Mange opgiver dyre ulykkesforsikringer
Prisen på en ulykkesforsikring er på få år presset så meget i vejret, at almindelige familier ikke længere har råd til at forsikre liv og helbred. Forsikringsbranchen sender regningen for flere og større erstatninger videre til kunderne.
Priserne på ulykkesforsikringer er på få år steget så markant, at mange tusinde danskerne de sidste par år har opsagt deres ulykkesdækning.
For første gang i årtier er færre og færre danskere dermed omfattet af en almindelig ulykkesforsikring, og især udgiftsplagede børnefamilier siger ifølge forsikringsbranchen ulykkesforsikringen op og står dermed uden sikkerhedsnet, hvis et familiemedlem kommer alvorligt til skade og invalideres.
Udviklingen er alarmerende, mener Forsikring & Pension.
»Vi er som branche nødt til at råbe vagt i gevær, for udviklingen er rivende gal, og der er tale om et velfærdsproblem med social slagside. Præmierne på ulykkesforsikringer er nu så høje, at en almindelig håndværkerfamilie med to børn dårligt har råd til at betale de 4000-6000 kr. årligt, som det typisk koster at have en ulykkesforsikring for hele familien. Samtidig er det ofte den slags familier med forsørgelsesbehov og et aktivt arbejds-og fritidsliv, der har allermest brug for at være forsikret mod ulykker,« siger vicedirektør Claus Tønnesen fra Forsikring & Pension.
Smertegrænse
Problemet er kendt af alle skadesselskaber og har netop været drøftet i bestyrelsen for Forsikring & Pension.
»Forsikringserhvervet skal naturligvis tjene penge, men vi skal også løse en samfundsmæssig opgave med at sørge for, at danskerne er dækket ind, hvis uheldet er ude, og den opgave har vi fået meget svært ved at løse på ulykkesområdet. Problemet er, at kunderne har nået en smertegrænse og vælger en ganske fundamental sikringsordning fra,« siger Claus Tønnesen.
Hos Topdanmark bekræfter kontorchef i privatafdelingen, Arne Hansen, at flere og flere kunder på grund af præmiernes himmelflugt står uden ulykkesdækning.
»På blot otte år er prisen på en ulykkesforsikring steget med omkring 70 pct. hos os. I samme periode er vores erstatningsudbetalinger steget mere, og vi har for første gang registreret et fald i antallet af ulykkesforsikringskunder,« siger Arne Hansen.
Ifølge forsikringselskaberne er det stigninger i Arbejdsskadestyrelsens méngradtabel, en ny og bredere ulykkesdefinition, et aktivt fritidsliv samt danskernes generelt dårligere helbredstilstand, der fører til øgede erstatningsudbetalinger og de deraf følgende præmiestigninger.
Forsikring & Pension forudser, at selskaberne i deres bestræbelser på at undgå prisstigninger kan blive tvunget til at hæve minimumsméngraden. De fleste ulykkesforsikringer yder i dag erstatning, hvis en ulykke har medført en méngrad på fem procent eller mere, men fremover vil selskaberne måske droppe erstatning for småskaderne og først yde erstatning, når méngraden er 10, 15 eller måske 50 procent. Det mindre selskab Thisted Amt har allerede hævet minimums-méngraden.
Både Forbrugerrådet og Faggruppen af erstatningsrets- og forsikringsadvokater er bekymret over det faldende antal ulykkesforsikrede danskere. Samtidig advares der mod at differentiere ulykkesforsikringsområdet så meget, at det bliver umuligt for forsikringskunderne at sammenligne de enkelte selskabers priser og dækning.
Derhjemme, side 3