hans kolleger har været begejstrede over fuglelivet og faunaen i lande som Peru og Bolivia.

»Det er blevet meget besværligt at tage våben fra Danmark med til udlandet, og i dag fanger vi alligevel de fleste fugle med et net. Men jeg har holdt en flok på 200 mere eller mindre vrede indianere i Bolivia i skak med sådan en her,« siger Jon Fjeldså og finder en slangebøsse frem fra sin taske.

En række af de tegninger, som Jon Fjeldså lavede af sovjetiske baser og våben for den norske efterretningstjeneste, kan ses på Experimentarium i Hellerup i forbindelse med udstillingen ”Spion”, der åbner torsdag d. 2. oktober.

asger.westh@jp.dk