Niclas Jensen på landsholdet
FC Københavns seneste landsholdspiller, Niclas Jensen, er atter udtaget til det nationale mandskab. Før landskampen på næste onsdag mod Tyskland gælder det dog først Brøndby på udebane i pokalturneringen i aften.
På KBs anlæg på Peter Bangs Vej, hvor FC København træner, eksisterer der en guldklædt tavle, hvor fusionsklubbens landsholdsspillere gennem tiderne er indgraveret.
Der er fortsat god plads til nye navne, da FCK siden starten i 1992 kun har haft seks spillere på landsholdet.
Ikke meget når man tænker på klubbens ambition om at være blandt de bedste i Danmark.
Skiftende landstrænere har ikke særligt ofte været flittige til at udtage FCKere.
Det seneste navn, der er føjet til listen, får nu mulighed for at forbedre sin statistik i kampe med den nationale rødhvide trøje.
Venstre back Niclas Jensen fik sin debut for A-landsholdet den 19. august 1998 på udebane mod Tjekkiet. En kamp, som Danmark tabte 0-1.
Her blev han med 22 minutter tilbage skiftet ind i stedet for Jon Dahl Tomasson.
Nu venter der en ny mulighed, da Morten Olsen har taget ham med til venskabskampen i Parken mod Tyskland i næste uge.
»Det var en stor oplevelse at være med første gang, og glæden er bestemt ikke mindre nu. Det var dejligt at få at vide, det er jo det, man render rundt og drømmer om, når man spiller fodbold som barn, og drømmen forsvinder bestemt ikke, når man så bliver professionel,« fortæller Niclas Jensen, der naturligvis håber på at komme på banen mod tyskerne.
»Træningskampe er en god mulighed for at prøve noget alternativt. Så jeg ser det her som en god mulighed for at gøre en god figur.«
Født den 17. august
Niclas Jensen skal dog næppe gøre sig forhåbninger om at blive fast mand på landsholdet lige med det samme.
På den 26-årige FCKers plads som venstre back har landsholdet i forvejen den 37-årige Jan Heintze, som formentlig vil fortsætte i rødt og hvidt frem til VM i 2002.
De to spillere er i øvrigt begge født den 17. august i henholdsvis 1974 og 1963, og både Jensen og Heintze har spillet i PSV Eindhoven. Dog med et meget forskelligt karriereforløb.
Niclas Jensen var i den hollandske storklub i halvandet år, inden han kom til FC København i begyndelsen af 1998.
Heintze kom til PSV som helt ung helt tilbage i 1982 og spillede for klubben i over ti år, inden han skiftede til tysk fodbold, men vendte i fjor hjem til klubben i Eindhoven.
Med udtagelsen til venskabskampen mod Tyskland rykker Niclas Jensen frem til noget, der minder om en kronprinsestatus i venstresiden af forsvaret.
»Jeg håber, at jeg kan gøre det så godt, at jeg kan afløse Heintze, når han stopper, hvis han skulle gå i stykker eller ryge af holdet på anden vis,« lyder det fra FCKeren.
Teknisk tackler
Ud over fødselsdatoen og fortiden i PSV Eindhoven har Niclas Jensen og Jan Heintze det til fælles, at de begge oprindeligt er offensive spillere med tekniske kvaliteter, som er blevet omskolet til forsvaret.
Ved udtagelsen af landsholdet i går lagde Morten Olsen ikke skjul på, at Niclas Jensen tidligere har manglet noget i forsvarsspillet, før han kunne betegnes som en komplet spiller.
Ifølge landstræneren har han ikke tacklet nok tidligere. Men det er der rettet op på.
»Jeg var klar over, at jeg skulle arbejde med mit defensive spil, og det har jeg gjort, og jeg mener virkelig, at jeg har forbedret mig,« siger Niclas Jensen, der begyndte i B 93, hvor han var fremadrettet midtbanespiller.
Senere røg han til Lyngby, hvor han udviklede sig til at spille i forsvaret under Benny Lennartson og på U21 landsholdet.
Placeringen som venstre back har siden hængt på ham i tiden i PSV Eindhoven og nu i FC København.
Lillebroderen Daniel Jensen spiller i en mere offensiv rolle som kreativ kraft på den forreste midtbane.
Han skiftede i fjor fra B 93 til Heerenveen, hvor han i denne sæson blandt andet har scoret mål i Champions League.
Niclas Jensen vil gerne følge lillebror i at spille professionel fodbold uden for landets grænser igen.
»Jeg vil da ikke lægge skjul på, at jeg gerne vil udenlands igen. Der får man trods alt en bedre løn, og skatteforholdene er anderledes. Men lige for tiden har jeg det godt i FCK, som er en klub med et stort potentiale. Derfor vil jeg ikke tage hen et hvilket som helst sted,« siger han.
Pokalopgør på Vestegnen
Inden landsholdet og en eventuel udenlands karriere gælder det i aften pokalkampen mod Brøndby på udebane for Jensen og FCK.
Kampene mellem de to klubber har udviklet sig til en klassiker i dansk fodbold, hvor de to tilhængerskarer altid sørger for liv på tribunerne.
Og uanset kampens spillemæssige kvalitet kan man altid være sikker spændende kampe, hvor alle spillere er sat 100 procent op.
Niclas Jensen tror ikke, at det vil blive et anderledes opgør, fordi det er en pokalkamp i aften.
»Disse kampe står nærmest isoleret. Der er altid en god kulisse, og der er garanti for dramatik og intensitet. Sådan bliver det også i aften, Brøndby er altid farlig på hjemmebane, og vi har en plet fra i søndags, som skal vaskes af. Det er en kærkommen lejlighed at komme os over nederlaget til Viborg kun tre dage efter,« siger venstre back i FC København og måske på landsholdet mod Tyskland.
jpk.fodbold@jp.dk