Fortsæt til indhold
Indland

Når en kongelig bliver bisat

Kong Frederik blev bisat 10 dage efter sin død. Dronning Ingrid vil blive bisat om præcist en uge.

Fra kong Frederik IX blev syg nytårsaften 1971/72, til han blev bisat, gik der 24 dage. En influenza, der udviklede sig til lungebetændelse, kombineret med et svækket kredsløbssystem, kostede den 72-årige konge livet - få måneder før, han kunne have fejret sit 25 års regeringsjubilæum. Han blev bisat den 24. januar, 10 dage efter sin død.

Nytårstalen i radio og tv blev kong Frederiks sidste officielle fremtræden. Han blev sløj kort efter talen, og han deltog ikke i nytårskuren den 1. januar på Amalienborg på grund af lungebetændelse. Den 3. januar blev det meddelt, at kongen var blevet hasteindlagt på Københavns Kommunehospital efter et hjertetilfælde. Den 11. januar indtraf der en forværring i kongens tilstand.

Sov stille ind

Fredag den 14. januar kl. 20.04 udsendte hoffet den officielle meddelelse om, at Hans Majestæt kong Frederik IX var sovet stille ind kl. 19.30 efter at have været bevidstløs siden kl. 01 den foregående nat.

Det var ceremonimester Ulf Gabel-Jørgensen, som sad ved telefonen på Amalienborg og ventede på nyt om kongen fra daværende hofmarskal grev Karl Christian Trampe, som opholdt sig sammen med familien på Københavns Kommunehospital.

Strøget tætpakket

Den 18. januar blev kong Frederiks kiste ført til Christiansborg Slotskirke, hvor den stod på castrum doloris (forhøjning, hvorpå kisten kunne beskues inden begravelsen) i seks dage, indsvøbt i kongeflaget og prydet med den afdøde konges admiralskåbe og kårde. Mange mennesker benyttede lejligheden til at defilerede forbi kong Frederiks kiste i Slotskirken.

Flere timer før, kongens kiste den 24. januar blev båret ud af Christiansborg Slotskirke vej til bisættelsen i Roskilde, var Strøget så tætpakket, at passage langs husmurene var umulig. De mest forudseende havde medbragt stole, trappestiger, tæpper og termoflasker. Butikkerne på Strøget havde arrangeret sørgeudstillinger.

Hundrede af faner

Overalt, hvor kongens båre kom frem, sænkedes de hundrede af faner, som foreninger og frivillige korps havde modtaget.

På Hovedbanegården opstod en mindre forsinkelse, da otte DSB-funktionærer skulle bære kisten over et spor til rustvognen i kongetoget.

Inden det damptrukne kongetog forlod Hovedbanegården, blev omtrent 800 mennesker kørt med særtog til Roskilde, hvorfra de blev transporteret i DSB-busser til Roskilde Domkirke. Her var det kongelig konfessionarius, biskop Erik Jensen, Aalborg, der forrettede bisættelsen.

Den store domkirke var besat til sidste plads af familie, udenlandske statsoverhoveder, ministre samt medlemmer af Folketinget m.fl. /ritzau/