Århus-pige vandt De Unges Melodi Grand Prix
Den 11-årige Anne Gadegaard, Riiskov ved Århus, vandt med sin melodi "Arabiens Drøm" De Unges Melodi Grand Prix lørdag aften i TV-Byen i København.
Som dansere til nummeret medvirkede Sophia Evers og Julie Thomsen, begge 12 år.
Anne har en anden stor hobby ud over sangen: Kunstskøjteløb, som hun dyrker på konkurrenceniveau. Hun vandt sidste år et ungdoms melodi- grandprix i sin ungdomklub.
Den sang, hun vandt med, er inspireret af tegnefilmene "Aladdin" og "Ali Baba og de fyrretyve røvere".
På andenpladsen kom gruppen "Shout", dvs. Ida Holm Christensen, Vorbasse, og Stine Wojcik, Jelling, med melodien "Jeg tror, det er kærlighed", på tredjepladsen gruppen "B-boys", dvs. Sebastian Henry Aagaard Williams, Farum, Kåve Pour, Bagsværd, og Mathias Saabye, Søborg, med melodien "Vi gi'r den op", på fjerdepladsen Tue Johansson, Helsingør, med melodien "Ta' mig, som jeg er" og på femtepladsen Sofie Vind Andersen og Julie Ottesen, Hjørring, med melodien "Vi er venner".
/ritzau/