Byens sidste elmetræ er faldet
I 90 år er elmetræet over for Glyptoteket sprunget ud hvert forår. Nu er også det bukket under for elmesygen - som det sidste elmetræ i København.
Fire mand og et par motorsave skulle der til for at lægge byens sidste elmetræ ned. Det var en småbladet elm, der siden 1912 har stået ved Videnskabernes Selskabs domicil på Dantes Plads - lige over for Glyptoteket.
To mand savede kronen af, gren for gren, mens to mand passede på, at de forbipasserende slap helskindet forbi nede på fortovet ved H.C. Andersens Boulevard.
Træet var stærkt angrebet af elmesygen, og da der var fare for, at nogle af de døde grene faldt ned, skulle træet fældes nu.
Vemodigt var det for gartnerformand Ole Sørensen at se det 30 meter høje træ falde:
»Men der er ikke noget at gøre ved det. Når det er dødt, kan vi lige så godt få det fjernet, så der ikke sker ulykker,« siger Ole Sørensen.
Til gengæld lover overgartner Ove Yde, Vej og Park, at et nyt, ungt træ, måske et robinietræ, bliver plantet på pladsen til efteråret.
Elmesygen er en svampesygdom, som bliver overført fra elmetræ til elmetræ af en barkbille. Sygdommen er kommet til Europa i forbindelse med import af træ fra bl.a. USA, Rusland og Asien og har stort set udryddet elmetræet i Holland og England. Endnu er der elmetræer tilbage i Danmark, men i løbet af de seneste 10-12 år er det gået stærkt i København, og nu er alle 8000 elmetræer i byen altså væk.
Ligesom det er sket med de andre af Københavns elmetræer, får også dette træ nyt liv. Træet bliver skåret op, og grundstammen bliver foræret til kommunens naturvejledere. De kan bruge det smukke elme-ved til inventar i det nye naturværksted ved Utterslev Mose.