Fortsæt til indhold
Indland

Ældre sporvogn hentet hjem fra Egypten

890 var en af de sidste sporvogne, der bragte københavnerne rundt i gaderne. Den kørte nemlig som linje 5 mellem Husum og Formosavej på Amager til 1972, da det ellers var slut med sporvogne i København.

Af PIA HANSEN

I går kunne folk i gaderne imidlertid atter hilse på den gule veninde, da den for et kort visit besøgte Rådhuspladsen - på vej mod sit nye hjem. Sporvognen er nemlig sammen med en anden sporvogn hentet tilbage til Danmark fra Egypten for at blive opstillet på Sporvejsmuseet Skjoldnæsholm ved Ringsted.

Det blev til mange gensyn i løbet af dagen. Og der blev udvekslet gamle historier og minder om vognene.

Overborgmesteren holdt tale, og bagefter var der reception med den egyptiske ambassadør Samira Ekdawi og formanden for Sporvejshistorisk Selskab, Michael Lund.

Til Nordafrika

Lise Herson, en af de mange, der var mødt op i går, fortalte om noget af det første, hun kunne huske fra sin barndom:

»Det var den 5. maj 1945, og jeg var lige gået i seng, da min mor vækkede mig og fortalte, at krigen var slut. Så skyndte jeg og mine søskende os ud på altanen - det havde vi ellers ikke måttet under krigen - og det første, jeg så, var linje 1, der kørte med lys på nede på gaden. Der var fuldt af mennesker i den og på taget. De skulle alle sammen ind til Rådhuspladsen for at råbe hurra og feste.«

Og der er gennem årene fældet mange tårer, efter at 100 sporvogne i København i 1972 blev sat ud af drift for at fortsætte med at transportere passagerer i den egyptiske storby Alexandria. 30 år efter kører 90 af dem stadig i de nordafrikanske gader. Og de bærer præg af at være blevet brugt.

»I Alexandria bliver vognen brugt som normalt køretøj, ligesom de blev her indtil 1970'erne. Det er nok grunden til, at de er i dårlig stand. De skal bare kunne køre og bremse,« mener Erik Carstensen fra Sporvejsmuseet Skjoldnæsholm. Han fortæller, at der har været drøje forhandlinger mellem museet og de egyptiske ejere, før man fik lov til at købe de to ''Frk. Düsseldorf''-sporvogne hjem til Danmark.

Tilbage til oprindelig form

På Skjoldnæsholm bliver det muligt at køre med 890 og 815. Senere bliver vognene taget ind for at blive bygget om til deres oprindelige form.

»Det kommer bare til at tage noget tid, fordi det kommer til at koste ca. 400.000 kr. pr. vogn. Vi skal derfor ud at finde nogle sponsorer,« fortæller Erik Carstensen. Vognene har allerede kostet medlemmerne i Sporvejshistorisk Selskab omkring 500.000 kr. Prisen var ca. 100.000 kr. pr. vogn, men så kommer transport og leje af kraner med mere oveni.

I flere andre europæiske lande kører der stadig sporvogne. Blandt andet i Göteborg.

»Mange tyske byer har sporvogne og kunne aldrig finde på at afskaffe dem,« fortæller Søren Palsbo, der er pressesekretær for Sporvejshistorisk Selskab.

jpk@jp.dk