Fortsæt til indhold
Indland

Melodi Grand Prix har fostret flere superstjerne

En sejr i Det Internationale Melodi Grand Prix og dermed chancen for gøre et uudsletteligt indtryk hos millioner af tv-seere og flere tusinde tilskuere, ja så burde vejen til de højeste luftlag på den internationale musikscene være garanteret.

De fleste vindere glider dog efter en kort visit i rampelyset tilbage i glemselens tåger. Hvem husker måske den hollandske gruppe Teach-In Group, der vandt med sangen "Ding Dinge Dong" i 1975 eller Corinne Hermes fra Luxemburg, der i 1983 vandt overlegent med sangen "Si la Vie est Cadeau"?

Men lader man blikket løbe ned over deltagerlisterne, er der alligevel navne, der springer én i øjnene.

Det største navn er og bliver nok ABBA. I 1973 stillede ABBA op til Det Svenske Melodi Grand Prix med nummeret "Ring Ring", det rakte dog kun til en tredjeplads. Men året efter sikrede ABBA Sverige sejren i Det Internationale Melodi Grand Prix med sangen "Waterloo", og det blev gruppens springbræt til en helt enestående international karriere. "Waterloo" toppede hitlisterne i hele Europa, og nummeret nåede endda en sjette plads på den amerikanske Billboard hitliste.

I april 1975 udgav ABBA deres tredje album, der blandt andet indeholdt numrene "Mama Mia" og "S.O.S." - et popfænomen var skabt. ABBA udgav deres sidste single i december 1982, men knap 10 år senere indtog gruppen igen alverdens hitlister takket være retro-80'er moden og opsamlingscd'en "ABBA Gold".

I skyggen af ABBA's sejr i 1974 stod Englands bidrag "Long Live Love", der nåede en fjerdeplads, sunget af den purunge australier, Olivia Newton-John. Hun var dog ikke helt ukendt i branchen. Kort tid før Det Internationale Melodi Grand Prix havde hun optrådt som korsanger for selveste Cliff Richard, og hun havde allerede udgivet tre albums. I 1975 flyttede hun til USA, og her røg titelnummeret på hendes album "Have You Never Been Mellow" ind som nummer ét på de amerikanske hitlister. Tre år senere indtog hun hele verden som Sandy i musicalen "Grease", hvor hun spiller sammen med John Travolta. Det er siden blevet til cirka 30 albums fra Olivia Newton-John, og i 2000 udgav hun cd'en "Greatest Hits".

Poppens pæne gulddreng Harry Webb, bedre kendt som Cliff Richard, havde allerede flere gange toppet hitlisterne i adskillige lande, inden han i 1968 stillede op i Det Internationale Melodi Grand Prix med nummeret "Congratulations". Han var på det tidspunkt et af tidens ubestridt største navne og blev også på forhånd spået sejren. Men da alle stemmer var blevet talt op, gik sejren overraskende til Spaniens Massiel med sangen "La la la" - kun ét point foran Cliff Richard. Cliff Richard og "Congratulations" blev dog efterfølgende den bedst sælgende taber nogensinde i Det Internationale Melodi Grand Prix' historie. I 1998 kunne Sir Cliff fejre sine 40 år i branchen med udsolgte koncerter og et nyt album, der røg direkte ind på den engelske top ti. Men en sejr i Grand Prix sammenhæng er det aldrig blevet til. Heller ikke i 1973, da han stillede op med nummeret "Power to All Our Friends".

En anden hjerteknuser, der har deltaget i Det Internationale Melodi Grand Prix uden at vinde, er smørtenoren Julio Iglesias. I 1970 prøvede den dengang ukendte spanske charmør lykken med sangen "Gwendolyne", men nåede med otte point kun ind på en fjerdeplads. Til gengæld strøg "Gwendolyne" ind som nummer ét i Latinamerika, og det blev Julio Iglesias' musikalske gennembrud. Allerede året efter rundede Julio Iglesias sin første million solgte album. 30 år og over 30 plader senere er supercrooneren still going strong.

Grethe og Jørgen Ingmanns sejr med "Dansevise" i 1963 afledte de flestes opmærksomhed fra syvendepladsen det år, der gik til den græske Nana Mouskouri. Hun stillede op for Luxembourg med sangen "A force de Prier". Nana Mouskouri indspillede sit første album i 1959 og blev snart et hit i hjemlandet Grækenland. Derefter tog hun til Tyskland og indspillede millionsællerten "Weisse Rosen Aus Athen" i 1962. Snart blev hendes mørke glatte hår og de karakteristiske briller kendt verden over. Nana Mouskouri synger alt fra pop, folk og jazz til klassisk, og har udgivet sange på fransk, engelsk, tysk, græsk, spansk, italiensk, japansk, hollandsk, portugisisk og hebræisk. Hun har solgt i alt 200 millioner plader og modtaget mere end 300 guld-, platin-, og diamantplader.

Nana Mouskouri var "importeret" til at stille op for Luxembourg, og i 1988 importerede Schweiz deres bud på en vinder fra Canadas franske delstat Quebeq - Celine Dion. Hun vandt med sangen "Ne partez pas sans moi" På det tidspunkt var Celine Dion allerede en stjerne i Canada, men hendes internationale gennembrud kom med Disneys tegnefilm "Skønheden og Udyret" i 1991, hvor hun sang titelnummeret. For den vandt Celine Dion både en Oscar og en Grammy. Herefter var popscenen Celine Dions domæne, og hun har i sin karriere solgt 130 millioner albums. I 1997 gentog popdivaen sin egen succes ved at indsynge titelnummeret til blockbuster-filmen Titanic, der indbragte Celine Dion hendes anden Oscar.

En Melodi Grand Prix kuriøsitet for danske feinschmeckere er historien om Michael Trampenau. I en alder af blot 15 år blev han i 1976 forsanger i gruppen Mabel, der to år senere vandt Det Danske Melodi Grand Prix med nummeret "Boom-Boom".Til Det Internationale Grand Prix blev det dog kun til en 16. plads. Mabel og Michael Trampenau indspillede ufortrødent seks albums, og i 1982 indtog Michael Trampenau - nu Mike Tramp - USA. Her stiftede han bandet White Lion og mellem 1983 og 1991 indspillede bandet fire albums og solgte otte millioner albums. Bandet var i årene også på flere verdenturner. Mike Tramp udgav i 1998 soloalbummet "Capricorn".

Hvem ved, om vi den 12. maj i Parken bliver vidner til en ny superstjernes fødsel på den internationale pophimmel...

/ritzau/