Spies flytter til Rådhuspladsen
Spies Rejser vil frem i første række. Derfor flytter butikken til december fra Nyropsgade til Rådhuspladsen lige ved Strøget.
Flere kunder skal få øje på butikken og få lyst til at droppe ind og købe en rejse. Med placeringen bag Vesterport Station har bureauet ligget lidt gemt, og folk passerede ikke bare forbi.
»Det er en offensiv handling, for det er væsentligt dyrere, men der kommer flere kunder forbi,« siger Rikki Sølling, der er salgsdirektør i Spies Rejser. Han understreger også, at man ikke kommer til at være i tvivl om, at koncernen har kontor på stedet, selv om der måske ikke ligefrem bliver gule neonreklamer på taget.
Nansensgade
Den nye Spies-butik kommer til at ligge i stueetagen af den ejendom, som Aktuelt førhen boede i. Den ligger lige til venstre for Strøget, når man står med ryggen til pladsen.
Ejendommen ejes af Lego-familiens ejendomsselskab, og indtil for ganske nylig var der en filial af Danske Bank i lokalerne.
Alle sælgerne fra den gamle Spies-butik flytter med til Rådhuspladsen 45-47, og sammen med Spies kommer også Gate Eleven, Tjæreborg Rejser og Skibby Rejser fra Vester Voldgade til adressen.
Hvert enkelt selskab bliver så adskilt fra Spies Rejser. Til gengæld bliver Ving på den modsatte side af pladsen.
Hele administrationen flytter dog ikke med til Rådhuspladsen. Den flytter ned i lokaler i Nansensgade, hvor Handelshøjskolen tidligere havde lokaler. Der samler Scandinavian Leisure Group sine danske aktiviteter.
I dag er Spies Rejser stort set alene koncentreret om rejsesalget i centrum af byen. Tiden med egne hoteller ved Vesterport Station er forbi. Tilbage i 1996 solgte koncernen Hotel Mercur og Hotel Richmond.