Folkets mand på venstrekanten

En af de absolutte publikumsfavoritter fra Parken har nu for sidste gang sparket til en fodbold på divisionsplan.

Det skete uden større mediebevågenhed for et par uger siden, da Iørn Uldbjerg valgte at stoppe karrieren.

Den tidligere FCK-profil har kontrakt med Farum til sommer, og den opfylder han ved at være træner for klubbens juniorer.

JP-København mødte Uldbjerg i Parkens Sportscafé få meter fra den græsplæne, hvor han opnåede sine største triumfer.

Over baren i cafeen hænger billeder af svundne tiders store spillere i FCKs historie, og her pryder publikumsyndlingen Ulde med pandebåndet flere af billederne fra en tid med dansk mesterskab og pokaltitler.

Han er glad for disse minder, men mens det stod på, nåede han aldrig at dvæle ved succesen.

»Det er desværre sådan, at man ikke rigtig nyder det, mens man er midt i det. Når man endelig har fået bearbejdet det, er man i gang med en ny sæson og skal koncentrere sig om den,« fortæller han.

Da Iørn Uldbjerg efter indkøbene af Henrik Larsen og Niclas Jensen efterhånden sjældent kom på banen i den hvide trøje i Parken, forlod han FC København i foråret 1998 efter at have været en fast bestanddel af klubben siden begyndelsen seks år tidligere.

Sværere at følge med

Men han kom aldrig op i høje omdrejninger igen.

Da han kom til Herfølge, blev han hurtigt skadet, og da træner Ole Mørch, der havde lokket ham til klubben, blev headhuntet af AB, fik han ikke sin stamplads tilbage, da hverken Jesper Pedersen og siden John Faxe Jensen havde ham som en af favoritterne.

I vinterpausen flyttede han nordpå til Peter Brixtoftes Farum, hvor han i efteråret gled længere og længere væk fra førsteholdet.

Derfor besluttede han i samråd med klubben at takke af og i stedet blive træner i ungdomsafdelingen.

»Dåbsattesten løber ikke nogen steder, og det bliver sværere og sværere at følge med. I Farum træner vi mere, end vi gjorde i Herfølge,« siger Iørn Uldbjerg, der i foråret spillede de fleste kampe for Farum, men ofte som indskiftningsspiller.

»Jeg nåede dog at score et enkelt mål, men det var så let, at selv min bedstemor kunne have puttet den i kassen,« siger Iørn Uldbjerg med et stort grin.

I sommerpausen investerede den nordsjællandske klub i en håndfuld nye spillere, og dermed røg han endnu længere væk fra en plads blandt de 11 på banen.

En øl eller to mere

Midtbanespilleren, som er kendt for at være i besiddelse af godt humør, virker bestemt hverken trykket eller ked af, at det nu er forbi.

Han erkender, at han ikke har været på toppen siden sin meniskskade i 1998.

På mange måder er afslutningen en befrielse for livsnyderen Uldbjerg, som har været professionel fodboldspiller siden slutningen af 1980'erne.

»Nu behøver jeg ikke at nøjes med en øl, men kan tage to-tre eller fire. Jeg skal ikke længere gå hjem fra en fest klokken 24, men kan blive lidt længere, og jeg skal ikke tænke så meget på, om jeg spiser det rigtige,« fortæller Iørn Uldbjerg, som blev rørt, da en yngre medspiller gav ham følgende salut, da Iørn fortalte om sin beslutning om at stoppe.

»Mads-Spur Mortensen kom hen og gav mig hånden og sagde: Tillykke med en flot karriere. Det rykkede lidt i mig, og så kom jeg til at tænke på, at jeg havde været med til at vinde to danske mesterskaber, to pokalturneringer og deltaget i en masse kampe i Europa. Jeg har været privilegeret,« fremhæver Iørn Uldbjerg, som ud over mesterskabet med FC København også har en andel i Herfølges triumf fra forrige sæson.

Den sjællandske klub tildelte alle spillere, som var på banen i sæsonen, en mesterskabsmedalje, og da Uldbjerg havde været med en del gange i efteråret 1999, fik han overrakt én i forbindelse med en træningskamp mellem Herfølge og Farum.

Gåtur til træning

Det er dog for tiden i først B 1903 og siden FC København, folk vil huske Iørn Uldbjerg for.

Han kom til årstalsklubben på Lyngbyvej som 18-årig, da en talentspejder havde set ham for barndomsklubben Tårnby i en ungdomsturnering.

Indtil da havde han stædigt fastholdt at spille i barndomsklubben, selv om Fremad Amager, som er den store klub på øen, prøvede at lokke ham dertil.

Men Iørn Uldbjerg var ikke en dreng med store ambitioner, og han hyggede sig med at være en af de bedste i Tårnby frem for at være en middelspiller i en større klub.

Men det gik pludseligt hurtigt for ham. Som ung spiller i B 1903 oplevede han, at daværende landstræner Sepp Piontek udnævnte ham til fremtidens mand, da en række danske klubber deltog i en træningsturnering i Portugal i vinterpausen.

Han opnåede dog aldrig at komme på landsholdet, men det blev til en række ungdomslandskampe.

