Guldfeber og varme kilder i Grønland
Rapport fra en perfekt dag, da vi løb på en lovende klump guld og tillige mødte to grønlændere på badeferie.
Qassiarsuk -Nanortalik
Det er et forbløffende stykke kvarts med tydelige spor af guld, som de to unge geologer, Johannes Kyed fra Nuuk og århusianske Ole Dahl, lader glimte op mod solen foran os. Et par tusinde kroner vurderer de to, at der er guld for i det lille stykke.
Ad en uhyre bugtet og knoldet grusvej gennem en stakåndende smuk bjergdal er vi kommet til guldminen. Bare oplevelsen af Kirkespirdalen to timers sejlads fra Nanortalik havde såmænd været nok på en i forvejen stor dag.
Råt for oven op mod de sneklædte bjergtinder. Bl.a. den karakteristiske, der har lagt navn til dalen. Og paradisisk for neden med sin rindede lille elv, hvor de springende ørreder hævdes at kunne tages med hænderne. Dertil små dramatiske vandfald, de legende snespurve og de allestedsnærværende storblomstrede gederams, Grønlands bedårende rosa nationalblomst.
Men guldstykket, som først kommer frem i teltbyens kontor efter, at vi har betrådt de to kilometer fugtige og dynamitsprængte minegange et godt stykke oppe på bjerget, tager alligevel den sidste kegle, og gør vor dag helt perfekt.
Grønlandske Nuna Minerals lægger op til ny aktieemission om kort tid, skulle vi hilse at sige. Selskabet, der arbejder sammen med canadiske Crew Development Corp. om guldudvindingen, mener oven på fire års efterforskning netop nu at være klar til at gå permanent i gang med den egentlige guldudvinding fra den guldførende kvartsåre i det 1340 meter høje Qaarsutsiaap Qaqqaa Bjerget.
Kun mangler lige den sidste kapital, så man komme videre, kan vi forstå. Mellem 100-200 mio. kr. er allerede spenderet på at holde de 20-30 primært canadiske borebisser i gang. Og nu er kassen - forhåbentligt kun midlertidigt - tømt.
Samme situation oplevede man sidste år og forrige år, fortælles det relativt ubekymret.
24 gram guld pr. ton skærver, mener de to geologer, at der kan udvindes.
Begge blev færdige som geologer på Århus Universitet i 1999 og fastslår, at det at optræde i avisen med en større klump guld nok skal kunne imponere holdkammeraterne fra universitetet.
Som sagt en aldeles perfekt dag, der samme morgen efter en god og problemfri natsejlads med "Agpa" er indledt i bugten ved den lille ø Uunartoq.
Med sine dybblå små isbjerge og det totalt blanke vandspejl ligner stedet den morgen et eller andet indbydende fra en vodkareklame. En overskydene flaske nytårschampagne findes frem og af sted går det snart i gummibåden sammen med skibschefen og tre besætningsmedlemmer. Ind til sandstranden og et par hundrede meter op over en bakke med badebukserne i plasticposen.
Det er store badedag, og de beskedne fem grader i den vindstille morgen afskrækker os ikke med udsigten til de 38 grader, der venter nede i det otte gange 10 meter brede hul med det krystalklare vand.
»Sidste mand i baljen er en bangebuks,« skråler journalisten og undgår kun selv den kranke skæbne, fordi fotografen i første omgang bliver på land for at fotografere. Scenariet er også særpræget med de blomstrende gule potentiler, der gror ved den dampende dam, og isbjergene i baggrunden.
Den varmeste
Op på på Diskoøen - 1200 kilometer mod nord - er der adskillige varme kilder. Hernede i Sydvestgrønland er der kun dette ene sted, som til gengæld siges at være Grønlands varmeste. Hertil forsøger "Agpa" at lægge ruten forbi mindst en gang om året og helst om vinteren. Vor skibschef, Frank Thorsen, hævder, at det skal være en særlig fornøjelse for besætningen at grille i ti graders frost og så skiftes til at spurte op og ned af det varme vand for at vende bøfferne.
Lidt længere nede af fjeldet viser sig endnu en indbydende varm dam, som Tina Jakobsen, sygehjælper fra Qaqortoq og hendes 12-årige søn Peter har slået telt op få meter fra. Husbonden er derimod sejlet hjem igen for at røgte sine bundgarn for torsk. Men mor og søn agter sammen med deres petroliumsbrænder og posen med sælkød at nyde freden herude hele ugen, indtil drengen igen skal i skole.
Dagens grønlandske ord er »saarullinileqaaq«, torskeeventyr. Efter 20 års fravær er torsken nemlig tilbage ved Grønland og et nyt torskeeventyr lurer, får vi fortalt.
Vi må have fundet en fisker!