Svigerbørn afskæres fra arv
Den stigende skilsmisseprocent får den ældre generation til at oprette flere testamenter med bestemmelser om, at arven skal tilfalde børnene som særeje.
Den ældre generation har så lidt tillid til stabiliteten i børnenes parforhold og ægteskaber, at flere vælger at udelukke svigersønnen eller svigerdatteren fra at få del i arven.
Otte ud af ti testamenter indeholder i dag en bestemmelse om, at arven skal tilfalde børnene som skilsmissesæreje, kombinationssæreje eller fuldstændigt særeje, således at eksempelvis svigersønnen ikke får del i pengene, hvis han bliver skilt fra datteren.
I 1982 blev der til sammenligning kun oprettet særeje for børnene i 30-40 pct. af testamenterne.
»Det er ikke sært, at forældre bekymrer sig om, hvem der får glæde af deres penge. Med en skilsmisseprocent på op mod 50, er det noget, man bliver nødt til at tage højde for,« siger arveretsprofessor Finn Taksøe-Jensen fra Københavns Universitet, som forudser, at tendensen breder sig i de kommende år i takt med, at skilsmisseprocenten fortsat stiger. I 2002 blev 37.210 par viet, mens 15.304 par blev skilt.
De fleste advokater opfordrer folk til at give børnene særeje. Og hovedparten følger rådet.
»Man sætter ofte sine børn i en dum situation ved ikke at lave særejebestemmelser i testamentet. Det kan give en dårlig stemning, hvis den ene part før ægteskabets indgåelse stiller som betingelse, at der skal oprettes en ægtepagt. Det gør det lettere for folk at holde af hinanden, når særejet er bestemt af andre,« siger Finn Taksøe-Jensen.
Advokaten anbefaler
Advokat Erik Hollensen, der er leder af privatretsafdelingen i advokatfirmaet De la Cour bekræfter, at testamenter med særeje til børn er en mulighed, som flere og flere benytter sig af. Han anbefaler den selv til sine klienter og påpeger, at det er en fordel for datteren at have særeje på arven fra sine forældre, hvis svigersønnen dør, således at pengene ikke indgår i svigersønnens dødsbo og tilfalder hans evt. særbørn.
»Jeg tror, at særeje for ens børn er et ønske, som nogle mennesker har, men der er mange, der først bliver opmærksom på muligheden, når de går til en advokat og vil oprette testamente. Og så tiltaler tanken dem. For der er jo ikke noget forgjort i at lade sine børns arv være særeje i det tilfælde, at de skulle blive skilt. Ens børn er de nærmeste til at arve. Det er der ingen, der kan argumentere imod,« mener Erik Hollensen.
Han erkender, at det kan være et ømtåleligt emne at tale om i familien, især hvis der er svigerbørn, fordi de kan opfatte det som om, testamentet er vendt imod dem.