Iørn Uldbjerg var oprindeligt offensiv midtbanespiller, men hos 03´erne udviklede han sig til kantspiller i venstre side under træner Benny Johansen, og han fortsatte på den position i FC København, som holdet skiftede navn til efter det nye samarbejde med KB.

En konstruktion, som faldt i Uldbjergs smag, da han fik kortere til træning.

»Jeg boede dengang på Peter Bangs Vej, og nu kunne jeg gå til træning i stedet for at cykle ud til Lyngbyvej. Samtidig var der også mere liv på KBs anlæg,« siger han.

Perioden i 1990'erne, med først B 1903 og siden FC København, var en succesfuld sportslig tid med kæmpesejr over Bayern München på Gentofte Stadion, dansk mesterskab, sølvmedalje og pokaltitler.

Løftede pokalen i Parken

Selv om Iørn Uldbjerg var fast på holdet, var han ikke den mest iøjnefaldende og sjældent den, som trak de store rubrikker frem i aviserne i sin rolle som den løbestærke slider på venstresiden af midtbanen.

Men han udviklede sig til at være FCK-tilhængernes kæledægge. De råbte ofte kærligt "Ulde" ned imod ham, når han var i aktion på sin venstreflanke.

Han blev det, man med et engelsk udtryk kalder en "folks hero", en af folkets helte.

»Jeg har altid været i godt humør og ikke så nervøs og dybt koncentreret, som så mange andre. Jeg kom altid hen og klappede foran publikum for at vise, der var brug for dem, og når jeg mødte dem på gaden, havde jeg altid tid til at snakke og give autografer. Så synes alle jo, at man er en kanonfyr,« fortæller han nøgternt.

Blandt mange gode minder fra tiden i Parken står sejren i pokalfinalen mod AB i 1995 som noget helt specielt.

Som anfører modtog Uldbjerg pokalen foran tilskuerne, efter at FCK havde vundet 5-0, blandt andet ved hjælp af et mål af Ulde selv.

»Jytte Hilden (daværende kulturminister, red.) og alle de fine folk stod der, og jeg skulle løfte pokalen, det var stort. Jeg overvejede, om jeg skulle lave et eller andet sjovt, men det gjorde jeg dog ikke.«

Svær rolle

Da rutinerede spillere som Pierre Larsen, Ivan Nielsen, Michael Manniche, Palle Petersen, Jørgen Juul Jensen og Kenneth Wegner alle var stoppet i FC København, var Uldbjerg blevet en af de ældste og blev derfor udnævnt til holdets anfører.

Det hverv var ikke noget, der passede Iørn, som følte, at kvaliteten af hans spil dalede.

»Der sker noget, når man får sådan en rolle. Jeg begyndte derfor at koncentrere mig om alt muligt andet end mit eget spil. At være anfører betyder jo ikke bare, at man skal slå plat og krone om, hvilket hold der skal give bolden op, det drejer sig også om alle mulige andre småting,« fortæller Iørn Uldbjerg, der ofte var den, som stod for sjove bemærkninger og lidt drilleri til træning.

»Nogle gange skal man have lov til at være Iørn seks år, ellers visner det jo alt sammen. For mig var Pierre Larsen den rigtige anfører, som den rolige og respekterede type, som holdt sig lidt for sig selv uden for banen. Jeg havde svært ved at se mig selv i den rolle,« lyder det selverkendende fra Uldbjerg, der blev frataget anførerhvervet, da Michael Schäfer blev træner i FC Købehavn og udnævnte Michael Mio Nielsen til anfører.

Den glade dreng er nu selv blevet træner og har oplevet, at han har irettesat unge spillere, som har snakket for meget til træning.

»Så kom jeg til at tænke på, at sådan opførte jeg mig også selv, og det var ikke engang som junior, det var som senior. Det har givet mig noget at tænke over, det er vigtigt at finde en balance.«

Tipstjenesten er en mulighed

Iørn Uldbjerg skal ikke koncentrere sig om andet end at træne juniorerne indtil næste sommer, når hans kontrakt med Farum udløber.

Det er en opgave, som fylder meget i hans hoved.

Hvis det bliver en succes, fortsætter han måske, men han er formentlig nødt til at finde på noget andet at lave ud over det.

I sin tid droppede han ud af sin kontoruddannelse som elev i DSB, da det var svært at få arbejdet til at harmonere med tilværelsen som fodboldspiller i B 1903.

Han glæder sig til at skulle have en anden dagligdag, men hvad det skal være, ved han ikke.

»Jeg har tænkt på, om jeg kunne blive ansat i Dansk Tipstjeneste, da det virker som et spændende sted. Måske skulle jeg prøve at ringe til Alex Nielsen,« funderer Iørn Uldbjerg og henviser til den tidligere Fremad Amager- og Vejle-målmand, som er direktør i foretagendet.

Foreløbig gælder det dog Farums juniorer, som Uldbjerg efter sit visit ved sin gamle hjemmebane, Parken, skal nordpå for at træne og tilføre inspiration fra sin flotte karriere som folkets venstrekantsspiller i København.

jpk.fodbold@jp.dk