Trafikminister: HUR har ikke prioriteret kollektiv trafik
Trafikminister Flemming Hansen (K) og Venstres trafikpolitiske ordfører i Folketinget, Svend Heiselberg, afviser at oprette et fælles driftsselskab med ansvar for både busser, tog og Metro.
Selv blandt partifæller hersker der skarp politisk uenighed om, hvordan man løser den kollektive trafiks problemer i hovedstadsområdet.
Flere politikere i Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) har med formand Mads Lebech (K) og trafikudvalgsformand Bent Larsen (V) i spidsen peget på et fælles driftsselskab, der har det overordnede ansvar for trafikafviklingen med både busser, tog og Metro.
Regeringspartierne overvejede for kort tid siden selv den løsning som en mulighed, men nu har de fortrudt, og forkaster ideen.
Trafikminister Flemming Hansen (K) og Venstres trafikpolitiske ordfører i Folketinget, Svend Heiselberg, er nu af den opfattelse, at man skal være meget varsom med at samle hele ansvaret for tog- og bustrafikken under én fælles enhed.
De mener ikke, at det vil løse problemerne med den kollektive trafik i hovedstaden.
»De problemer, der i dag kan konstateres, kan føres tilbage til de økonomiske og styringsmæssige problemer i HUR. Det reelle problem synes således at være, at parterne bag HUR ikke har prioriteret den kollektive bustrafik tilstrækkeligt højt i de senere år og i dag står med et finansieringsmæssigt problem,« lyder det i et debat-indlæg fra dem begge i JP København i dag.
Ikke flere penge
Trafikministeren og Svend Heiselberg mistænker HUR for at ville have del i overskudskagen på DSB's togdrift de senere år, men den går ikke.
»Det må samtidig stå klart, at der næppe kommer flere penge i hovedstadens kollektive trafiksystem blot ved at samle ansvaret for tog og busser under én hat. HUR ønsker andel i de besparelser, der i de senere år er opnået på togområdet, men vi minder bare om, at disse gevinster i de kommende 10 år vil blive brugt til at forbedre toginfrastrukturen for en stor dels vedkommende i hovedstadsområdet,« anfører de og henviser til en aftale med Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne.
De gnider lidt ekstra salt i såret ved at nævne, at den statslige politik med langsigtet planlægning i nogen grad står i kontrast til HUR's prioriteringer af det kollektive trafikområde.
Endvidere ser de to landspolitikere en fare for, at en regional samling af togtrafik og bustrafik vil sætte de fine resultater på togområdet de senere år over styr.
Letkøbt kritik
Trafikudvalgsformand i HUR Bent Larsen (V) finder trafikminsteren og trafikordførerens synspunkter dybt kritisable.
»De herrer glemmer, at uanset om finansministeren har heddet Mogens Lykketoft eller Thor Pedersen, når vi har siddet til forhandlinger hvert år om tilskuddene, er beløbene blevet øremærket til sygehuse, ventelister, væresteder, boinstitutioner og gymnasieeleverne. Der har intet rådighedsbeløb været til den kollektive trafik. Så deres kritik af HUR er meget letkøbt,« siger Bent Larsen.
Han påpeger, at staten i de senere år har investeret massivt i udviklingen af S-togsnettet og Metroen i København, men overhovedet ikke har haft bustrafikken for øje.
Alligevel har regeringen været langt fremme med kritik af de store takststigninger for nylig, hvilket bl.a. var en følge af, at regeringen har fjernet et tilskud på 100 mio. kr. til HUR.
»Man glemmer helt, at bustrafikken også har et socialt kriterium og dagligt transporterer mange pensionister, skolebørn og studerende, der ikke har andre muligheder for at komme rundt. Hvis man fjerner tilskuddene, så har vi ikke andre muligheder end at sætte taksterne op og skære i trafikken, som så bliver udtyndet i yderområderne,« anfører Bent Larsen, som peger på, at der er sket en reduktion i bustrafikken på 10 pct. uden for cityområderne.
Han ser fortsat store fordele ved at samle det trafikpolitiske ansvar under én hat og understreger, at man sagtens stadig kan indgå aftaler med DSB og togdrift såvel som med Arriva.
Forældet tankegang
En sammentænkning af hele den samlede trafikafvikling, som man kender det fra andre europæiske storbyer, ville også betyde, at man kunne undgå trafikplanlægningsmæssige fadæser som Nørreport Station, hvor der ikke er plads til hverken biler, cyklister eller fodgængere.
»Det oser af, at de er fuldstændigt forblændede af, at busdrift, det er noget lokalpolitikerne tager sig af. Så kan Folketinget tage sig af tog og Metro. De vil så gerne have hovedstadsområdet til at være en metropol med moderne kollektiv trafik, men deres tankegang er forældet trafikpolitisk, hvis man kigger andre steder hen,« lyder svadaen fra Bent Larsen.
Læs Fokus side 6