Tivoli-ulykker i Danmark
<p>Hvert år sker ca. 150 personskader i danske forlystelser. Her er et udpluk:</p>
Kvæstet af flyvende tæppe
14. juni 2008: 20-årig kvinde slemt skadet, da hun på Herlufsholm Stadion blev ramt af et ”Flyvende Tæppe”. Det var en forlystelse i Næstved, som hun smuttede ind under.
7-årig kvæstet i rutsjebane
18. april 2008: Kæden, der samler bageste vogn med resten af den gamle rutsjebane i Tivoli i København, røg af. Alle 22 ombordværende blev tilbudt krisehjælp, men den 7-årg kom værst til skade.
Ramt af fyrværkeri
14. april 2007: To gæster i Tivoli, København, måtte behandles på sygehus, efter at de var ramt af et vildfarent heksehyl, som var med i fyrværkeriet lørdag ved midnat.
Kollision i rutsjebane
26. juli 2006: En person kvæstes ved vognkollision i rutsjebane i Karolinelund i Aalborg. Flere andre måtte vente op mod 20-30 minutter, inden de kunne forlade rutsjebanen ”Looping”.
Dræbt i BonBon-land
28. maj 2006: 11-årig dreng død efter ulykke i en rutsjebanevogn i BonBon-Land.Drengen hoppede over hegnet ind til rutsjebanen "Hundeprutten", mens den kørte, og blev ramt i hovedet af en af vognene.
50 minutter ekstra i ”Himmelskibet”
26. maj 2006: Tivoligæster fanget i 50 minutter i den ny forlystelse ”Himmelskibet”. 24 personer blev fanget cirka 30 meter over jorden, men ingen kom noget til. Overfølsomme sensorer havde fået ”Himmelskibet” til at sætte sig fast.
Alvorlig benskade i flyvende kuffert
8. maj 2004: 14-årig ”kåd” dreng på besøg i Tivoli, København, fik det ene ben i klemme og lå fastklemt under vognen i ”Den Flyvende Kuffert”. Han havde forinden klatret rundt mellem vognene, hvor man ellers skal sidde fastspændt.
Fanget i ”Skærsilden”
Maj 2003: 5-årig dreng susede rundt i Tivolis ”Skærsilden”, en slags legeplads med gulve og trapper, der bevæger sig. Hans ben kom i klemme, men han fik det selv trukket fri og slap med et brækket ben.
Slynget i døden
20. juli 2002: 28-årig mand slynges ud fra sit sæde på en ”Booster”-karrusel i et omrejsende tivoli på Vorbasse Marked. Han sad i den ene af to gondoler, som drejer rundt om en akse og kører op og ned.
Forslået efter kollision
10. juli 2002: Fire gæster på Dyrehavsbakken ved København måtte køres til sygehuset til observation for piskesmæld og med et forslået knæ efter, at en vogn i den lille rutsjebane "Racing" blokerede under opbremsning og blev ramt bagfra af den næste vogn.
11-årig hårdt kvæstet efter dybt fald
21. august 2001: En 11-årig pige blev svært kvæstet efter, at hun faldt ud af forlystelsen ”Dragen” i Tivoli. Pigen brækkede begge lårben, bækkenet og flere ribben, da hun i stor højde faldt ud af forlystelsen.
Kastet af snurrende karrusel
2. juni 2001: 26-årig kvinde blev hårdt kvæstet og var i første omgang livløs, da hun blev kastet af en snurrende forlystelse – ”Six Star” i et omrejsende Tivoli ved rockfestivalen Skive Beachparty.